Den ubærlige tanke, skal kunne bæres

Dorte og hendes mand Klaus valgte at stoppe fertilitetsbehandlingen uden barn trods to graviditeter. De havde været under udredning og i fertilitetsbehandling i næsten 5 år.

Dorte har sagt ja til interviewet, fordi hun gerne vil give håb om et godt liv uden børn til alle dem, der lige nu står midt i et tærende fertilitetsbehandlingsforløb.

Når man står lige i det, så tænker man: hold op, vi skal da have børn. Men når man kommer længere i forløbet, og det ikke er lykkedes, så bliver man nødt til at indstille sig på, hvad man kan gøre, hvis barnet ikke kommer.

Den ubærlige tanke skal først turde tænkes for at kunne bæres og det mod fik Dorte og Klaus efterhånden i processen. De kunne godt se, det var op ad bakke, og de havde talt om, hvad nu hvis…

Hvad nu hvis det ikke lykkedes at få et barn?

Al behandling har sin afslutning

Dorte og Klaus tog alene den svære beslutning om at stoppe fertilitetsbehandling. Fertilitetsklinikken ville nemlig gerne have behandlet videre til nedsat pris.

Vi stoppede først og fremmest på grund af økonomien og fordi vi ikke orkede flere skuffelser. Vi havde brugt over 100.000 kr. og vi magtede heller ikke op- og nedturene: Dagen kunne begynde godt og så endte jeg alligevel med at sidde og græde.

Dorte og Klaus lyttede til deres egne indre stemmer og stoppede før behandlingsmulighederne var udtømte.

Svære følelser og ambivalente tanker

Efter beslutningen om at stoppe deres fertilitetsbehandling, var der svære følelser:

Dorte vendte det hele indad og bebrejdede sig selv med alle de negative ting, hun overhovedet kunne finde.

Hun kunne tage på arbejde og holde en facade, men så kunne hun have en dag, hvor hun græd fra morgen til aften derhjemme.

Hvor har jeg dunket mig selv oveni hovedet, fordi min krop ikke engang ville samarbejde med det mest optimale, nemlig et donoræg af super kvalitet og hvor man vidste, at donor selv havde fået børn.

Samtidig tænkte jeg på, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Det er svært ikke at bebrejde sig selv bare en lille smule.

Der var også svære tanker: F.eks. tanken om at blive gamle uden børn.

Jeg havde al den tid i verden til at tænke på alt det, jeg var gået glip af og på alt det, jeg ville gå glip af.

  • Hvad så senere?
  • Hvad så, når vi bliver gamle?

Hele tiden kom der tanker, fordi andre bliver gravide og får børn.

En ny retning

Dorte og Klaus fandt en ny retning: de ville kunne få et godt liv uden egne børn.

Der var positive tanker om, at de ville kunne være en god onkel og tante for de børn, der allerede var i deres liv og som ville komme til.

Det ville ikke blive et liv helt uden børn, det ville bare ikke være deres egne børn.

Man er hårdt sagt nødt til at erkende, at det ikke lykkes. Det skal bare ikke være os. Vi er sat her på jorden for noget andet. Og det må så være at være noget godt for andres børn. Der er andre måder at få børn i livet på. Det kan lyde lidt frelst. Jeg kan sagtens forstå, at ikke alle kan finde denne anden mening med livet. Men det faldt bare naturligt for os at fokusere på at være noget for andres børn.

Dertil kom, at Klaus og Dorte også kunne fokusere på, at de ville kunne gøre nogen ting som andre med børn ikke havde mulighed for.

En endegyldig beslutning

Fra vi snakkede om, at NU var det slut efter den sidste donation, og til vi lukkede døren endeligt gik der et år. Så var jeg helt afklaret og jeg kunne med hjertet sige, at NU var det HELT slut. Vi har ikke lyst til noget som helst, der har med det at gøre. [fertilitetsbehandling, red.].

Beslutningen viste sig ikke kun at være en pause i fertilitetsbehandlingen, men et endegyldigt valg.

Om vi vandt nok så mange penge i Lotto, så var det ikke det, vi ville bruge vores penge på. Selvom vi havde penge nok, så kunne det ikke tage de skuffelser væk, som kommer, når det ikke lykkes. Der var mange andre ting vi hellere ville hvis vi vandt.

Med ro i stemmen siger Dorte også, at det har bragt dem tættere sammen som par, at de valgte at stoppe fertilitetsbehandling.

Mest af alt var det en lettelse

Da vi havde rundet af og havde været til den afsluttende samtale på klinikken og vi vidste, vi ikke skulle vente på en ny donor følte vi bare sådan en lettelse. Det var faktisk den bedste beslutning, vi tog. Da vi var i fertilitetsbehandling, levede vi i en klokkestreng; vi fulgte bare med og man tænker ikke videre over det. Det kan selvfølgelig lyde hårdt og koldt for dem, der stadig er i behandling og som stadig har håbet, men jeg synes det er rigtig vigtigt, at vi får den side med også.

Dorte pointerer, at ufrivillig barnløshed og fertilitetsbehandling virkelig slider både på den enkelte og på parforholdet:

Det kan ikke nytte noget, at vi blive så tyndslidte personligt og som par, så hvis det her ønskebarn endelig kommer, så har vi slet ikke overskuddet til barnet eller til at være familie og så skilles vores veje. Det er vigtigt at forholde sig til andre muligheder og forholde sig til risikoen for, at behandlingen måske ikke lykkes.

  • Hvad skal der så ske?
  • Hvor mange år af vores liv vil vi bruge på fertilitetsbehandling?

Livet i dag

Dorte og Klaus lever i dag et liv med barn. Vi valgte jo at se på det som et tegn på, at vi ikke skulle have bio-børn, men i stedet hjælpe andre børn.

To år efter Dorte og hendes mand afsluttede fertilitetsbehandlingen blev de plejefamilie. I dag drømmer de om – en gang i fremtiden – at udvide familien med endnu et barn.

I dag er jeg godt tilfreds med mit liv. Vi snakker tit om, at det har været den optimale måde at få barn på. Jeg er tilpas her, hvor jeg er i dag.

PS 

Hvis du inderst inde har en lille nagende tanke om, at du måske kommer til at stoppe fertilitetsbehandling uden at have fået barn, tilbyder jeg dig walk and talk, hvor du kan få vendt dine tanker om fremtiden. Det koster kun 597 kr. for mindst 60 minutters sparring.

PPS

Hvis du ikke er sikker på om jeg kan være en hjælp for dig, kan du altid få 25 minutters gratis samtale med fuld opmærksomhed på dig.

Find den bedste tid for dig.