Sådan kan du klare (endnu?) en barnløs jul

Husker du fortællingen om mine mange gange som ufrilligt barnløs til jul?

Ikke hjerternes men smerternes fest hos Kirsten

Det, der hjalp mig mest var, at jeg:

  1. lyttede til mig selv og handlede derefter og
  2. flyttede mig mentalt i svære situationer.

Takke nej

Der var en del sociale arrangementer, som jeg ikke orkede at deltage i og derfor udeblev fra.

Jeg havde i sin tid taget initiativ til en hyggelig juletradition med kagebagning med veninderne. Men som ufrivilligt barnløs kunne jeg ikke holde ud at høre om og se deres graviditeter, og senere orkede jeg ikke at skulle bage med deres børn, som veninderne jo gerne ville have med, når jeg ingen selv havde.

Konsekvensen blev, at den juletradition simpelthen døde ud.

Mental flytning

Jeg syntes ikke, jeg kunne blive væk fra alle sammenkomster, og jeg havde jo også lyst til at være med.

Men jeg kunne heller ikke altid vide, hvordan jeg følelsesmæssigt ville få det til et arrangement. Pludselig kunne f.eks. en sang udløse en tristhed i mig.

Det, der hjalp mig mest i de situationer, var, at jeg kunne flytte mig mentalt. Jeg ligesom svævede væk på en tanke, på en følelse, på en dagdrøm. Jeg kunne bringe mig i en form for trance, hvor alt andet blev sekundært.

Jeg havde ikke et ord for det dengang, men det jeg gjorde var faktisk, at jeg lavede mentaltræning.

Konkrete veje til at få en en bedre barnløs jul

Socialt samvær

I julen er der mange flere sociale arrangementer, end der plejer. Derfor er det vigtigt for os alle at træffe de rigtige tilvalg og fravalg.

Hvad passer bedst til din familie – uanset hvad andre tænker?

  • Tal om arrangementerne. Måske er du mere hudløs og mere bekymret for din mands deltagelse i årets julefrokost på arbejde? Måske trænger du virkelig til at drikke hjernen/hukommelsen ud i år?
  • Sorter og prioriter i arrangementerne. Måske orker du ikke andre mennesker med forventningsfulde børn? Måske orker du ikke, når andre drikker sig fulde og siger noget sårende eller uhensigtsmæssigt?
  • Få overblik over jeres muligheder: del jer op, lad kun den ene deltage, bliv begge hjemme, tag begge afsted, tag før hjem, kobl jer til arrangementet senere, deltag kun i dele af arrangementet. Hvad beslutter I jer for denne gang?
  • Få en samtale med andre deltagere uden børn. Hvis der er flere generationer til arrangementerne, er der også andre uden små børn.
  • Beskyt dig selv mentalt ved at iføre dig et imaginært skjold af teflon, som får triggende bemærkninger til at prelle af.
  • Flyt dig fysisk væk fra personen eller situationen, som er sårende. Træk dig f.eks. tilbage til køkkenet og vær ekstra hjælpsom og praktisk. Eller bliv lidt længere tid end nødvendigt på toilettet, luk øjnene og træk vejret dybt. Lav eventuel en grounding øvelse.
  • Planlæg tid til tosomhed og alenetid.

Det er ikke altid, man på forhånd kan vide, hvad man kan rumme.

Måske oplever du først en reaktion, når du er kommet hjem fra en sammenkomst?

Måske gik det meget bedre, end du havde troet?

Gaver

Hvis du har en udfordring med gaver, kan det her sikkert inspirere dig:

  • Aftal på forhånd, hvordan I gør med gaver.
  • Gør noget ekstra for din kæreste og dig selv. Giv f.eks. hinanden adventsgaver med nydelsesfulde oplevelser.
  • Lav en strategi for, hvordan du tackler, når andres børn får gaver.
  • Frabed dig gaver til jeres (kommende) ønskebarn, med mindre du er gravid. Aftal især dette punkt med din kæreste.
  • Giv dig selv en gave (eller giv dig selv en gave fra din kat – eller noget)…

 

Juleaften

Hvordan juleaften helst skal holdes, kan være et meget ømtåleligt emne, uanset om man er ufrivilligt barnløs eller ej. Men fælles for os alle er, at vi så gerne vil være glade og lette om hjertet den aften.

Du er ikke alene om at synes, det er svært, det med juleaften, for juleaften er noget ganske særligt.

Vi vil så gerne komme i den rigtige julestemning, og vi har alle forventninger, ønsker og traditioner.

  • Sænk forventningerne til, hvor perfekt aftenen skal være. Det er kun én enkelt aften.
  • Gør det anderledes. Du og din kæreste kan f.eks. følge andre landes tradition med at give hinanden julegaver om morgenen første juledag. I stedet for at gå i kirke den 24. med alle de andre børnefamilier, så gør det den 25. Gå til midnatsmesse. Det er bare 12-24 timer, du behøver at rykke din tidsplan for at få en bedre barnløs jul.
  • Træk dig tilbage, når du har brug for det. Drøm dig væk. Vær ekstra praktisk.
  • Find din egen indre, omsorgsfulde forælder frem og vær ekstra god ved dig selv.
  • Planlæg, hvor meget alkohol, du vil indtage, hvis det gør dig ekstra følsom.

