Giv din kæreste ekstra omsorg i ferien og få et bedre parforhold.

Uanset hvordan din ferie har været – eller om du stadig har den til gode – må vi ikke glemme ‘dig og mig og vi  to.’

Her er mine forslag til, hvad du skal give din opmærksomhed i dit parforhold.

(Og det virker også, selvom ferien er slut).

 

 

 

Jeg synes barnløsheden slider på vores parforhold. Har du nogen gode råd?

Det spørgsmål hører jeg tit og nu kommer nogle forslag til at bygge dit forhold op igen.

 

Hvad giver du din opmærksomhed?

Som ufrivilligt barnløst par ved jeg, at I oplever atmosfæriske forstyrrelser i kommunikationen, lavpunkter i de seksuelle konjunktursvingninger og meget andet, der trækker ned.

Måske oplever du også den største ensomhed, der er, når du rækker ud efter den anden og ikke bliver mødt?

De fleste par oplever, at de i svære tider både glider fra hinanden og rykker tættere på hinanden.

Og også her er det vigtigt, hvad vi giver opmærksomhed. Er det, det negative eller det positive i vores parforhold?

 

Heldigvis har jeg nogle gode ideer til, hvordan du kan sørge for, at du får det bedre med din kæreste – at I får det bedre med hinanden.

Feriedagene er oplagte til at bruge på at prøve ideerne af.

Så værsgo’

Hvor har du dit fokus?

John Gottman har i årtier forsket i, hvad der kendetegner lykkelige parforhold. En af konklusionerne er, at der er fem gange så mange positive som negative udladninger i forholdet. En regulær konflikt er helt ok. Det er måden, hvorpå I håndterer konflikter og andet, I skal være opmærksomme på. Møder I hinanden med:

  • kritik
  • foragt
  • forsvar eller
  • tavshed (ignorering, obstruktion),

skal I være meget opmærksomme på, hvor I er på vej hen.

Sådan skaber du mere glæde hos din kæreste

Ved at flytte blikket og fokusere på det, der allerede virker, kommer det gode til at vokse. Både i vores indre og ydre liv. Ved at være endnu mere givende overfor andre end du allerede er – får du det bedre selv. Husk at klappe dig selv på skulderen hver gang, du gør noget godt for en anden. Flyt fokus væk fra dig selv og skab glæde hos en betydningsfuld anden.  Hvad ville være mere oplagt end at gøre det hos din kæreste?

Sådan gør du

  • Afsæt en dag i hver af de næste fire uger, hvor du gør noget ekstra godt for din kæreste.
  • Skriv en liste med dine meningsfulde ideer til at begynde med. Så har du noget at gå i gang med.
  • Giv plads til at være impulsiv, når I er tunet ind på hinanden følelsesmæssigt.

Her er nogle af mine ideer:

  • Genopfrisk et fælles lykkeligt minde.
  • Fortæl hvilke af din kærestes egenskaber, der er værdifulde for dig og kobl dem gerne sammen med en konkret oplevelse.
  • Bryd vanen – gør noget overraskende, som din partner kan lide.
  • Vær fortsat nysgerrig efter din kærestes måde at se verden på, ligesom den gang I var nyforelskede.
  • Tag del i og styrk din partners hverdag.
  • Kend din kærestes bekymringer og håb.
  • Tag del i og støt din partners drømme og mål.
  • Lyt, lyt og lyt.

 

Må I få en dejlig tid sammen!

 

PS

Få en samtale og lær, hvordan du nemmere kan komme hel gennem fertilitetsbehandlingen.

Få en hurtig (gratis og uforpligtende) samtale om dig og dine udfordringer.

Som mange andre før dig, vil du blive overrasket over, hvor langt du kan komme på en lille halv time.

Læs mere

Bestil tid med det samme