Ivf hjalp ikke mig til at blive mor
Her kommer et langt blogindlæg – nu er du advaret! Jeg skrev dagbog af og til og her er, hvad jeg skrev om vores sidste ivf behandling:
“Nu var det fjerde gang, der skulle lægges æg op i mig (ivf). Det var en frysecyklus.
Det var vores sidste chance, fordi jeg ikke ville mere. Det var altså uigenkaldeligt denne gang.
Dagen kom – vi troppede op på klinikken og jeg fik lagt to æg op. Det ene var særdeles flot.
Jeg følte mig gravid. Var svimmel og havde kvalme. Træthed overmandede mig pludseligt. Jeg fik to anfald, hvor jeg følte mig helt ved siden af mig selv. Var det psykisk? Var jeg syg? Eller var jeg virkelig blevet gravid denne gang? Jeg troede nok på det, selvom om vi slog koldt vand i blodet for at beskytte os mod for megen skuffelse.
Chokket
Dagen oprandt med ny blodprøve på laboratoriet. Jeg turde dårligt ringe for at få besked. Jeg magtede ikke at høre svaret. Jeg fik laboranten i røret og da hun bad mig sige mit cpr-nummer kunne jeg straks høre på stemmen, at testen på vores ivf forsøg var negativ. Hun syntes vi skulle få tid til en samtale med gynækologen – jeg kunne ikke overskue at bestille tid på det tidspunkt. Jeg ville bare smide røret på med det samme. Jeg kunne slet ikke have det. Min verden ramlede sammen.
Jeg fik beskeden en fredag. Den følgende mandag og tirsdag meldte jeg mig syg. Så tog jeg på arbejde. Tilbragte nogle dage med at kigge ud i luften, bide negle fuldstændig ukoncentreret – kun en ting fyldte mig: Tabet. Jeg var rundt på gulvet og tankerne for forvirret rundt i mit hoved. Jeg blev helt svimmel. Jeg var i chok.
Da vores sidste ivf behandling stod på lavede min kæreste afsluttende opgave på sit studium. Vi fik beskeden fem dage, før han skulle aflevere opgaven. 14 dage efter han havde afleveret begyndte han på et nyt arbejde. Han var derfor travlt optaget af andre og mere fremadrettede ting.
Maj 1997 sluttede vi fertilitetsbehandlingen endeligt, selv om fertilitetslægen mente, vi skulle fortsætte, og vi havde et ivf orsøg til gode, fordi jeg havde haft feber ved første æg-oplægning.
En måned efter min verden ramlede sammen skulle min kæreste på en uges kursus i udlandet. Jeg havde i perioder haft det rimeligt – til tider helt godt. Jeg kunne oprigtigt være engageret i mit arbejde og blive fanget af samtaler med andre. Der var andre ting i livet, der var noget værd. Nu gik det fremad. Troede jeg.
Det blev værre
Men mens min kæreste var i udlandet havde jeg besøg af en veninde, der tre måneder forinden havde aborteret ufrivilligt. Al vores sorg blev for massiv og jeg blev forfærdelig ked af det igen. Måske føltes det værre fordi chokket ikke længere bedøvede smerten. Og min kæreste var så langt væk. Han var selvfølgelig bekymret og det var svært for ham at være så langt væk fra mig. Men han var også glad for kurset, engageret og fyldt af energi. Og desto mere forstærkede det min håbløshed og tristesse.
Lidt senere
Jeg synes, jeg begynder at køre i ring. Mit selvværd har fået et knæk. Jeg føler det som et nederlag. Jeg synes ikke det blir bedre. Jo, jeg synes fokus flytter sig.
Min livskvalitet er dårlig. Det er pinefuldt og plagsomt. Jeg har det skidt med at være alene. Bange for at blive helt skør. Får fysiske gener: svimmelhed, føler mig fraværende af og til, det hele kører rundt i hovedet på mig, ondt i maven/brystet, dårlig vejrtrækning. Jeg har intet overskud.
Det fylder for meget, hindrer min livsudfoldelse. Jeg mangler handlemuligheder – det er ude af min kontrol. Sorg og vrede. Blir jeg ved med at være så ked af det? Blir jeg en bitter kone? Jeg vender det ind ad – det er selvdestruktivt. Jeg føler, jeg har mistet mig selv – og jeg er rystet over det. Jeg er forskrækket over min reaktion. At det er så uafklaret.
Jeg forestiller mig det værste. Hvad gør jeg med ferie? Jeg føler mig afhængig. Vil gerne have omsorg, blive puslet om, at nogle skal tage det onde væk. Jeg synes min kæreste svigter mig ved, at han skal rejse så meget med sit arbejde”.
Hvad gjorde jeg?
Jeg havde to samtaler med en psykolog, som jeg ikke syntes hjalp mig. Jeg fortalte om det på arbejde, en efter en fik det at vide. Jeg forsøgte at være åben om min sorg. Jeg ordnede have, mugede ud i hønsehuset, fodrede, vaskede tøj, købte ind. Sådan dagligdags ting. Jeg var til sommerfest med min gamle arbejdsplads, selvom jeg virkelig skulle tage mig sammen. Jeg havde en god aften i byen med min kæreste, hvor jeg følte mig som mig selv igen. Jeg nød centrum og at spise ude. Til sidst sov jeg også ok.
En ny proces begyndte
Jeg var stadig bange.
- Bange for vi ikke ville blive godkendt til adoption
- Bange for jeg aldrig ville blive rigtig glad igen
- Bange for jeg aldrig ville lære at leve med dette tab
- Bange for jeg senere ville blive syg pga hormonbehandlingerne ifm ivf.
Vi vidste vi ville ha børn, så vi gik i gang med at blive godkendt til adoption. Det tændte et nyt lys i mit liv.
PS
Jeg har valgt at være åben om min egen infertilitet, da jeg er fuldstændig sikker på at det hjælper andre at nedbryde tabuet. Jeg er ligefrem blevet klamydia case i ministeriernes undervisningsmateriale til ungdomsuddannelserne.
PPS
Mine kunder fortæller tit, at de føler sig genkendt, fordi jeg selv har været der.
Linda siger:
Efter et 6 ugers forløb i Kirstens kyndige hænder føler jeg mig mere rolig, positiv og i balance
Efter et langt fertilitetsbehandlingsforløb, som ikke havde båret frugt, følte jeg mig stresset, udkørt og trist. Jeg havde brug for at bygge mig selv op og finde livsglæden og roen igen. Jeg faldt over et mentaltræningsforløb hos Kirsten List Larsen i forbindelse med et webinar, og med Kirstens egen baggrund som tidligere ufrivillig barnløs, følte jeg, det kunne være den hjælp, jeg havde brug for. Og det har jeg ikke fortrudt! Efter et 6 ugers forløb i Kirstens kyndige hænder føler jeg mig mere rolig, positiv og i balance. Jeg er overrasket over, hvor meget jeg har rykket mig på kort tid, og de daglige øvelser har hjulpet mig til at holde et mere positivt fokus i hverdagen. Jeg kan varmt anbefale et mentaltræningsforløb til andre, der har kæmper med ufrivillig barnløshed eller stress.
