Rummer du også for meget?
Skal du også rydde op i dine relationer?
”Har du nogen gode råd til at rumme andre gravide, og især dem, hvor alt bare er helt perfekt og går lige som planlagt?” Sådan spurgte en af deltagerne på mit webinar lige før jul.
Lige under spørgsmålet ligger ønsket om at kunne handle anderledes. Måske ligger der også selvbebrejdelser, som dukker op i ny og næ? Og dårlig samvittighed?
Den dårlige samvittighed – ønsket om at blive anderledes – optager mange lige her omkring nytår, hvor nytårsfortsætterne florerer. Ikke flere ord fra mig om nytårsfortsætter. Jeg er ikke tilhænger af dem.
Min erfaring er, at mange (ufrivilligt barnløse) allerede rummer for meget. At de allerede strækker sig for langt. Forstået på den måde, at det bliver usundt.
I mine øjne er det vigtigste at være sig selv tro, at passe på sig selv. Derfor bliver det absolut også – i mine øjne – ok ikke at være rummelig.
Og det handler ikke kun om at rumme eller ikke rumme gravide.
Tid til oprydning
Her på tærsklen til det nye år er det oplagt at stoppe op for en stund og kigge det hverdagsagtige, tilbagevendende samvær efter i sømmene:
- Har du nogen tyngende relationer, du trænger til at rydde op i?
- Hvem er du sammen med, hvor samværet igen har været energidrænende, og hvor du bagefter føler dig nedtrykt i stedet for løftet?
(Og her taler jeg ikke om de relationer, der er svære og tærende, fordi der er sygdom eller andre livskriser tilstede i relationen, for svære relationer kan sagtens være nærende – i sær på længere sigt).
Jeg mistede selv to
Da jeg selv var ufrivilligt barnløs og i fertilitetsbehandling gjorde det alt for ondt at være sammen med kvinder, der var gravide, og ofte var det også for svært for mig at være sammen med kvinder med børn.
Før nogen fik børn, havde jeg taget initiativ til en juletradition, hvor jeg fik besøg af tre veninder, der alle medbragte en færdig, hjemmelavet julekagedej. Det var så hyggeligt: Vi snakkede, bagte og svedte. Og delte småkagerne bagefter.
Så begyndte veninderne at få børn og jeg følte mig endnu mere gold. Julen blev en svær tid. Jeg magtede ikke længere at bage og traditionen gled ud…
Det sværeste var dog mine relationer til to veninder, der blev spontant gravide. Sådan helt uplanlagt – by accident?!? Begge besluttede at gennemføre graviditeten; den ene flyttede endda til Norge, hvor kæresten boede.
Jeg syntes, det var så uretfærdigt, nu jeg selv kæmpede så hårdt for at blive mor. Jeg kunne slet ikke forholde mig til det, eller være i det.
Relationerne gled ud. Jeg magtede ikke at fortælle hvorfor, og det fortrød jeg mange gange i årene efter, at jeg ikke havde gjort.
Det var først, da vi havde stoppet fertilitetsbehandlingen og var godkendt til adoption, at jeg oprigtigt kunne ønske ny-gravide til lykke med omstændighederne.
Sådan håndterer du dårlige relationer
- Find een relation, som du har svært ved at magte.
- Spørg dig selv: Er det her godt for mig? Lyt til svaret og handl på din fornemmelse.
- Fortæl oprigtigt, hvorfor du bliver nødt til at holde afstand i en periode. Sig det som det er; at det gør dig så ondt, at du ikke bliver gravid og at du må sætte jeres venskab på pause for at passe på dig selv. Fortæl også gerne, at det er svært. Fortæl, at du savner din veninde eller hvem det nu er, hvis du altså gør. Det bliver både hårdt og befriende.
- Forbered dig på, at en brudt relation på længere sigt kan føre til ingen relation. På den anden side, kan dit initiativ også føre til en bedre og mere sand relation.
- Giv din opmærksomhed til det, du får, i stedet for det, du mister. Føler du mere selvrespekt? Får du overskud til mere?
Jo tættere relation, desto sværere bliver det at tage afstand – men desto mere belastende er det også at blive i relationen, så længe den er, som den er.
Husk, at når du føler dig dårligt tilpas, så betyder det ikke, at der er noget forkert med dine relationer – eller med dig for den sags skyld.
Det betyder blot, at relationen ikke er god for dig her og nu.
Du er perfekt, som du allerede er!