I midten af 90’erne var Michael og hans ekskæreste gennem fem behandlinger med donorsæd uden resultat. Presset og de resultatløse fertilitetsbehandlinger endte med, at parret gik fra hinanden.
Dengang holdt parret det hemmeligt, at de brugte donorsæd. Efter det, var Michael fast besluttet på at være åben om sin sterilitet.
Året efter bruddet mødte Michael sin nuværende hustru, Lene. Fem år senere blev de hurtigt forældre til deres første barn.
Michael er i dag 51 år, gift og far til fire børn, der alle har samme sæddonor. Børnene har siden børnehavealderen vidst, hvordan de er blevet til, og det er helt naturligt for familien, at de er donorfamilie. Tidligere havde Michael ikke drømt om, at det kunne være så enkelt.
Ingen skulle kende til Michaels dårlige sædkvalitet.
Da Michael første gang læste ordene ”Patienten må anses for at være steril”, gik han helt i sort. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt. Det måtte der kunne gøres noget ved.
Michael begyndte at indtage kosttilskud. Michael blev opereret.
Umiddelbart inden operationen stillede han sig selv spørgsmålet: Hvad nu hvis det ikke lykkes? Hvad så? Så var det enten adoption eller donation. Tankemæssigt var processen begyndt.
Familie og venner vidste godt, at parret var i fertilitetsbehandling. Men der var noget, de ikke vidste; detaljen om donorsæden.
Det var et bevidst valg, at parret ikke ville fortælle det til nogen. For hvis hun blev gravid, var alt jo godt. Så var det bare fertilitetsbehandlingen, der havde været succesfuld. Ingen behøvede at vide noget om Michaels dårlige sædkvalitet.
Hun blev ikke gravid. Det er min klare overbevisning, at det var på grund af stress, fordi vi fortiede det. Hun kunne ikke dele det med nogen. Hverken sin søster, sin mor eller sin bedste veninde. Det var noget jeg indirekte havde pålagt hende.
Vi manglede nogen at snakke med om det. Min kone skulle forholde sig til, at det var en anden mands sæd og et andet barn. Vi kunne ikke drøfte det med nogen.
Tabuet er udbredt. Der er ingen, der taler om det.
At ingen måtte vide det, var et stort pres at lægge på sin kæreste. Det var ikke et tydeligt formuleret ønske, men sådan blev det, og det tærede på parret.
Det misforståede hensyn
Det var af hensyn til Michael, at parret skjulte hans sterilitet. Det var Michael, der var i fokus. Ikke kæresten. Ikke et kommende barn.
I dag er Michael helt afklaret med det at være steril. Det miskrediterer ikke længere hans maskulinitet.
Ved at være offentlig om sin egen infertilitet har han gennem de sidste år arbejdet for at få nedbrudt det tabu, det stadig er som mand ikke at kunne skænke sin kæreste et barn. Større åbenhed vil være til alles bedste.
I bagklogskabens klare lys ser Michael det som et misforstået hensyn at skåne den partner, der ikke kan blive biologisk forælder. Hensynet til ens samliv og til ens barn betyder så meget mere.
Hvis det er vigtigt for en mand at bevare illusionen om, at han er biologisk far, så må han have det svært med sin egen mandighed. Mit bedste råd til en anden mand er at dele det med sin omgangskreds og med andre i samme situation.
En anderledes gave
Da vi gik fra hinanden, besluttede jeg, at jeg i hvert fald ikke ville gentage det. Så jeg meldte ud til mine forældre og min omgangskreds, hvad vi havde været igennem.
Da Michael mødte sin kommende hustru, var det også noget af det første, han sagde til hende.
Jeg fortæller, at det her er vilkårene. Det var nødvendigt. Jeg ville ikke gentage fejlen.
Lene havde ingen børn i forvejen, og vi var som skabt for hinanden resten af livet. Hun havde selvfølgelig også drømmen om at møde en mand, som skulle give hende et barn.” Men det kunne Michael ikke.
Læs hele interviewet i bogen “Far, mor og donorbarn. Veje til et endnu bedre liv som donorfamilie.”