Sommerfeiren er snart lagt bag os. Måske har du oplevet, at fertilitetsklinikken skruede ned for sine aktiviteter hen over sommeren? Har de ligefremt holdt ferielukket? Og var du måske frustreret over det?
Læs om at betragte lukningen som en pause i din fertilitetsbehandling, og om at kunne bruge den slags pauser konstruktivt.
Du kan helt sikkert gøre det bedre, end jeg gjorde, da jeg selv var i fertilitetsbehandling…
Om dengang jeg selv holdt pause i fertilitetsbehandlingen i et år, og ikke blev klogere af det. Jeg skulle have søgt hjælp.
Og om, hvordan vi bærer vores infertilitet med os gennem livet, selvom vi bliver lykkelige igen.
På en ferie blev jeg pludselig mindet om, hvordan tidligere tiders ufrivillig barnløshed og fertilitetsbehandling pludseligt kan dukke op selv mange år efter.
Jeg var sammen med kæresten et par dage i Budapest. Det var over 20 år siden, jeg sidst havde været der.
Det var dejligt at genopleve den smukke mellemeuropæiske by, og forunderligt så godt jeg kunne huske den.
Men jeg havde også haft en del med Budapest at gøre – dengang for nu mange år siden. Jeg havde nemlig en arbejdsopgave som EU short term ekspert i Ungarn. Jeg havde base i Budapest, og var der nogle uger.
Dengang var jeg i et mærkeligt vakuum
Privat set var det en mærkelig tid, hvor jeg ikke vidste, hvilken retning jeg skulle vælge i mit liv.
Året blev sådan et pause-år, hvad angik vores fertilitetsbehandling. Vi havde prøvet selv uden prævention et par år, vi var blevet udredt, og jeg havde været gennem en fertilitetsfremmende operation, hvor jeg fik fjernet den ene æggeleder og forsøgt åbnet den anden. Begge æggeledere var klappet sammen efter en klamydiainfektion.
Allerede tidligt i vores barnløshed havde vi talt om andre planer:
- Vi kunne vælge at leve uden barn.
- Vi kunne gå i gang med decideret behandling for at blive forældre.
- Vi kunne adoptere.
Nu skulle vi beslutte os for, hvad vi ville. Det var en stor mundfuld at sluge; jeg havde modstand på det, og året blev mest af alt bare revet ud af kalenderen.
Året blev det år, hvor jeg – 31 år gammel – prøvede at finde ud af, hvordan det ville være at stoppe fertilitetsbehandlingen, og i stedet sætte arbejdet i første række, som jeg jo havde gjort inden ønsket om børn blev vækket.
Jeg ville afprøve, hvordan jeg ville have det med at give mig 120 % hen i et spændende arbejde, og altså leve uden barn.
Ude gik det ikke godt
Det, der dybest set skete i Budapest dengang var, at jeg syntes, at jeg var uduelig til arbejdet.
Her kom jeg som eksperten fra Danmark. Jeg skulle som specialist rundt i hele Ungarn og give rådgivning til forskellige lokale enheder.
Men dybest set, så var gravid det eneste jeg havde lyst til at være…
Mentalt var jeg ikke til stede dengang
Jeg kan huske, hvordan jeg sad på hotelværelset om aftenen, og længtes og frygtede, hvad der skulle ske, når jeg kom hjem igen.
I dagtimerne var det ikke meget bedre. Jeg var ikke mentalt til stede. Jeg var alle andre steder.
Mine tanker førte mig tilbage i tiden og jeg tænkte på alle de ting, der var gået galt. Det, der var mislykkedes, det, som havde været slemt, det, der havde gjort ondt og så videre.
Og jeg var fremme i tiden, og tænkte på alt det, jeg skulle igennem igen, hvis jeg skulle være så ufattelig heldig at blive mor, og jeg gruede for, om det igen ville gå galt.
Jeg bekymrede mig kort sagt. Og dengang var jeg helt alene i Budapest.
Jeg havde selvfølgelig også dårlig samvittighed over for mit arbejde, fordi jeg jo ikke var mentalt til stede, og fordi jeg dybest set slet ikke gad arbejde… Det jeg ville, var at være gravid, blive mor og gå på barsel…
Intet andet.
Hjemme igen gik det heller ikke godt dengang
Hjemme i Danmark igen skulle jeg arrangere en studietur for ungarerne til Danmark, så ungarerne kunne komme rundt og se, hvordan arbejdet foregik i Danmark.
Jeg kan huske, jeg fik kontakt med en tolk. Hun var fantastisk dygtig og rigtig behagelig, men hun var gravid med sit andet barn!
Jeg syntes, det var dybt uretfærdigt, og det var belastende for mig er at være i hendes selskab.
Det var, som om hun hele tiden stak den tykke mave op i ansigtet på mig. Jeg så i hvert fald ikke meget andet end hendes smukke mave.
Tilbage i nutiden
… blev jeg mindet om denne oplevelse, som jeg ellers ikke havde skænket en tanke i over 20 år.
Minderne blevet vækket ved igen at være fysisk til stede i Budapest.
Selv så mange år efter kunne jeg genopfriske følelserne fra dengang, selvom jeg i dag er en meget lykkelig og taknemmelig mor til to, og selv om det efterhånden var mange år siden jeg blev mor for første gang.
Konklusion: Kroppen er overraskende god til at huske.
Hvor vil du hen med den fortælling, Kirsten?
Jeg har tre pointer med at dele denne oplevelse med dig.
- Det handler blandt andet om at være sig selv tro. Jeg vidste jo godt – inderst inde – at det der med at være karrierekvinde ikke vil være mig. Jeg ville jo så gerne være mor. Jeg var ikke klar til at vælge barnet fra.
- Vores livsværdier kan blive meget tydelige, når vi forsøger at leve os ind i, hvordan det ville kunne være at undvære det vi længes eft. I det her tilfælde, hvis nu det ikke lykkedes at få et barn. At smage på, hvordan livet kan blive, er ofte en god motivationsfaktor.
- Erfaringer med fertilitetsbehandling og ufrivillig barnløshed bliver en del af os for altid – på godt og ondt. Det er helt ok og skal ikke gemmes væk, så længe vi trives i vores nutid. Ellers er der hjælp at hente.
→ Hvad er dine erfaringer med at holde pause i fertilitetsbehandlingen?
→ Hvordan lykkes det dig at bruge pausen godt?
Ps.
Er du der nu, hvor du kunne bruge lidt assistance?
Så er du altid meget velkommen til at booke 25 minutters uforpligtende samtale.
Det koster dig kun din tid.