Icsi gjorde Jeppe til far

by Kirsten List Larsen | 14. sep. 2023 | Parforhold & Relationer

Jeppe troede hans sædkvalitet var god

14 år gammel gjorde Jeppe sin kæreste gravid. Hun var 13 år. ”Det var en ulykke af dimensioner. Heldigvis aborterede hun ufrivilligt.”

Mange år senere ville Jeppe være far, men så kunne han ikke.

Jeppe er i dag 50 år gammel. Han mødte Helle, da han var 30 og hun 28. Han var 34 år, da han blev far til en datter via icsi-metoden.

Jeppe og Helle blev skilt for 10 år siden efter nogle meget turbulente år – de sidste par år var hans hustru ham utro. Jeppe lever i dag alene sammen med sin datter og har i praksis været meget alene med hende, det meste af hendes liv.

Da interviewet finder sted [oktober 2011], har Jeppe været alenefar på fuld tid i et halvt år, fordi hans datter ikke ønsker at bo hos sin mor. Datteren er i dag 16 år.

Dårlig sædkvalitet og dårlige æggeledere

Vi var meget forelskede. Vi gik hurtigt i gang. Vi havde jo alderen. Vi have gode jobs, et hus. Vi havde rammerne til det. Men der skete bare ikke noget.

Jeg havde allerede en klar fornemmelse, fordi jeg blev sparket i skridtet og fik opereret mine testikler ned i pungen, da jeg var 14. Den ene var ødelagt. Det var forfærdeligt. Men faktisk gjorde jeg min kæreste gravid efter alt det. Jeg var 14 og hun var kun 13, så vi var begge mindreårige.

Jeppe rømmer sig.

Da jeg var 18, fik jeg taget en vævsprøve, fordi der er større risikoen for testikelkræft, når ens sten er opereret ned i pungen. Jeg fik at vide, at jeg kunne have reducerede muligheder for at få børn.

Men jeg var slet ikke børneklar dengang, så jeg syntes ikke, det var så stort et problem. Jeg levede i en tid, hvor jeg tog tingene som de kom. Jeg tog det ikke alvorligt.

Men nu var Jeppe barneklar. Og så viste hans test, at han havde nedsæt sædkvalitet.

Men nu er mænd jo sådan indrettet, at de tænker, ”én sædcelle er nok. – derfor er jeg ikke en skid infertil. Der er da liv i den ene testikel. Så er det ikke mit problem, at teknologien ikke er nået så langt. Jeg har levende celler. Slut”. I en mands hjerne er infertilitet lig med nul levende celler. Mænd er meget gode til, at ”problemer, de skal bare løses”.

Og antallet af levende sædceller hos mig var jo rigtig mange, selvom det selvfølgelig ikke var et særligt stort tal i forhold til det normale. Men jeg syntes, at der jo måtte være en mulighed.

Det var noget rigtig, rigtig lort, at jeg gerne ville have mange børn, og så kunne jeg ikke selv få dem, når jeg gerne ville have dem. Jeg ville gerne have haft flere børn.

Jeg kommer af en familie med tre brødre. Jeg er den ældste. Det var en dejlig, stor familie. Vi holdt jul tre dage i træk for at nå det. Vores forældre blev aldrig skilt. De døde fra hinanden.

Hvorfor vil du have børn?

Én af milepælene i det her forløb har for mig været at få lejlighed til at stille mig selv spørgsmålet: Hvorfor er det nu lige, du gerne vil ha børn? Det spørgsmål havde jeg egentlig aldrig stillet mig selv. Jeg vidste bare, at jeg gerne ville ha børn. Jeg nåede frem til, at det er flere ting; for det første at se sig selv igen i en ny udgave, for det andet at være en familie, for det tredje at have nogle omkring sig, når man bliver gammel. Og så er det alle de oplevelser, man godt kunne ønske sig at få. Det første er man jo nødt til at afskrive sig ved adoption. Enhver ville kunne se, at det der ikke er min søn eller datter. Og hvordan vil jeg ha det med det?

At have en plan b, var ikke rigtig en diskussion jeg kunne få Helle engageret i. Det var mere mine egne tanker om det. Og jeg havde mange tanker om det. Først og fremmest overraskelsen over, at tanken om adoption ikke længere lå mig så fjernt, efterhånden som processen skred frem. For det havde den absolut gjort i starten.

