I Danmark har ægdonation i 20 år ikke måttet kombineres med sæddonation (såkaldt dobbeltdonation). Ifølge reglerne skulle et barn, der kom til verden via kunstig befrugtning, være genetisk beslægtet med enten sin far eller sin mor.

Kvinder og par tog derfor til udlandet for at få behandling, hvis dobbeltdonation var nødvendigt.

Sådan er det ikke længere. Siden nytår 2018 har det nemlig været lovligt for enlige og par at få både æg- og sæddonation i Danmark.

 

Dobbeltdonation er nu lovlig

Ordene i loven lyder nu:

 

§ 5.

Stammer ægcellen ikke fra den kvinde, der skal føde barnet, og stammer sæden ikke fra hendes partner, kan der etableres assisteret reproduktion, hvis enten sæden eller ægcellen er doneret i ikke-anonym form.

 

Kort sagt betyder det, at dobbeltdonation i Danmark skal være

a) sundhedsfagligt indikeret og

b) mindst én af donorerne skal være ikke-anonym.

Om to år skal reglerne for behandling med dobbeltdonation evalueres med henblik på, om reglerne virker efter hensigten, og om de i tilstrækkeligt omfang giver enlige kvinder og par mulighed for behandling.

Læs om Folketingets behandling af lovforslaget.

 

 

Dobbeltdonation betyder, at en infertil kvinde får doneret både ægcelle og sædcelle.

Embryodonation er også dobbeltdonation, men her er den donerede ægcelle allerede befrugtet (embryo). I Danmark destrueres der i dag mange nedfrosne befrugtede ægceller, fordi embryodonation ikke er tilladt.

Prænatal adoption kaldes dobbeltdonation også. Altså adoption før fødslen.

Baggrunden

I 2014 anbefalede et flertal af Det etiske Råd at tillade dobbeltdonation og embryodonation. Landsforeningen af Ufrivilligt Barnløse har også længe arbejdet for at få dobbeltdonation tilladt. Folketingspartiernes sundhedsordførere bad i oktober 2016 Det etiske Råd om en vurdering af de etiske aspekter ved at lovliggøre dobbeltdonation. Med rådets udtalelse gik Folketinget i gang med det lovgivende arbejde.

Tilladelse af dobbeltdonation i Danmark blev en realistisk behandlingsmulighed efter den økonomiske kompensation af ægdonor er steget betragteligt med det resultat, at ventetiden på ægdonation er reduceret markant. Der er nu æg at modtage i Danmark.

 

Kravet om sundhedsfaglig begrundelse

Der skal være en sundhedsfaglig grund til, at dobbeltdonationen finder sted. Det kan f.eks. være, når:

  • hverken kvinden eller manden i et forhold har brugbare kønsceller
  • kvinden, der skal bære barnet, i et lesbisk forhold, ikke har brugbare ægceller
  • en enlig kvinde ikke selv kan levere en befrugtningsdygtig ægcelle
  • en eller begge parter i forholdet er disponeret for arvelige sygdomme.

 

I lovforslagets tekst lægges der vægt på, at kvinden, der modtager donoræg, har sundhedsmæssige risici forbundet med sin graviditet.

Den største kendte risiko er forhøjet blodtryk under graviditeten og svangerskabsforgiftning. Risikoen for svangerskabsforgiftning er næsten tre gange højere ved graviditet med donoræg.

Formentlig betinget af svangerskabsforgiftning, er der også en forhøjet risiko for tidlig fødsel, lav fødselsvægt, risiko for at føde ved kejsersnit og blødning efter fødsel.

 

Kravet om mindst een ikke-anonym donor

Det er en betingelse for at få dobbeltdonation i Danmark, at enten sæddonoren eller ægdonoren skal donere åbent eller kendt, fordi det gør det muligt for barnet for at få et delvist kendskab til sit genetiske ophav.

Ministeriet præciserer i udkastet, at åben donation kan varierer på helt centrale punkter:

1.    En åben donor har givet samtykke til, at der kan gives yderligere oplysninger end ved anonym donation. Det kan eksempelvis være donors erhverv, fritidsinteresser, uddannelse, stemmeprøve, babyfotos og lignende.

