Stresset graviditet efter fertilitetsbehandling

Når skyen ikke er lyserød

Da jeg talte med Nanna første gang var hun var 38 år og gravid i 19. uge.

Udredningen viste, at chancen for graviditet var minimal, fordi Nanna manglede æg. Ægdonation blev nævnt som en mulighed fra begyndelsen. Parret havde været i fertilitetsbehandling i 1 år og gennemgået 11 forsøg – fordelt ligeligt på insemination og ivf. Der var kun æg nok til oplægning efter den ene ivf behandling. Til det allersidste forsøg – der var en insemination – var der kun eet æg. På mirakuløs vis blev Nanna gravid.

”At være gravid føles som stadig at være i behandling – sådan rent følelsesmæssigt. Det er ligeså stressende at være gravid som at være i behandling!”

Det, der stresser Nanna er, om det nu holder. Nu er der jo virkelig noget at miste.

Nanna er overrasket over, at hun ikke svæver på en lyserød sky. Hun havde gjort sig mange forestillinger om, hvor lykkelig hun ville være, hvis hun blev gravid. I stedet blev den tid, som hun troede skulle være ‘den søde ventetid’ til en ængstelig tid, hvor tankerne konstant kredsede om de ting, der eventuelt kunne gå galt.

Nanna skifter mellem at bruge ordene hvis og når, når hun taler om barnet, som (måske) kommer. Som om det er svært at tro, det virkelig vil lykkes.

Det gør Nanna tryg at vide, at fosteret har det godt. Derfor betaler hun for ekstra skanninger. Desværre en stakket frist, da bekymringerne næsten kommer ligeså hurtig igen, som hun er trådt ud af skanningslokalet.

Nanna tacklede angsten ved at lade den være der. Ikke prøve at fornægte den, men sige til sig selv (og omgivelserne), at det var ok, at hun havde det sådan. Hun blev også generelt mødt med forståelse for situationen. Når man har svært ved at blive gravid, forstår de fleste godt, at man er mere nervøs end andre, der lavede en ups’ er eller blev gravid et par måneder efter beskyttelsen var lagt på hylden.

Nanna – nu mor på 4. måned

I dag er Nanna på barselsorlov med sin datter

Det var en stresset graviditet hele vejen. Bekymringerne varede graviditeten ud, og aftog først, da datteren var født. Til gengæld er angsten for at miste forsvundet, selvom hun naturligvis godt kan være bekymret for sin datter som enhver anden (nybagt) mor.

Læs mere om emnet: Stress under graviditet kan skade forstret

PS

Jeg hjælper dig med at spotte og reducere det, der skaber stress hos dig. Og med at afdække og fremme det, der mindsker stress hos dig, så du kan træffe bedre og mere bevidste beslutninger, i overensstemmelse med dine behov.
Gør noget ved det allerede i dag. Ring på 2892 9596 og få 25 minutters gratis samtale om dig og din situation.