Fertilitetstest: Få den lavet før det er for sent
En fertilitetstest giver dig faktuel viden om din frugtbarhed. Det giver dig kontrol over situationen og handlemuligheder ift planlægning af dit kommende forældreskab.
Mange ved ikke, de kan få lavet en fertilitetstest. Det gælder både kvinder og mænd.
Du kan selv bestille tid direkte i Fertilitetsrådgivningen. For at blive testet og få vejledning der, må du ikke have et allerede kendt problem med din fertilitet.
Fertilitetstest – sådan foregår det
Ved en fertilitetstest vil du – som kvinde – få taget en blodprøve for at måle niveauet af hormonet for din ægcelle-reserve (Anti-Mullersk Hormon (AMH)), ligesom klinikken vil skanne dine æggestokke for at se, hvor mange anlæg til æg (follikler), du har. Altså et indblik i din ægreserve.
Manden får undersøgt sin sædkvalitet ud fra en sædprøve, som kan laves i klinikken eller medbringes hjemmefra.
Du får også vigtig vejledning om, hvad du selv kan gøre for at bevare din frugtbarhed.
Du kan læse mere om fertilitetstestning på Rigshospitalet og her er en artikel om en, der fik lavet undersøgelsen.
Svar på spørgsmål derhjemme i en anden slags fertilitetstest.
Fra efteråret 2022 kan du også få lavet en fertilitetstest på fertilitetsklinikkerne i Skive og Horsens, hvis du er kvinde mellem 18 og 40 år eller mand mellem 18 og 45 år, der bor i Region Midtjylland. Du må ikke allerede have kendte problemer med fertiliteten eller have forsøgt at opnå graviditet i et år eller mere.
Fra uvished til sikkerhed
Lotte følte sig voldsomt presset af sit indre æggeur den første gang hun havde en coaching-session hos mig. Hun var midt i 30’erne og single.
Jeg spurgte hende, om hun havde fået tjekket sin fertilitet. Det havde hun ikke, for hun vidste slet ikke, at man kunne få lavet en fertilitetstest.
Hun tænkte lidt over det og udbrød så, at hun slet ikke turde det. Hun turde ikke få svaret – for hvad nu, hvis det var negativt? Så ville hun bare blive endnu mere stresset, og det ønskede hun ikke. Så ville hun hellere leve i lykkelig uvidenhed – troede hun.
Uskyldigt uvidende var Lotte nu ikke længere. Jeg havde sået et lille videns-frø hos hende.
Nogle coaching-sessioner senere fortalte hun mig, at hun havde været hos egen læge i anden anledning, og at hun havde benyttet lejligheden til at spørge lægen om at få lavet en fertilitetstest. Med hjem fik hun en henvisning til en gynækolog, som hun nu har bestilt tid hos for at få svar om sine chancer for at blive gravid.
Det bliver spændende at se, hvordan Lotte tackler sit svar – uanset hvad det bliver – og at hjælpe hende med præcis det, hun har brug for.
Et stort chok – når fertiliteten er lav
Jeg har haft en del klienter, der pludseligt har opdaget, at de slet ikke var så fertile, som de troede.
Der var Iben, som vidste, at hendes kærestes sædkvalitet var så nedsat, at de skulle bruge icsi-metoden. Det kom som et chok for hende, da det viste sig, at hun selv næsten ingen æg havde tilbage, og at dobbeltdonation i måske bliver hendes eneste chance for at føde et barn selv.
En anden kvinde, som også blev chokeret over det negative svar var Carla, som jeg interviewer i min bog ”Far, mor og donorbarn. Veje til et endnu bedre liv som donorfamilie.”
”Du har to æg i hver side, og vi så gerne som minimum det dobbelte.”
Sådan faldt lægens ord, da han skannede Carla.
Carla husker det stadig, som var det i går, hun fik beskeden. Hun begyndte at græde og forlod konsultationsværelset.
Jeg syntes, at lægen var utrolig grov, at han sagde det på den måde.
I dag tænker jeg, at det var utroligt, at jeg ventede så længe.
Men den gang tænkte jeg, at der var så mange, der fik børn, når de var 40 – så hvorfor ikke mig?
Få lavet en fertilitetstest
Vi er generelt uvidende om alderens indflydelse på kvindens fertilitet, og mange ved ikke, at man ganske enkelt kan få tjekket sin fertilitet.
Hvis du ønsker børn i dit liv, er mit råd til dig at få lavet en fertilitetstest. Svaret kan måske få dig til at handle anderledes, end du ellers ville have gjort.
Rigshospitalets pjece Bevar frugtbarheden
Indlægget er opdateret den 31. august 2022 med oplysninger om mulighed for fertilitetstestning i region Midtjylland.
Mandefald og solomødre – en mulig konsekvens af at vente for længe med at få barn
Føler du dig presset af tidens betydning for din fertilitet?
Så brug 25 minutter på en uforpligtende og gratis samtale med mig med fuldt fokus på dig og din livssitiation.
Det gælder også, hvis du har brug for at tale om dine tanker om at få lavet en fertilitetstest eller efter du har resultatet.
Hjælpen er ikke længere væk end din internetforbindelse – få tid direkte i min online kalender.
PS
Navnene er opdigtede.