Nej. Du ved ikke hvordan jeg har det!
Jeg er i gang med at interviewe tre kvinder, der alle har været i fertilitetsbehandling og som nu har afsluttet rejsen uden at være blevet mødre. De er forskellige steder i processen – spændende fra, at det stadig er ret nyt til, at der er faldet ro på om det vilkår, at livet blev et liv uden (egne) børn.
Noget der står tydeligt er, hvordan omgivelsernes reaktioner er svære at håndtere. De pårørende kan være mere belastende end støttende.
Kvinden, jeg interviewede, og som stadig var meget berørt af, at hendes liv havde taget den drejning, det havde, fortalte om en episode med en kollega.
Kollegaen er fraskilt og bor sammen med en ny mand – begge har de børn fra tidligere forhold. Kollegaen fortalte, hvor skønt hun synets det var de dage, hun og kæresten var børnefri og bare sig selv. Det måtte min interviewperson da også kunne sætte pris på…
Nej, det kunne hun ikke…
Fra mine samtaler med kvinder og par ved jeg også, at ens relationer kan være belastende, mens man er i fertilitetsbehandling.
Forskningen har vist, at relationer påvirker både vores fysiske og mentale helbred. Støttende pårørende er gode for os og vores helbred, mens det modsatte gør sig gældende med vores belastende pårørende. Derfor er der god grund til at tage hånd om dem, mens du har overskud til det.
Nedenfor får du eksempler på don’ts og do’s i forhold til relationer, der kan blive bedre for dig. Måske kan du genkende noget?
Jeg ved, hvordan du har det!
Nej, det gør du sandsynligvis ikke.
I værste fald vil modtageren af denne frase lukke ned for yderligere samtale om det smertelige, og føle sig endnu mere alene med sine følelser.
En gavnlig måde at se klicheen på er, at den dækker over den pårørendes ønske om at være forstående og om at være fælles om det smertelige.
Do’s
Det bedste din pårørende kan gøre er i stedet bare at være der for dig, og lytte interesseret til dig uden selv at tage plads. Din pårørende kan spejle dine ord til dig, hvilket ganske enkelt vil give dig oplevelsen af at være blevet hørt og forstået.
Du skal da ikke føle sådan!
Men det gør jeg altså.
I værste fald vil modtageren af denne sætning føle sig helt forkert og alene.
En mere konstruktiv måde at høre sætningen på er, at den formentlig dækker over, at den pårørende ikke selv kan rumme de følelser, du har.
Do’s
I stedet for at fortælle hvad du (ikke) skal føle, er det bedste din pårørende kan gøre at spejle det, hun ser og sætte ord på.
F.eks. Jeg kan høre, at du er meget ked af det. Du har også været gennem meget.
Hvad med at gøre det her…
Det kan jeg ikke
Når du er der, hvor du helst vil a) stikke af, b) lægge dig til at sove i 100 år eller c) kæmpe mod systemet/uretfærdigheden/skæbnen, så er du slet ikke i stand til at tage mod ellers nok så gode råd.
Rent neurologisk vil din pårørendes gode intention prelle af på dig, og i værste fald vil du igen føle dig lille og uduelig.
Do’s
I stedet kan din pårørende f.eks. spørge: Hvad er det bedste, jeg kan gøre for dig lige nu?
Hvad vil dit svar være?
Vi har brug for oprigtig indføling – ikke medlidenhed.
PS.
Vil du vide mere om, hvordan du kan håndtere svære relationer, så skriv dig op til mit nyhedsbrev – så får du ebogen Kære svigermor. Få bedre relationer.