Nu har vi altså jul igen…

… og måske er det endda ikke din første jul uden ønskebarnet?

Så kan det være, at julen slet ikke er særlig glædelig for dig…

Bliv her på kanalen – der er hjælp at hente.

Har du snart ikke mere ork tilbage?

Måske orker du ikke at:

  • lade som ingenting, mens du holder på din hemmelighed?
  • spille forventningsfuld og glad i juledagene?
  • familiens bekymringer og velmenende opmuntringer?

Måske er dit eneste ønske til jul og nytår ligefrem at få det hele overstået?

Som ufrivilligt barnløs giver julen ofte smertefulde tanker om alt det, man havde drømt om: nemlig at skabe sine helt egne juletraditioner i sin egen børnefamilie, og derfor kan julen være svær at komme igennem.

Mange vil egentlig bare have en hverdag, som de plejer. Især mange ufrivilligt barnløse ønsker det… du er altså slet ikke alene.

Du er ikke den eneste, der:

  • strækker sig for langt og ikke kan sige nej tak og aflyse
  • føler sig ensom i julen
  • er trist og smådeprimeret i julen
  • lægger sig syg i julen
  • er selvkritisk, selvbebrejdende og selvmedlidende.

Men er det godt nok for dig?

Garanteret ikke!

Christmas is all around you

Traditionerne handler ikke kun om juleaften. Hverdagen i hele december er præget af julen.

Radio Soft begynder med julesangene medio november.

Og ikke nok med det: butikkerne sælger julevarer allerede i oktober.

Julen er overalt.

Så, hvor man end sig vender hen, så er det jul og jul igen og jul og jul og jul og jul og jul igen.

Julearrangementerne er overalt: på arbejdspladsen, i sportsklubben, i familien…

Selv i fertilitetsklinikken er bemandingen og åbningstiderne anderledes, så det kan være svært at være i behandling i julemåneden.

Med andre ord undgår du ikke at forholde dig til julen.

Julen som er hyggelig og som – hånden på hjertet – også kan være ret så anstrengende.

På bloggen får du heldigvis i disse dage inspiration til at få en meget bedre jul i år.

For mig var hjerternes fest smerternes fest

Jeg husker tydeligt selv, hvordan det var at holde jul som ufrivilligt barnløs:

Jeg skulle gennem syv gange jul uden længselsbarnet.

De første to år var de hemmelige år, for jeg var endnu ikke åben om vores infertilitet. Det var tungt at bære alene.

Selvom jeg syntes, længselsbarnet allerede hele tiden var i mine tanker, så var fyldte det bare endnu mere i juletiden.

Resultatet var, at jeg faktisk var ond i sulet på andres børn juleaften. Jeg syntes, de fyldte for meget, at det gik for hurtigt med maden og for hurtigt med dansen rundt om træet, og at børnene ikke var glade nok for de gaver, de fik.

Det var ikke nemt.

To af årene blev julemåneden forstyrret af vores fertilitetsbehandling, der jo også skulle passes ind.

I midten af december 1994 havde vi en samtale på fertilitetsklinikken. Ifølge journalen enedes vi om igen at forsøge selv derhjemme nogen tid. I virkeligheden var vi helt ude af den, fordi jeg tre uger inden var blevet opereret og havde fået fjernet min ene æggeleder, og forsøgt åbnet den anden efter sammenvoksninger pga. en tidligere infektion med klamydia.

Jeg var i chok og husker absolut intet om den jul.

I november 1995 begyndte jeg på nedregulering med næsespray. Denne nedregulering kom til at tage længere tid end oprindeligt planlagt. En dag, hvor jeg skulle til en rutinemæssig scanning viste det sig nemlig pludseligt, at jeg på min venstre æggestok havde en stor vandcyste. Jeg havde intet mærket til den. Jeg fik nu et par lokalbedøvende indsprøjtninger i toppen af skeden, hvorefter gynækologen – assisteret af laboranten – punkterede cysten og sugede væsken ud. Sprøjten blev fyldt flere gange – der var 165 ml! Jeg var ret rystet over det, da jeg bagefter gik til eftermiddagste hos en tidligere kollega, der var højgravid med tvillinger…

I begyndelsen af december kunne jeg endelig gå i gang med stimulationen. Hver aften kl. 23 skulle jeg tage hormonindsprøjtningen.
En af indsprøjtningerne skulle jeg tage den aften jeg var til julefrokost på arbejde. Jeg var ædru men generet af, at jeg skulle sidde i skjul på toilettet og trække sprøjten op. Det føltes uværdigt, jeg følte mig som en narkoman. Det gik selvfølgelig galt: Jeg tabte een af to ampuller med hormontørstof på gulvet. Ampullen gik i stykker på fliserne og jeg måtte samle glasskårene op. Jeg fandt den hvide tørstofhormonkugle på gulvet og overvejede ganske kort, om jeg skulle bruge den. Jeg gjorde det ikke, fordi den ikke længere var steril. Den havde jo været på gulvet på et wc og der kunne være små glassplinter i. Jeg fik derfor kun halv dosis, og måtte nogle timer senere hjemme tage resten af dosis med endnu en indsprøjtning.

Jeg gik til tre scanninger før tiden for ægudtagningen midt i december. Aftenen før ægudtagningen var jeg utilpas, oppustet og urolig. Vagtlægen fik dog til sidst beroliget mig.

Ægudtagningen gik bedre end jeg havde turdet håbe, men jeg havde en anelse feber, da jeg kom hjem. Vi ventede spændte på, om æggene var gode, og det var de heldigvis. Efter oplægningen af tre ’prima-æg’ blev jeg installeret i soveværelset med lånt tv og servering.

Der var fem dage til juleaften.

Vi ventede.

Det blev jul og jeg gik forsigtigt rundt om træet.

Vi ventede…

Nytårsaftensdag havde fertilitetsklinikken lukket, og jeg skulle derfor selv graviditetsteste derhjemme. Af samme årsag havde vi intet arrangeret nytårsaften. For enten ville vi være ulykkelige, eller også ville vi være helt overstadige af lykke.

Jeg stod tidligt op og lavede prøven på morgenurin. Den var negativ.

Vi havde købt ind til en god middag og vi klædte os i lidt pænt tøj. Det var en rigtig lortenytårsaften, og sådan begyndte det nye år.

Når jeg ser tilbage ved jeg, at det, der hjalp mig mest var at

a) jeg lyttede trofast til mig selv og handlede derefter og

b) jeg flyttede mig mentalt væk fra svære situationer.

 

I næste blogindlæg får du helt konkrete råd til, hvad du kan gøre. Vi kommer bla. ind på emner som juleaften og jul i den sammenbragte ufrivilligt barnløse familie.