Senest opdateret i august 2020
En læser, som oplever det biologiske ur tikke højt – og som leder efter en patner at få barn med – anbefaler datingsitet FindEnKæreste for skrukke i stedet for det datingsite som det oprindelige blogindlæg handlede om. (Det lukkede nemlig i 2018).
Dating for babyklare mænd og kvinder
Hen over sommeren kunne vi i nyhederne høre om et nyt datingsite for singler, der er klar til at få børn. Det var en god nyhed, syntes jeg.
Formålet med sitet er, at mænd og kvinder, kan møde hinanden og være helt åbne om, at de ønsker børn i deres liv. Der er ingen skjult agenda.
Sitet hedder ganske sigende loveandkids.dk.Tidligere hed sitet babyklar.nu.
En ny mulighed for at blive far (og mor)
Datingsitet har nu nogle måneders erfaringer. Der er 3.000 brugere på sitet og der er næsten lige mange mænd og kvinder (49 % mænd).
Jeg har ingen aktier i foretagendet overhovedet, men jeg synes, det er et strålende initiativ. Især fordi det kan give singlemænd reelle muligheder for at få børn i deres liv.
Mændene kan jo netop ikke – som kvinder – få deres ønskebarn alene ved hjælp af en donor.
Nye familieformer
Datingsitet slår på, at det er for mænd og kvinder, der ønsker en traditionel kernefamilie, hvor mor og far lever sammen. Hvor begge vil både kærlighed og barn.
Der er også andre muligheder for at skabe familie.
Jeg havde en gang en borddame, der sad lykkeligt gravid og drak vand til den store middag. Hun var sidst i 30’erne og havde via regnbuebarn.dk fået kontakt med en hetereo-singlemand, der også ønskede at blive forælder. De skrev sammen, mødtes og svingede rigtig godt sammen. De aftalte at få et barn sammen.
Hun blev insemineret med hans sæd og blev gravid. Han var med på sidelinjen og med til fødslen. I dag er de sammen blevet forældre – som de ønskede det – de deler ansvaret, men lever ikke sammen.
Familier er meget forskellige og kan skabes på mange måder. Jeg synes det giver frihed.
PS
- Er du ved at blive stresset over, at du endnu ikke har fundet een at få ønskebarnet med?
- Eller er du forvirret over dine tanker om muligvis at skulle blive mor alene?
Så få 25 minutters gratis samtale. Det koster dig kun din tid og forpligter slet ikke.