I dag tror jeg, det er meget vigtigt, at den person, der mangler evnen til at få børn, er bevidst om, hvorfor han eller hun vil have børn overhovedet. Det skal nemlig helst ikke være, at bare fordi jeg ikke kan, så vil jeg. At hvis jeg ikke kan få børn, så bliver jeg desperat. Kunne det tænkes, jeg kunne have et godt liv uden børn? Kunne det tænkes, jeg på et tidspunkt kunne blive en rigtig god ven for nogle andres børn? Jeg tror det er vigtigt at gøre sig det klart, hvorfor man gerne vil have børn, når man ikke kan. Når man skal igennem meget alvorlige indgreb, er det rimeligt at spørge sig selv hvorfor.

”Der er ikke noget at komme efter” – det første møde med behandlingssystemet

Helle blev undersøgt og hendes æggeledere var klappet sammen, hvorefter der blev skabt ny passage. Jeppe og Helle fandt en fertilitetsklinik på Frederiksberg som de ønskede at få hjælp fra.

De bliver sat i et lædersofamiljø og ind kommer fertilitetslægen med store armbevægelser i jakkesæt. ”Her laver vi børn. Og vi har en hit-rate, der er meget høj.”

Lægen kunne ikke bruge de undersøgelser, Jeppe havde fået lavet på Rigshospitalet til noget. Han ville have sine egne. Så det fik han.

Jeppe bliver opslugt af fortællingen som om handlingen udspiller sig lige nu, mens vi taler sammen.

Han kan stadig tydeligt huske, hvordan lægens ord faldt:

”I kan gå hjem og lege med hinanden ligeså meget I vil, men børn får I aldrig. Der er ikke noget at komme efter. Vi kan ikke hjælpe jer.” Det er snart 20 år siden nu, men jeg kan godt huske det. Jeg var sgu ked af det. Det var et hårdt slag. Det var en choktilstand. En mærkelig stilhed før man begynder at tænke i alternativer.

Da vi kom, var jeg sat op til, at det er den her vej, og det skal nok lykkes os. Der er levende celler, og hun er i orden. Så må det lykkes. Og så får man dét at vide. Det er en meget barsk måde at sige det på. Især set i lyset af, at man er der, fordi man gerne vil ha børn. Jeg havde en følelse af at blive sat overfor en uhyre arrogant mand. For hvem det var stærkt kommercielt. Heldigvis havde jeg den følelse, for det gjorde, at jeg ikke gav op. Jo, jeg gav op lige i det øjeblik, han sagde sådan. Men det gjorde, at jeg reflekterede over, at han kunne have andre motiver for at sige sådan. Jeg ville ikke gi’ op. Jeg synes jo også, at hele opsætningen var forkert. Jeg synes i det hele taget, det virkede for kommercielt, når man kom ind.

De lever jo af deres resultater. Og det er min helt klare fornemmelse, at hvis sandsynligheden er lav, så ødelægger de deres hitrate og dermed ødelægger de deres evne til at markedsføre sig som succesfulde. Så de vil helst ha nogle, de nemt kan lave børn på. Det er min datter jo et levende eksempel på. For det kunne jo godt lade sig gøre for os.

Jeppe tager en ny kop kaffe. Den er sort og sødet med tabletter fra brystlommen.

Et barn bliver til – den første og eneste behandling

Jeppe havde en god velhavende ven, som han fortalte om det første møde med den private fertilitetsklinik. Vennen kendte en fertilitetslæge, som vennen privat satte Jeppe og Helle i kontakt med uden om ventelisterne. Den første samtale førte igen til nye tests. Og så begyndte Jeppe og Helle på det første offentlige forsøg. Lægen anbefalede at gå direkte til icsi-metoden.

Lægen er en meget livlig fyr med meget humor. Han fortæller Helle og Jeppe om behandlingsforløbet. Til sidst sender lægen Helle ud af lokalet, fordi han gerne ville tale med Jeppe alene. Jeppe betror mig, at lægen var meget malerisk og meget ude i ekstremerne i sin beskrivelse.

”Nu skal du høre her: nu starter vi den her hormonkur og den kan betyde, at Helle skifter adfærd og karakter og personlighed på en måde du slet, slet ikke kan sætte dig ind i nu. Du kan risikere, at hun får alt fra depression til fuldstændigt uovertruffent hysteri. Hvis ikke du kan se mig ind i øjnene og sige, at det kan du tackle – så vil jeg ikke behandle jer.”

Jeppe trækker vejret dybt.

Jeg var vant til at tackle hendes temperament. Men han fik ret. Og det i en grad, som var meget præcis; det var helt, helt vildt. Det var fuldstændig vilde anfald hun ku få. Fra det ene sekund til det næste. Hun blev meget, meget hysterisk. Grædende hysterisk – råbende, skrigende, kolerisk. Hun var ved gud meget ustabil. Dét var belastende.

