Hvis interesse varetages?
Hvis interesse plejes, når chancen for graviditet er lille og kvinden er i fertilitetsbehandling? Hvordan vurderer man lige prognosen for om behandlingen vil lykkes eller ej? Og hvad gør man ved det? Hvornår og hvordan får parret det bedst at vide? Det emne handler kommende blogindlæg om.
Fertilitetsbehandling vurderes for at være nyttesløs, hvis chancen for at opnå graviditet er ≤ 1 %. Hvis chancen er mellem 1 og 5 % vurderes prognosen for at være meget dårlig.
Kilde: ”IVF – when the prognosis is very poor and futile” af Khaldoun Sharif i ”Assisted reproduction techniques. Challenges and management options” Blackwell Publishing, 2012.
I dagens blogindlæg koncentrerer jeg mig om, hvilke økonomiske interesser, der kan spille ind.
Fertilitetsklinikkens økonomiske interesse
Jeg ser umiddelbart to mulige interesser:
- beskyttelse af fertilitetsklinikkens succesrate ved at afslå fertilitetsbehandling, når prognosen ikke er god og
- fremme af klinikkens økonomiske indtjening ved at gennemføre fertilitetsbehandling trods meget dårlig prognose.
Ingen af delene er etisk acceptable grunde til at afvise eller tilbyde fertilitetsbehandling.
Du skal nu møde Jeppe, som har en dårlig oplevelse at dele.
Jeg har interviewet Jeppe til min kommende bog, som handler om at håndtere følelsesmæssig stress i forbindelse med ufrivillig barnløshed og fertilitetsbehandling.
”Der er ikke noget at komme efter”
Jeppe og Helle fandt en fertilitetsklinik som de ønskede at få hjælp fra. Det var deres første møde med behandlingssystemet.
Parret bliver sat i et lædersofamiljø og ind kommer fertilitetslægen med store armbevægelser i jakkesæt. Han siger:
”Her laver vi børn. Vi har en hit-rate, der er meget høj.”
Lægen kunne ikke bruge de undersøgelser, Jeppe havde fået lavet på Rigshospitalet til noget. Han ville have sine egne. Så det fik han.
Jeppe bliver opslugt af fortællingen som om handlingen udspiller sig lige nu, mens vi taler sammen. Jeppe kan stadig tydeligt huske, hvordan lægens ord faldt:
”I kan gå hjem og lege med hinanden ligeså meget I vil, men børn får I aldrig. Der er ikke noget at komme efter. Vi kan ikke hjælpe jer.”
Det er snart 20 år siden nu, men Jeppe kan tydeligt huske det.
”Jeg var sgu ked af det. Det var et hårdt slag. Det var en choktilstand. En mærkelig stilhed før man begynder at tænke i alternativer.
Da vi kom, var jeg sat op til, at det er den her vej, og det skal nok lykkes os. Der er levende celler, og hun er i orden. Så må det lykkes. Og så får man dét at vide. Det er en meget barsk måde at sige det på. Især set i lyset af, at man er der, fordi man gerne vil ha børn. Jeg havde en følelse af at blive sat overfor en uhyre arrogant mand. For hvem det var stærkt kommercielt. Heldigvis havde jeg den følelse, for det gjorde, at jeg ikke gav op. Jo, jeg gav op lige i det øjeblik, han sagde sådan. Men det gjorde, at jeg reflekterede over, at han kunne have andre motiver for at sige sådan. Jeg ville ikke gi’ op. Jeg synes jo også, at hele opsætningen var forkert. Jeg synes i det hele taget, det virkede for kommercielt, når man kom ind.
De lever jo af deres resultater. Og det er min helt klare fornemmelse, at hvis sandsynligheden er lav, så ødelægger de deres hitrate og dermed ødelægger de deres evne til at markedsføre sig som succesfulde. Så de vil helst ha nogle, de nemt kan lave børn på. Det er min datter jo et levende eksempel på. For det kunne jo godt lade sig gøre for os”.
Efter mødet på klinikken begyndte Jeppe og Helle behandling i det offentlige. Lægen dér, anbefalede at gå direkte til icsi-metoden. Og så skulle der pludselig kun én behandling til før Helle blev gravid.
Hvad er dine erfaringer?
Lad mig høre fra dig!
NB! Helle og Jeppe er ikke de rigtige navne.
PS
Hvis du ikke er sikker på, om jeg kan være en hjælp for dig, kan du altid få 25 minutters gratis samtale om dig og dine udfordringer