Om en død mand, skal kunne skabe nyt liv med sin sæd, er et af flere emner, Folketinget skal tage stilling til, nu regeringen har fremsat lovforslag om ændring af Lov om kunstig befrugtning.

Regeringen anbefaler, at det bliver muligt at anvende en død mands sæd til at undfange nyt liv. Som det er i dag skal nedfrosset sæd destrueres, hvis ophavsmanden dør.

Fra grav til vugge

Vendingen ”fra vugge til grav” eller den mere tidssvarende formulering; ”fra vugge til krukke” kan nu lave en cirkelslutning – ”fra vugge til grav til vugge”. Og det giver jo et helt andet perspektiv på begrebet udødelighed.

Og et nyt perspektiv på muligheden for at få spredt sin sæd.

Formand for Det etiske Råd Jacob Birkler har skrevet indlægget ”Når manden ligger i graven og sæden ligger i banken”. (Artiklen er desværre ikke længere tilgængelig).

Er sæd og æg lige?

Det samme kommer ikke til at gælde en død kvindes nedfrosne æg.

Argumentet er, at mandens anvendelse af ægget ville kræve en rugemor. Det er ikke tilladt i dag i Danmark.  Embedsmændene argumenterer videre med, at det vil ligge fjernt fra den afdøde kvindens ønske, fordi formålet med ægudtagningen netop var selv at opnå graviditet.

Men hvorfor nu denne forskel?

Kunne man ikke forestille sig en mand, der vil gøre alt for at få ønskebarnet med sin nu afdøde kone? Hvorfor er hans ønske mindre legitimt end en kvindes ønske om at bruge sin afdøde mands sæd?

I fantasien kunne jeg godt forestille mig ham bringe det nedfrosne æg til udlandet, hvor han kan betale sig fra at få en surrogatmor til at bære de sammensmeltede kønsceller til de bliver til et levedygtigt barn.

En hyldest af den afdøde at bruge hans sæd?

Jeg spurgte en mand, om han ville synes det var fantastisk, hvis hans kvinde ønskede at få et barn med ham efter han var død.

Hans svar viste på fineste vis et dilemma:

  • På den ene side fandt han det morbidt og frastødende.
  • På anden side kunne han godt forstå den kvinde, der havde ønsket endnu et barn med sin nu afdøde mand. Hun fik ret til det, men skulle først vinde et sagsanlæg i landsretten. Det skete i december 2010.

Og det er jo netop et tydeligt billede på det dilemma politikerne nu står i:

  • De fleste af os kan på det menneskelige plan sagtens sætte os ind i et andet menneskes lidelse og de fleste af os vil også hellere end gerne hjælpe med at lindre lidelsen. Det er såre menneskeligt. Heldigvis.
  • De fleste kan fx sætte sig ind i, at et forældrepar vil gøre alt for at få deres alt for tidligt fødte barn til at overleve.  Men de, der ikke er følelsesmæssigt involveret, må stille spørgsmålet: Hvad er det for et liv barnet overlever til at leve?

Efter min mening er det også en forpligtelse at stille den slags spørgsmål. Og det skal netop være, når vi ikke selv er personligt involveret i det. For vores grænser kan så nemt flytte sig.

Derfor er det også vigtigt, at der kommer en debat i Folketinget om, hvilke rammer vi som samfund skal sætte. Og at politikerne tør stille sig selv og hinanden de svære spørgsmål. Og svare på dem.

Det bliver formentlig en debat, hvor partimedlemmerne bliver sat fri fra parti-ideologier fordi det er et etisk spørgsmål.

Jeg ser frem til debatten.

Ps

Med et smil på læben, sagde manden også, at det ville være en hyldest til ham og hans gener. Og den tanke kunne han godt forlige sig med.

 

CALL ME
+
Call me!

Pin It on Pinterest