2.    En åben donor kan også give samtykke til, at der kan gives oplysninger om donors identitet til barnet/og eller modtageren af donation. Aftalen fortæller, på hvilket tidspunkt eller under hvilke omstændigheder oplysningerne skal gives. Det kan f.eks. være, at barnet som den eneste kan få oplyst donors identitet, når barnet er fyldt 18 år.

Det er altså muligt både at have ikke-anonyme/åbne donorer, som er kontaktbare og som ikke kan kontaktes.

En kendt donor (hvor donor og modtager kender hinanden på donationstidspunktet) opfylder naturligvis også kravet om, at den ene donor skal være ikke-anonym.

Har børn brug for at kende mindst en genetisk forælder?

Svaret på det spørgsmål er, at nogle børn/unge/voksne har – andre har ikke.

Efterhånden tror vi, at alle har behov for at kende sit genetiske ophav. Vi føler os overbeviste om, at det er sandheden, fordi det typisk er den slags fortællinger, medierne vil give videre. F.eks. i programmet Sporløs.

I stedet for at bruge ordet ’kende’ vil jeg meget hellere bruge udtrykket, at mange donorbørn – på et tidspunkt i deres liv – er nysgerrige efter deres rødder. Mere eller mindre.

Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi ikke afskriver vores børn muligheden for at få tilfredsstillet denne nysgerrighed, når den dukker op. Valget af en ikke-anonym donor er afgørende.

Det vigtigste hensyn til barnets ve og vel er i mine øjne ikke om det er blevet til ved dobbeltdonation eller ej, men under hvilke forhold donationen er sket, og om familien er åbne om det.

 

Ligestilling af de modtagende forældre

Udover de oplagte mere praktiske og økonomiske forhold, er der flere gode ting at sige om lovliggørelsen af dobbeltdonation i Danmark.

Ved at lovliggøre dobbeltdonation vil de par, der har behov for donation af både æg- og sædceller, opleve sig behandlet på lige fod med de, der udelukkende har brug for donation af én slags kønscelle. Tidligere blev de – reelt set – udsat for forskelsbehandling.

Flere af de par, jeg møder i min praksis, synes det er problematisk med den ubalance enkelt-donation skaber i deres parforhold, når kun den ene bliver genetisk forælder til barnet. Flere ville gerne adoptere bla. for at kunne være mere lige fra begyndelsen. Men adoption er efterhånden blevet ganske ufremkommelig herhjemme. Ved dobbeltdonation vil parret blive stillet lige med hensyn til det genetiske.

 

Dobbeltdonation er ikke bare enkelt

Ikke at kunne videregive ’det genetiske’ er selvfølgelig et tema for alle, der modtager donation for at blive forældre – uanset om det sker ved sæd- eller ægdonation.

Spørgsmålene er typisk, om man kan spejle sig i det barn, der kommer. Om hvor meget man vil kunne genkende sig selv som barn i sit barn, der er blevet til ved donation.

De taknemmelige modtagere når i deres spekulationer frem til, at det at blive mor eller far, er langt mere betydningsfuldt end det genetiske. Også når det gælder dobbeltdonation. Det handler om at tage barnet til sig som sit eget.

 

Ikke alle finder det nemt

Spørgsmålet om dobbeltdonation bliver fremstillet som om, det bare er det gode og nemme valg for kommende forældre.

Min erfaring fra mit arbejde med mand-kvinde-par er imidlertid, at det er det ikke.

 

En klient udbrød en gang:

Det var jo ikke sådan et adoptivfoster, jeg havde drømt om at skulle bære.

 

Dobbeltdonation er typisk ikke bare et nemt valg for kommende forældre. For mange er det en svær beslutning at skulle træffe.

Ligesom det er svært at skulle indstille sig på overhovedet at skulle bruge én donor – fra man i begyndelsen troede man bare kunne skabe et barn samme, til man faldt ud af, at det ikke gik helt så let – er der ved dobbeltdonation ingen kommende glæde ved at kunne se i det mindste den ene i det kommende barn.

Der er ingen kendskab til den genetiske historie som familier nu en gang kender den gennem generationer – bliver vi skaldede i vores familie? Har vi svært ved at læse pga. ordblindhed? Osv.

Der er 100% ukendt genetik.