ICSI 

I mikroskopet så jeg sædcellerne flintre rundt. Jeg var imponeret over antallet. Det er kun lægerne, der ikke er det. Og man kan godt se, at nogen af dem ikke bevæger sig helt vildt meget. Men der er liv og glade dage. Så stikker de noget ned i massen, der minder om en pipette. Og så finder de en levende, livlig sædcelle. De puster den i hovedet – populært sagt. Det sjove ved det er, at den faktisk bliver fikseret ved det. Det er som om den tænker: ”Hvad skete der lige her?” Freeze! Den er helt stille. Det er sjovt at se. Og når den så er helt stille, så bliver den hapset op og suget ind i pipetten.

Og det næste man så ser, er ægget. Det er meget sjovt at se, hvordan de simpelthen skubber den her pipette ind i ægget og hvordan det giver efter ligesom en blød bold, indtil hinden bliver brudt og den her sædcelle, der er inde i pipetten, bliver skubbet ind i ægget. Så bliver pipetten trukket tilbage og ægget lukker sig. Og så har man faktisk set sit barn blive undfanget. Det er så stort. Det er jo ikke alle mennesker beskåret at se sig selv blive reproduceret live. Jeg har ikke alene set min datter vokse i sin mor – jeg har set hende blive lavet.

Da sandheden kom frem

Lige efter ægudtagningen gik vi hjem og holdt vejret et døgns tid, mens det viste sig, om æggene delte sig som de skulle. Det var en blandet følelse. Det var stort at have set en succes på noget, man i lang tid havde fået at vide ikke kunne lade sig gøre. På den anden side var det jo også stærkt skræmmende at få at vide, at det meget nemt kunne gå galt.

Tiden op til vi fik at vide, hun var gravid var bare en forbandet nederdrægtig ventetid. Det var svært at fungere normalt imens.

Og så var det, at sandhedens øjeblik kom for mit vedkommende.

Jeppe rømmer sig.

Vi var til fødselsdag hos det vennepar, der havde henvist os til fertilitetslægen og så begynder Helle at bløde. Det er efter hun havde fået sat de to æg op, men før vi ved, om hun er gravid eller ej. Vi forlader selskabet. For mig er det her en ulykke. Vi tager forbi et døgnapotek og køber en graviditetstest. Jeg ved ikke hvorfor. Vi var sikre på, det var gået galt. Testen viser ikke noget. Og det gør mig virkelig ked af det. Ikke så meget for, hvad jeg selv kan holde til, men fordi jeg godt kan mærke, behandlingen er hård ved hende. Jeg gik ud på toilettet for at smide testen ud, men så var den blevet positiv!?

Dagen efter var vi på hospitalet, hvor de konstaterede, at hun faktisk var gravid. Og da fik hun et nervesammenbrud. Hun sad nede på køkkengulvet i sammenfoldet stilling og hulkede helt vildt. Og det var der sandhedens øjeblik kom frem i vores forhold; for det viste sig, at alt det her havde hun gået igennem med visheden om, at det ikke ville lykkes. Det var ikke noget ønskebarn for hende som det var det for mig. Det var en meget mærkelig situation.

Et delvist ønskebarn bliver til

Det endte med et akut kejsersnit. Helle havde ikke rigtig glæde ved at have barnet. Hun havde svært ved at forholde sig til det. Jeppe tror, hun havde en fødselsdepression.

Fysisk kunne Helle heller ikke tage sig af barnet. Smerterne var voldsomme det første halve år, hvorefter det blev opdaget, at Helle havde brækket halebenet under fødslen.

Samtidig opdagede hun, at der skete nogle ting med hendes krop, som hun ikke kunne lave om på. Hun tabte sig ikke efter graviditeten men tog tværtimod på.

Hun havde ikke lyst til at være mor. Det blev mere og mere tydeligt efter fødslen. Hun var meget pertentlig med at bade og skifte hende, men hun havde en følelsesmæssig distance. Og det har jo skabt en distance mellem de to. Sådan en lille størrelse knytter sig åbenbart på en måde, man måske ikke er helt klar over. I det her tilfælde til mig – fordi jeg var der for hende. Og det har så forskubbet forholdet mellem Helle og mig for ever. Fordi vi nu har en datter som egentlig har et større samhørighedsforhold til sin far end til sin mor. Og det er selvforstærkende. I det hele taget var det jo ikke nogen lykkelig udvikling.

Jeg var glad for at have fået en datter. Jeg var glad for at komme hjem til hende efter arbejde. Jeg var glad for at være om hende. Det andet var noget, der skulle tackles – og det var rigtig hårdt.

Vi søgte ingen hjælp. Begyndelsen var kaotisk. Vi gik jo begge i ni måneder og regnede med, det gik galt. Så kulturchokket ved at komme hjem med sådan en lille en, var voldsomt.

