Må pædagogen være den første, der fortæller barnet, at det er donorbarn?

Forleden bragte Etikpanelet et spørgsmål og svar om, hvem der har ret til at fortælle et barn, at det er blevet til ved hjælp af en sæddonor.

Pædagog: Må jeg fortælle donorbarn, at dets far lever? Sådan lød titlen. (Se hele spørgsmålet nedenunder og svaret til sidst).

Den titel gjorde mig meget forvirret. Det var brugen af ordet ’far’, der forvirrede mig. For i min verden er donor ikke en far eller en mor. Mor og far er den voksne, barnet lever sammen med.

Jeg måtte læse spørgsmålet et par gange, før jeg forstod, hvordan familiekonstellationen så ud. Familien består af en kvinde, der alene har valgt at få sit barn via sæddonation. Denne kvinde har så valgt at fortælle sit barn, at barnets far er død og ikke at fortælle, at barnet er blevet til ved donation, og at der derfor ikke er en far i barnets liv.

To ting sprang mig i øjnene:

  1. Det åbenlyse, som pædagogen spørger Etikpanelet om og
  2. løgnen som barnet lever på.

Åbenhed i solomor-familien

I mit arbejde med donorfamilier møder jeg meget tit far-mor-barn-familier, som har frygteligt svært ved at få fortalt deres barn, at det er blevet til ved hjælp af en sæddonor. Det har jeg skrevet om i min bog ‘Far, mor og donorbarn. Veje til et endnu bedre liv som donorfamilie’ og jeg holder jævnligt online foredrag om emnet.

Anderledes er det med to-mødre og solo-mødre-familierne, hvor det er åbenlyst, at der ikke er en far i familien, og derfor er der stor åbenhed om, hvordan deres familie er blevet til.

Men det sker også, at jeg møder solomødre, som har det meget svært med at fortælle tilblivelseshistorien til deres barn.

Mentalt glædes disse mødre sig ved og står ved deres valg om at skabe en fuldgyldig familie på denne måde.

På samme tid rummer flere af dem dog også en tristhed over ikke at have fundet en mand, der kunne blive far til deres barn, og denne tristhed gør det umådeligt svært for moren at være åben.

Når barnet lever på en løgn

I min praksis har jeg (endnu?) ikke hørt nogen fortælle, at de decideret har løjet for deres barn.

Løgnen kunne være at sige:

  • at man blev gravid efter en tur i byen, og derfor ikke ved, hvem faren er
  • at der ikke er en mand, som har kommittet sig til faderskabet, eller – som i spørgsmålet til Etikpanelet –
  • at barnets far er død.

Processen med at sige farvel til den drømmefamilie, man – som pige – drømte om i mange år, er forskellig fra kvinde til kvinde. For nogle fylder den meget, for nogle popper den pludseligt op og for nogle er den et lukket kapitel.

Vi kan ikke forcere følelser og det er helt ok at være i proces, men det er ikke i orden at fortie barnets tilblivelse – uanset hvilken familieform, man lever i.

Sådan får du de gode samtale om donor

 

Når pædagogen ikke etisk kan forsvare din måde at være mor på

Prøv lige at tænke den her tanke igennem:

Du har fortalt dit barns pædagog, at du er blevet mor ved hjælp af donation, men du har endnu ikke fået fortalt det til dit barn.

  • Hvad nu hvis dit barns pædagog fortalte dit barn, at det var blevet til på denne måde, og at det havde en anden far?
  • Hvilke følelser ville det vække i dig?
  • Hvordan vil du reagere overfor pædagogen, dit barn, dig selv?
  • Hvordan ville du samle op på det hele?

 

Så hellere sige det selv, ikke?

Pædagogens spørgsmål til Etikpanelet

Jeg som pædagog ved godt, barnet er donorbarn, men barnet tror, far er død. Barnet er påvirket af, at far ikke er der. Jeg føler, jeg står i et etisk dilemma over for barnet og for at sikre barnets trivsel, men samtidig har jeg det gode forældresamarbejde in mente. Hvis jeg fortæller barnet, at faren eksisterer, mister jeg al tillid fra mor. Ifølge lovgivningen har barnet så ret til sandheden, eller hvad er barnets rettigheder?

Vi kan have et rationelt ideal om, hvordan vi gør tingene bedst.

Nogle forældre vil mene, det bedste er, at donorbarnet aldrig får noget at vide om dets ophav. Andre har høje tanker og planer om, hvordan de vil fortælle donorbarnet om dets tilblivelse.

 

Det bedre er det godes fjende

Der er meget sandhed i det gamle ordsprog det bedre er det godes fjende. Muligheden for at noget (det allerede gode) kan blive endnu bedre, kan hindre os i at være tilfredse med det, som faktisk  allerede er godt. Frygten for at gøre noget forkert, at vente på det bedste tidspunkt,  at ville gøre det så perfekt som muligt kan i realiteten blokere for, at vi får det gjort.

Handling står over perfektion.

At stræbe efter idealet hænger sjældent sammen med, hvordan et levet liv er.

Et levet liv er meget mere sammensat, emotionelt, ubevidst og intuitivt.

Mange af de voksne donorbørn, jeg har haft kontakt med – hvoraf to er interviewet i min bog – bekræfter dette. De tror aldrig, de havde fået at vide, at de var donorbørn, hvis ikke der i familien havde været usikkerheder eller en masse småkonflikter, som resulterede i, at beskeden pludselig slap ud af munden i et ubevogtet øjeblik.

  • Hvad nu, hvis pædagogen ikke havde stoppet op, og spurgt Etikpanelet?
  • Hvad nu, hvis pædagogen slet og ret havde fulgt sin egen moral?
  • Hvad nu hvis pædagogen ikke følger Etikpanelets anbefaling?

 

Uventede omstændigheder i det levede liv

Livsomstændighederne, der førte til samtaler, hvor barnet fik at vide det er var donorbarn, var:

  • en samtale, hvor det voksne donorbarn var alvorligt sygt af kræft
  • en samtale om mulige arvelige sygdomme, da det voksne donorbarn selv var blevet gravid
  • et teenagerskænderi med den ene forælder (Ole er case i bogen)
  • et skilsmissehævntogt den ene forælder havde overfor den anden forælder (Pernille er case i bogen).

Jeg er sikker på, at din ambition er at gøre det meget bedre. Og det kan heldigvis gøres meget bedre. Allerede nu.

Få inspiration og viden om, hvordan den gode samtale finder sted på gratis webinar

Læs Etikpanelets svar, som jeg er enig i.

Kilde: etik.dk  den 19. februar 2015

PS

Kom med på gratis webinar om at tale med sit barn om, hvordan det blev til. Book straks din plads her. På webinaret får du bla. viden om konsekvenserne ved at fortie og konkrete redskaber til at få den gode og trygge dialog med dit barn om donor.

PPS

Kom straks i gang med at dokumentere og opbygge et solidt fundament. I ’Donorbarnets Bog’ får du 165 inspirerende spørgsmål.

Arbejdsbogen koster 57 kr. Du kan kun købe den på kirstenlistlarsen.dk.

Ja tak, lad mig straks få fat i den.

 

CALL ME
+
Call me!

Pin It on Pinterest