I plejefamilie, på børnehjem eller blive adopteret?

I går bragte DR2 Sommer i Systemet, hvor samfundsinstitutionen var et børnehjem.

I programmet møder vi Malkit Singh og Alex Nyborg Madsen, der går rundt i de tommer bygninger og taler om børnehjem.

 

>> Og hvad har det med ufrivillig barnløshed og fertilitetsbehandlng at gøre?, spørger du sikkert nu.

 

En del, synes jeg. For Alex Nyborg Madsen fortæller nemlig åbent i programmet, at han ikke selv kunne lave børn. I dag er han blevet plejefamilie.

 

I dag er Alex Nyborg Madsen plejeFar med stort F. Det stråler ud af ham, hvor dybt han elsker sine to plejebørn, og hvor glad han er for at være blevet bedstefar, da hans ældste plejedatter blev mor.

At være plejefamilie giver mening, kærlighed og meget mere.

Ikke så få, må stoppe fertilitetsbehandling uden at være blevet forældre. Når det sker, er det store spørgsmål: Hvad nu?

Det er en ny proces at finde ud af hvordan livet så skal leves uden biologiske børn.

Nogle vælger at adoptere, nogle bliver plejefamilie, nogle bliver mere for de nærmestes børn osv.

Alex Nyborg Madsen blev plejeforælder.

 

Udsendelsen er desværre ikke længere tilgængelig på DR2.

Opvækst på børnehjem

Hvis vi lige flytter fokus fra Alex Nyborg Madsen og i stedet fokuserer på de børn, der har brug for hjælp, så fortæller Malik Singh på fineste vis, hvordan det var for ham at vokse op på adskillige børnehjem fra han var 2 år og til han blev myndig, og hvordan han bærer sin opvækst med sig i dag.

Det berørte mig dybt. Nok fordi begge mine børn begyndte deres liv på børnehjem inden de blev adopteret og fik deres nye forever family.

Jeg synes, at en god og stabil plejefamilie er et bedre alternativ end institutionsanbringelse.

Hvis du vil vide mere. kan du her læse om hvordan man bliver plejefamilie: Sådan bliver du plejeforælder

 

Adoptivmor til to

Jeg selv blev mor for første gang syv år efter vi lagde præventionen på hylden. Det skete på et børnehjem i Sydamerika.

Adoptionen af vores første barn var fuldstændig overrumplende på den positive måde:  Vi sprang ventelisten, da vi fik beskeden om vores ventende søn allerede et år efter vi var blevet godkendt til adoption. Vi havde regnet med, vi skulle vente et år længere.

Overraskende var det også, at vi fik en lille baby. Han var ingen gang tre måneder, da vi fik ham.

Totalt vidunderligt var det endelig at møde sit længselsbarn. At tage det til sig som sit eget.

At se dette lille menneskebarn folde sig ud og vise sin unikke personlighed.

At lære at blive mor og støtte sit barn i netop det, han har brug for.

Og selvfølgelig kunne det ikke være anderledes, end at jeg blev mor til netop ham.

Det har været og er fantastisk berigende at opleve vores milde, vedholdende og ganske særlige søn komme ind i vores liv.

Jeg er dybt taknemmelig og ydmyg over at været blevet mor til netop ham.

Hvor er du i processen?

Har du opvervejet muligheden for at adoptere eller blive plejefamilie?

Hvis du er ved at afslutte fertilitetsbehandlingen uden at have fået barn, så tilbyder jeg at få vendt og få styr på dine tanker. Kom med på walk and talk.

 

Mød Dorte som i dag er plejefamilie

I tidligere blogindlæg kan du møde Dorte, der – sammen med sin mand – afsluttede fertilitetsbehandling uden at være blevet forældre. De er i dag plejefamilie for en lille dreng.

Du kan læse med her:

1. Håb og skuffelser på fertilitetsklinikken

2. At afslutte fertilitetsbehandling uden barn

3. Sorgen følger med