På denne mors dag sender jeg kærlige hilsner og varme tanker til alle jer, der (endnu) ikke er blevet mødre, selvom I så gerne vil.
Alle vi barnløse mødre
De unge mødre vågner om natten,
de rejser sig op og spejder i hemmelig frygt,
om barnet nu sover godt og er rigtig dækket,
mens alle vi golde kvinder kan sove godt.
Om dagen finder jeg mødrene alle vegne,
med blanke barnevogne går de i blæsten,
eller med fine, forundrede børn, der pludrer
og vandrer så vaklende sikkert som føllet hos hesten.
Og jeg, som er barnløs og ansvarsløst fri og ene,
jeg føler et stik i brystet ved dette syn,
som havde jeg haft et barn med så klare øjne
og sådan en pande over usynlige bryn.
Som havde jeg endnu det barn – men langt, langt borte,
et levende barn, jeg aldrig mer skulle nå –
jeg ser det for mig, det ligger og leger i solen,
dets hår er som blød, blød silke, dets øjne er blå.
I dag er mødrene ude i vårblåt vejr
med barnevogne som duvende skuder for vinden.
Alle vi barnløse mødre går stille forbi;
luften er skarp, vi går med en tåre på kinden.
Digtet er skrevet af Grethe Risbjerg Thomsen i 1950.
PS
Hvis du inderst inde har en lille nagende tanke om, at du måske kommer til at afslutte fertilitetsbehandlingen uden at have fået barn, tilbyder jeg dig walk and talk, hvor du kan få vendt dine tanker om fremtiden.