 

En anden klient havde reflekteret meget over det absolut ukendte ved at vælge dobbeltdonation. Hun sagde:

Hvad hvis nu jeg ikke kan forholde mig til barnet, når det kommer ud? Jeg kan jo ikke proppe det tilbage! Jeg er så bange for at blive en dårlig mor!

 

 

Processen

Overordnet kan processen beskrives som denne bumpede rejse:

  1. Beslutningen om at få et barn sammen (væk med præventionen)
  2. Det lykkes ikke lige – udredning af parres fertilitet
  3. Fertilitetsbehandling med egne kønsceller
  4. Det lykkes heller ikke lige – mere udredning
  5. Brug af en donor foreslås
  6. Mange tanker, følelser og samtaler, bla om ikke at komme til at give sine gener videre, om genetisk ubalance i parforholdet mm
  7. Nogle vælger at gå videre med at bruge donor
  8. Det lykkes så heller ikke lige – endnu mere udredning
  9. Forslag om at bruge to donorer – altså dobbeltdonation.
  10. Endnu en gang mange tanker, følelser og samtaler, bla. om at ingen kommer til at give sine gener videre.

 

For mange er det virkelig en svær beslutning at skulle træffe – for ved dobbeltdonation er der slet ingen fælles genetik med bare den ene forælder.

Det store spørgsmål er: Hvad mon der venter én?

 

Mød Nina og Frederik

Nina og Frederik havde længe vist, at de skulle bruge ægdonor for at blive forældre. Det var de efterhånden kommet overens med.

De fik ægdonation, men Nina blev ikke gravid.

Det i sig selv var en stor skuffelse.

 

Frederik fik testet sin sædkvalitet endnu grundigere end i første omgang.

Resultatet betød, at fertilitetsklinikken nu også anbefalede parret at bruge sæddonor.

 

Det var faktisk sværest for Nina.

For hun havde jo sådan drømt om at få et barn med Frederik. Et barn som kunne arve det gode fra Frederik.

Hun havde glædet sig til – i det mindste – at kunne se Frederik i deres kommende barn, nu hun ikke ville kunne se sig selv qua ægdonationen.

Og så skule de også til udlandet for at få behandling med dobbeltdonation, fordi det ikke var tilladt i Danmark dengang.

Frederik var til gengæld der i processen, hvor han syntes, det var ok med dobbeltdonation – det ville jo skabe en større balance mellem dem i forholdet til deres kommende barn.

 

 

Barnets tarv

Nina var også meget optaget af, hvad dobbeltdonation ville betyde for det kommende barn.

Hvad ville det betyde, at der ikke var bare én forælder som barnet kunne være genetisk forbundet med?

Hvad nu, hvis de var nødt til at bruge anonyme donorer? Det ville jo betyde, at det kommende barns muligheder for at få viden om sit ophav ville være nærmest udelukket.

 

Beslutningen

Nina var ikke klar til også at skulle bruge sæddonor (dobbeltdonation).

Nina og Frederiks beslutning blev derfor, at de ville prøve med Frederiks sæd og en ægdonor endnu en gang.

 

Hold det rette fokus

Tidligere mente politikerne, at et barn skulle være genetisk beslægtet med mindst én af forældrene.

Som adoptivmor ved jeg, at det har været et forkert sted at lægge sit fokus.

Omsorg, kærlighed og tillid har den største betydning i en familie, og der findes utallige familieformer i Danmark, hvor børnene har det godt – selvom de ikke er genetisk beslægtede med deres forældre.

Det er godt, at dobbeltdonation er blevet tilladt i Danmark. Så er det slut med at skulle til udlandet for at få dobbeltdonation.

Men vi har stadig brug for, at de kommende forældre kan få eksistentielle samtaler og vejledning om at skulle skabe og blive donorfamilie. Til deres eget og deres kommende barns bedste.

 

 

Kirsten List Larsen er forfatter til bøgerne ‘Far, mor og donorbarn. Veje til et endnu bedre liv som donorfamilie’ og ‘Donorbarnets Bog. Skab din egen fortælling.’

Temaerne i denne artikel bliver grundigt behandlet i bogen ‘Far, mor og donorbarn.’

Du kan læse mere om dit bedste valg af donor i uddraget af kapitel 2 – Beslutningen om at bruge donor.

 

 

Pin It on Pinterest