Interview med forfatter Monica Lorenzo Pugholm

Monica oplever ikke, at behandlingskulturen på klinikken giver meget plads til, at du mærker efter og finder ud af, hvad du egentlig selv synes, og hvordan du egentlig har det med det hele.

Hvorfor er der ikke plads til en indledende samtale med en fagperson om de tanker man gør sig ved behandling og om man har overvejet andre muligheder for at få børn ind i sit liv på. Her tænker jeg ikke kun på adoption, men også muligheden for at blive plejeforældre eller på en anden måde skabe en tilværelse – med eller uden børn – som du kan se dig selv i. Det er som om der er en forventning om, at behandling, det er bare noget man gør, og det er en løsning på et problem, som er barnløshed.

Er barnløshed en sygdom?

Monica tænker nogen gange, om det er den rigtige måde at gribe det an på; altså at se ufrivilligt barnløse som syge?

Måske ses ufrivilligt barnløse heller ikke som helt syge, men jeg husker, at jeg ret pludseligt blev indrulleret i et system, hvor jeg var patient og fandt mig selv siddende på en stol på en lang gang på fertilitetsklinikken, mens jeg ventede på, at en sygeplejerske kom ud og råbte mit navn så højt, at jeg hver gang håbede, at der ikke var nogen jeg kendte, som også var at finde på hospitalet. 

Livet er også pissesvært

Monica er mest fortaler for, at det er ok, at det gør ondt at være til, og at det kan være rigtigt svært at være til.

For mig er det vigtig, at vi tør være i det svære. Engang i mellem er vi nødt til at kunne være i det svære, både alene og sammen med andre. Selv om det ikke hjælper, mens du står midt i det hele, så er det en stor trøst, at du et eller andet sted har en bevidsthed om, at tingene vil ændre sig engang.

Brug af donor

Noget af det, som undrede Monica mest i fertilitetsbehandlingssystemet, var den neutrale måde som læger og sygeplejersker talte på, når det drejede sig om muligheden for at bruge donorsæd.

Lægen spurgte Monica, om hun ønskede at bruge donorsæd, hvis det ikke lykkedes at inseminere hendes æg med hendes mands sæd. Det lød helt vildt mystisk, syntes hun.

Ud fra Monicas livsværdier kunne lægen ligeså godt have spurgte hende, om hun ønskede en anden biologisk far til sit barn, hvis hun ikke blev gravid med sin mand. Monicas svar var et klart ja, men ikke ved hjælp af donorsæd men via adoption.

Det lyder måske mystisk, men det er måske mindst lige så mystisk, at vi er en del af et system, hvor man ikke får en indledede samtale med en fagperson om ens værdier, hvem er du som menneske. For det er jo det udgangspunkt, som har betydning for de valg, vi træffer i livet.

Jeg kunne ønske, at vi havde en mere åben debat om værdier, og de værdier som skal ligge til grund for vores valg, frem for at det bare handler om at blive mor.

 

Monica pointerer, at hun med sin bog ikke vil sige, at en familieform er bedre end den anden.

 

En af hensigterne med min bog er, at vi giver mere lige tilgang og plads til forskellige familieformer, og i det hele taget giver os selv og hinanden lov til at være til på forskellig vis.

Jeg opfordrer til refleksion og tankerum. På den måde håber jeg, at vi hver for sig og sammen har et bedre afsæt for at træffe de valg, som giver mening for os hver i sær.

 

CALL ME
+
Call me!

Pin It on Pinterest