Tanken om, at det kunne gå galt, sneg sig allerede ind på mig et par dage efter vi havde været på den første fertilitetsklinik, hvor vi havde fået at vide, at det ikke kunne lade sig gøre for os at få barn. Den lange proces gør én vant til at møde fiaskoer. Ting, der ikke kunne lykkes. Det er et spørgsmål om at gå og vænne sig til, hvordan man skal tackle det, når det går galt. Jeg havde mange refleksioner om, hvad nu, hvis det går galt? Hvis det ikke lykkes at få et barn?

Angsten blev kun værre af, at hun var gravid. Nu begyndte processen for mig med, at hun jo kan tabe det. Måske var det forstærket af, at hun fik den blødning, hvor jeg fik et chok.

Det betyder uhyggeligt meget, at man hele tiden har følelsen det-skal-nok-gå-galt-alligevel. Man bruger faktisk ni måneders graviditet på mentalt at forberede sig på, at det her går også galt – hvor andre par bruger ni måneder på at forberede sig på at få et barn. Det gør en meget stor forskel. Det er et stort problem for når man så kommer hjem fra sygehuset – så er man helt uforberedt.

Mærkelig uforberedt. Så har du i den grad ballade – for nu skal du til at engagere dig i noget, du i bund og grund har vænnet dig fra.

Når alt kom til alt – var det kun mig, der ønskede at få børn

Da vi mødte hinanden vidste jeg, at jeg ville ha børn. Det talte vi om allerede 12 minutter efter vi havde mødt hinanden. Hun ville ikke ha børn. Jeg sagde, at så bliver det ikke os, fordi jeg vidste, jeg gerne ville ha børn. Hun besluttede sig så for, at hun så også gerne ville. I hvert fald med mig.

Vi var meget forelskede. Vores forhold var baseret på forelskelse og kærlighed og begær. Det var ægte nok. Og det gjorde det selvfølgelig meget vanskeligt med tanken om eventuelt at skulle standse forholdet for at gå ud og forsøge sig et andet sted for at få et barn. Det var nok lidt lettere end det burde ha været for mig at fortrænge, at hun måske ikke mente, hun ville ha børn, fordi der i mit baghoved lå tanken om ”kan du overhovedet tiltrække en anden kvinde?”

Den abnormitet hun og jeg repræsenterer i forhold til gennemsnittet ligger alene i, at vi er gået gennem det her med hovedet under armen. Hun har vendt det blinde øje til fordi hun bare ville ha det overstået og jeg har målrettet gået efter, at her var en mulighed og været ligeglad med midlerne. Ingen af os har spekuleret i, hvad betydningen kunne være på det fysiske og det mentale område. Jeg ville bare nå målet. Det ville hun også. Det var så bare to forskellige mål.

Det er netop omkostningerne ved fertilitetsbehandlingen, Jeppe slår ned på, da jeg til sidst i interviewet spørger ham om, hvilke spor den ufrivillige barnløshed har trukket gennem hans liv.

Jeppe dvæler længe ved mit spørgsmål, før han svarer trægt:

Så havde Helle ikke fået alle de bivirkninger, som jo har skadet hendes selvværd og helbred og som har været med til at rykke os fra hinanden. Det, at vi fik barn på den måde var med til at gøre det så svært for os som det blev.

Det må jo være en bitter pille at sluge. Helle har betalt en høj pris. Det er jeg enig med hende i. Og jeg har stor sympati og medfølelse for det, hun har været igennem og er igennem nu.

At jeg ikke har hængt mig i mit bedste slips, er fordi jeg altid har ment, at hun er ansvarlig for sine handlinger. Ligesom jeg er ansvarlig for mine. Ansvaret ligger også hos mig for at have været blind. Eller naiv. Eller simpelthen for at fortrænge sandheden. Det er ikke empati i højere potens.    

Jeg var sygeligt forelsket i Helle og det var gensidigt. Vi havde simpelthen ikke forstand eller rationalitet til at gøre det anderledes.

Helt konkret så endte det med, at vi fik en datter, der kom imellem os. Det ville have været min optimale familie, hvis det var lykkedes, for det vi havde sammen før vi fik et barn – det var fantastisk. På alle områder.

Jeg vil sige det sådan; jeg mistede en kvinde og fik en anden. Og det var ikke min plan. Det var ikke mit ønske. Helle var min eneste ene. Så derfor var der egentlig ikke noget at gøre om.

For at skåne Helle har Jeppe ønsket at være anonym. Navnene er derfor opdigtede.

Mød Michael, der blev far vhja. en sæddonor.

Indlægget er oprindeligt udgivet august 2013 på virilogsteril.dk

PS