Sæddonors anonymitet er og bliver begrænset.

At ville påstå andet er en lempelig omgang med sandheden.

 

 

100% anonymitet findes ikke

I bogen “Far, mor og donorbarn. Veje til et endnu bedre liv som donorfamilie” interviewer jeg Peter Bower, der dengang var direktør i European Sperm Bank.

Om anonymitet siger Peter Bower:

Det er enormt farligt at signalere overfor parret, at der findes 100 % anonymitet. Det findes ikke.

 

Der er også spørgsmålet om anonymitet mellem donor og barnet, som jo går begge veje. Hvor anonymt er det egentlig? Selv med de gældende regler om anonymitet er anonymiteten begrænset. Det er jo genetisk materiale, som du bruger til at fælde forbrydere på. Du kan ikke forhindre donoren i at kende sin egen dna-profil. Du kan heller ikke forhindre barnet i det. Hvis donor gerne vil findes, og hvis barnet gerne vil finde sin donor, så er det helt urealistisk, at de ikke kan finde hinanden, hvis det er de, de vil.

 

Jeg har ikke noget problem med, at halvsøskende finder hinanden, eller at donor og børn finder hinanden, eller at donor og forældre finder hinanden, når begge aktivt har været inde og melde sig til en eller anden gruppe. Men donor skal ikke risikere at finde ud af det ved et tilfælde…

 

Udover hvad man bioteknologisk kan, handler det også om, hvad kommunikationsteknologien gør muligt om 10 – 20 – 30 år.

Der er allerede gået 10 år siden interviewet fandt sted.

Og netop kommunikationsteknologien udvikler sig stadig i rivende fart og det har også betydning for dig, som bruger en anonym sæddonor for at få barn.

Internettet giver uendelige muligheder for at søge, efterspørge og kombinere viden på kryds og tværs.

Når I er nok, der lægger jeres viden ud til fælles brug, kan det gå meget, meget hurtigt.

Det kan du nu se et eksempel på fra Facebook:

 

 

4 nye donorsøskende på 2 døgn

Det er søndag aften. På Facebookgruppen Donorbarn – sæddonor – ægdonor skriver en mor:

Hej! Jeg er helt ny herinde. Hvordan finder jeg ud af om andre herinde har børn med samme donornummer som mit barn?

16 minutter efter skriver hun: Tak. Det gav allerede pote.

Mindre end to døgn efter hun skrev første gang, har moren allerede fundet fire donorsøskende til sit barn lavet med hjælp fra en anonym sæddonor. Bare ved at lave et opslag på Facebook i en lukket gruppe, som primært har medlemmer fra Skandinavien og Nordeuropa.

Så hurtigt kan det gå

Uden at kende den konkrete sag yderligere, så får eksemplet mig til at tænke, at det er så meget anderledes at skulle navigere i hastigheden end i det lange seje træk, som gør sig gældende i fertilitetsbehandlingen, hvor vi ofte skal bevæbne os med næsten uendelig tålmodighed.

Hastigheden stiller helt andre krav til dig for, at:

  • du kan få dig selv med,
  • du får gjort det, der føles rigtigt indeni for lige præcis dig.

Og det skal gerne føles rigtigt ikke kun i nuet, men i mange år fremover.

 

 

Det kræver bare en spytklat

Den bio-teknologiske og kommunikationsteknologiske udvikling har længe gjort det umuligt for donor at være anonym, hvis andre (modtager og donorbørn) vil det anderledes.

Bioteknologien gør det nemt og relativt billigt for os alle at få lavet en dna-test. Det gælder naturligvis også donorbørn og donorer. Det kræver bare en spytklat.

Sammenholdt med, at vi i dag meget let via internettet kan kommunikere globalt og efterlyse og dele information, så er det klart at donors anonymitet er truet.

I dag (20.4. 22) har 22.161 donorbørn på Donor Sibling Registry fundet match med donorsøskende og/eller deres donor.

Over 79.000 er registreret i det globale register.

Endnu flere matchninger vil komme fremover.

Anonymiteten ER og BLIVER begrænset.

 

 

Virkeligheden har indhentet sædbanken

Sæddonorer kan ikke længere stole på, at de livet igennem kan forblive anonyme over for deres genetiske afkom.

Sædbankerne har meget længe ikke kunnet garantere sæddonoren anonymitet.

Ole Schou, tidligere direktør for verdens største sædbank, Cryos, sagde:

Der er ikke længere noget, der hedder anonymitet. Udviklingen har gjort, at vi dybest set ikke kan garantere, at man ikke bliver kontaktet i fremtiden. Hverken som modtager, som donor eller som barn. 

Ole Schou konkluderede dengang derfor, at vi i Danmark bliver helt nødt til at afskaffe donors mulighed for anonymitet. Men sådan er det endnu ikke blevet.

Jeg håber, at sædbankerne har ændret deres rådgivning af kommende sæddonorer…

Når sædbanken rekrutterer og rådgiver donorer, skal det stå bøjet i neon, at anonymiteten er begrænset.

Sæddonor skal kende de mulige konsekvenser af at donere sæd. Herunder, at kommende donorbørn, kan være interesserede i at få oplysninger om sit genetiske ophav, og at de i dag har mange muligheder for at finde oplysningerne, selvom donor har doneret anonymt.

Sæddonor skal vide, at anonym donation i virkeligheden blot betyder, at donor har tilkendegivet, at han helst ikke vil kontaktes.

Donorbarnet har ingen ret til at kontakte sin anonyme donor, i modsætning til ved ikke-anonym donation, hvor donor stiller sig til rådighed for kontakt, hvis donorbarnet ønsker det.

 

Sædbanken har måske grund til bekymring

Jeg kan være bekymret for, i hvilket omfang en potentiel sæddonor får oplysning om den reelle mulighed for at forblive anonym.

Umiddelbart er det jo ansvarsfrit ikke at tænke konsekvenserne af sin donation igennem, når man som ung studerende på SU bliver rekrutteret gennem sædbankens annoncer på ens uddannelsessted…

Det nemmeste valg kan derfor synes at være at donere anonymt.

Måske er det største problem for sædbanken med sagerne i pressen, at de unge sæddonorer bliver betænkelige ved at donere, og at sædbanken risikere at miste indtjening?

 

PS

Kan du blive nærmest utilpas ved at tænke på den ukendte fremtid?

Så få en hurtig og operationel samtale om, hvordan du har det lige nu, og hvordan du gerne vil have det i stedet. Sammen sætter vi fokus på at komme ud af din fastlåste situation og på, hvordan jeg kan assistere dig.

Book straks de 25 minutter, der passer dig bedst i min online kalender.

Gør noget ved det allerede nu.

Samtalen er gratis og helt uforpligtende for dig.

 

PPS

Vil du vide mere?

Læs mere i min bog Far, mor og donorbarn. Veje til et endnu bedre liv som donorfamilie.

Du kan låne den på dit lokale bibliotek – eller købe den.