I søndags mødte jeg en kvinde på min workshop ”Donorbarnets bog”. Hun blev naturligt gravid og fødte en datter et par år efter hun havde fået barn via ægdonation.

Hvor tit sker det lige?

 

Når først I stopper behandlingen, bliver du naturligt gravid.

Når først I har fået et barn ved hjælp, så bliver du naturligt gravid.

Når først I har adopteret, så får I jeres eget barn.

Der findes mange måder at sige det på, men meningen er den samme: Vi skal bare slappe af, så bliver vi gravide! Ergo bunder vores ufrivillige barnløshed alene i noget følelsesmæssigt eller hvad?

Hvad siger fakta om graviditetschancen?   

Undersøgelser viser at:

  • Godt hver 10. bliver naturligt gravid efter mislykket ivf.
  • Hver 5. bliver naturligt gravid (hver 6. føder et barn) efter succesfuld ivf / icsi.

Hvad betyder det for dig?

Der er bestemt en sandsynlighed for at blive naturligt gravid.  Sandsynligheden er større, jo yngre kvinden er, og når fertilitetsbehandlingen har været succesfuld.

Men fakta er stadig, at 9 ud af 10 – der stoppede fertilitetsbehandlingen uden at være blevet forældre – vil fortsætte med at være barnløse (med mindre de bliver forældre på anden vis).

Hvis du afslutter ivf uden at have fået et barn, skal du forholde dig til to scenarier:

  • Et liv uden biologisk barn
  • Et barnløst liv

Nærer du det evige håb?

Hvad betyder omgivelsernes bemærkninger og den viden for vores mulighed for at orientere os mod noget nyt?  En chance på 10 % er da alligevel noget af en chance!?!

At fortsætte med at nære håbet om at blive naturligt gravid efter afsluttet behandling, gør det sværere at finde ny mening med livet.

Der kan f.eks. være risiko for, at

  • du kommer til at fastholde dig selv i den rolle, hvor du som menneske først og fremmest er ufrivillig barnløs.
  • dit sexliv fortsætter med at være fokuseret på at opnå graviditet og uden den store intimitet og spontanitet.

Det er en lang proces at sige farvel til det biologiske barn, du ikke fik.

I begyndelsen efter afsluttet fertilitetsbehandling vil du blive mindet om det, hver gang du får menstruation. Menstruationen er påmindelsen om, at du ikke blev gravid, men også påmindelsen om, at du stadig har ægløsning og derfor har anlæg til at kunne blive gravid.

Coach dig selv

Undersøgelser viser, at først når I har lagt en vis følelsesmæssig afstand til udredningen og fertilitetsbehandlingen, bliver I i stand til at se fremad mod nyt betydningsfuldt indhold i livet.

Det bliver nemmere at komme overens med din fortid på fertilitetsklinikken, når du venligt og bestemt kan forklare dine omgivelser, at det ikke hjælper dig, at de prøver at indgyde dig nye håb om at blive gravid.  Fortæl i samme åndedræt, at det derimod kan hjælpe dig at tale om noget helt andet.

Hvad har virket for dig? 

Kilde

”Natural fertility after ivf” i ”Assisted reproduction techniques. Challenges and management options” Blackwell Publishing, 2012.

 

PS

Hvis det du har gjort hidtil ikke rigtig har hjulpet, er det måske på tide at gøre noget andet… Du kan fx helt uforpligtende få 25 minutters gratis samtale med sparring på dine tanker og muligheder i fremtiden.