Metoden Expressive Writing: Skriv dig lettere

Som ufrivilligt barnløs i fertilitetsbehandling har du – om nogen – store bekymringer eller stressfyldte oplevelser. Du kan bearbejde dem ved at skrive om det, der presser dig.

Metoden, du skal bruge, kaldes expressive writing.

Skriv om det, du ikke kan dele med andre

Det er videnskabeligt bevist, at selve skriveprocessen – det at skulle formulere det, man føler – har positive effekter på både krop og sjæl.

Virkningerne har blandt andet vist sig at være:

  • øget psykisk velvære
  • stærkere immunforsvar
  • lavere blodtryk
  • færre sygedage

Fertilitetsklinikken på Skejby Sygehus, har man i 2010 gennemført et forskningsprojekt om at reducere stress hos de ufrivillig barnløse, der var i fertilitetsbehandling, ved hjælp af metoden Expressive Writing.

Du kan læse om forsøget her.

Hvorfor Expressive Writing virker

Expressive Writing går ud på, at du flere gange skriver om een oplevelse, der har stresset i særlig grad.Du skal bare skrive i 20 minutter.

A. Ved at skrive om oplevelsen, skaber man en samlet fortælling. Man udvikler en sammenhængende fortælling, mens man skriver, som  er med til at reorganisere og strukturere de traumatiske tanker om oplevelsen.

B. En anden grund til, at metoden virker, er at man ved at fortælle notesbogen om sin situation, bliver bedre til at fortælle om traumatiske eller stressfyldte oplevelser. Selve skriveprocessen – det at skulle formulere det, man føler – tænke med ord  – har positive effekter på humøret og på fysiske parameter og det mindsker vores stress – og dermed forbedres vores helbred, siger professor ved psykoonkologisks forskningsenhed ved Århus Universitet, Bobby Zachariae.

C. En tredje forklaring på, at det virker er det man indenfor psykologien kalder ‘eksternalisering.’ Eksternalisering betyder at gøre noget eksternt i modsætning til internt. Når man eksternaliserer et problem, så adskiller man sig fra problemet. Problemet bliver noget, der er udenfor en og ikke indeni en. Det betyder, at man ikke længere er sammenfiltret med problemet. Man kommer til at se problemet udefra.

Gennem Expressive Writing kan du altså forlige dig med det uafklarede, du har som ufrivilligt barnløs, og bla. derfor, kommer du til at føle dig mindre tynget.

Efter flere skriveprocesser vil du kunne tænke på situationen uden at blive overvældet.

Expressive Writing kan være til stor gavn ved andre svære perioder i livet. F.eks. hvis du kommer til at stoppe fertilitetsbehandling uden at have fået barn.

Sådan gør du – instruktion i Expressive Writing

  1. Vælg een belastende, stressfyldt oplevelse, som påvirker dig negativt, og som du ikke synes, du kan dele med nogen.
  2. Skriv om denne oplevelse én gang om ugen i de næste tre uger. (Det vil sige, skriv tre gang med en uges mellemrum).
  3. Skriv på i hånden eller på computeren. Jeg skriver selv den slags i hånden i en lækker udvalgt notesbog.
  4. Find et sted, hvor du kan være privat og uforstyrret,
  5. Skriv udelukkende for dig selv – det er dit fortrolige rum og du skal ikke vise det til nogen.
  6. Skriv non-stop i 20 minutter. Sæt uret og brug hele tiden.
  7. Ret ikke i dine skrivefejl. Kig ikke tilbage i det, du allerede har skrevet. Læg både den indre kritiker og censor væk.  Du skal bare skrive løs.
  8. Giv slip og udforsk dine inderste følelser.
  9. Sidste gang du skriver skal du lede efter sammenhænge, mening og perspektiv. Hvilke tanker vækker oplevelsen i dig nu? Hvordan føles oplevelsen nu?

 

Infografik

Expressive writing