 

Jul i den sammenbragte ufrivilligt barnløse familie

Hvis du lever i en sammenbragt familie, hvor den ene af jer voksne allerede har barn, og hvor I er i fertilitetsbehandling for at få et fælles barn, så er din situation ganske særlig.

Jeg er ikke i tvivl om, at I ønsker at give (bonus)barnet en dejlig jul. Spørgsmålet er, hvordan I gør det bedst.

  • Tal om, hvilke muligheder I har, og hvad der vil være bedst for jer som par.
  • Hold evt. selve juleaften i tosomhed, mens bonusbarnet er hos sin anden forælder.
  • Del jer op. I behøver ikke begge at tage sammen til julearrangementet med bonusbarnet.

 

Alt det andet

  • Gå uden om traditionerne og skab din egen jul i år.
  • Lad være med at pynte (ret meget) op derhjemme, hvis du ikke har lyst til det.
  • Lav en julefri zone, hvis du har brug for det.
  • Find dit (anderledes) højdepunkt i julen. Måske kunne du blive glad for at hjælpe andre? Hjælpeorganisationerne i Danmark savner typisk ekstra frivillige i julen.
  • Brug julen som en anledning for at holde pause fra fertilitetsbehandlingen.
  • Rejs væk, hold jul et helt andet sted i tosomhed – eller gør noget helt andet.
  • Lyt til dig selv

 

Hvad vælger du for at få en bedre barnløs jul?

Om du skal gøre det ene eller det andet juleaften, til julefrokosten, med gaver etc. kan være svært at beslutte.

Du får derfor her mit mest enkle redskab.

Overordnet set er det bedste, du kan gøre (også resten af året og næste år) at lytte til dig selv, og handle efter det.

  • Hvornår er nok nok for dig?
  • Hvornår er det bedst at gøre noget andet, end du gør nu?
  • Hvad vil dybest set være det bedste at gøre for dig?

Det mest enkle du kan gøre er at huske dette billede, når du er i tvivl:

barnløs jul

STOP eller GO?

Sådan bruger du redskabet

  1. Hold dine egne og alle andres tanker om, hvad du burde gøre, ude.
  2. Mærk i stedet efter, hvad din krop og dit sind fortæller dig. Er det stop eller go?
  3. Øv dig først på de helt nemme valg. Vil du helst have te eller kaffe lige nu? Se tv eller læse? Tage en lur eller gå en tur?

Der er altid noget vi hellere vil end noget andet.

Hvad vil du helst?

Sådan overlever du (enndu) en jul uden barn.

Gode råd til dine pårørende

Julebonus til dig fra mig

Husker du, at noget af det, der virkede for mig var, at jeg faldt i staver juleaften, så jeg – trods alt – fik en bedre barnløs jul?

Den evne kan du træne gennem mentaltræning, hvor du selv bliver i stand til at tage styringen over dine tanker.

Min gave til dig er, at du får gratis adgang til min lydfil fysisk afspænding, hvor du lærer at slippe spændinger.

Det tager kun 17½ minut. Det kan du finde tid til i juledagene. Når du lytter til den mindst ti gange på 14 dage, vil du kunne mærke en indre spirende ro.

Efter de 14 dage er du klar til mentaltræningens anden fase, mental afslapning, hvor du træner at gøre hjernen med alle dens tanker meget mere stille.
Herefter kommer den tredje fase, hvor du specifikt kan måltræne f.eks. et mere konstruktivt fokus, en bedre tid fra ægoplægning til graviditetstest og/eller vitalt underliv.

Du får lydfilen, når du skriver dig op til mit nyhedsbrev her nedenunder.

Må julefreden sænke sig over dig og din familie. Glædelig jul!

Ja tak, lad mig få indre ro

* indicates required


Hvad vil du høre mere om? Vælg gerne begge.

Jeg er med på, at kirstenlistlarsen.dk gemmer min mailadresse og fremover sender mig nyhedsbreve, herunder oplysninger om eventuelle tilbud.

Hvis du ønsker at afmelde dig nyhedsbrevet, kan du når som helst gøre det – enten via linket i bunden af nyhedsbrevet eller ved at skrive til kontakt@kirstenlistlarsen.dk.

Jeg passer naturligvis på din mailadresse, og videresælger den ikke til andre.

Læs mere om privatlivspolitikken på websitet.

We use Mailchimp as our marketing platform. By clicking below to subscribe, you acknowledge that your information will be transferred to Mailchimp for processing. Learn more about Mailchimp’s privacy practices here.


barnløs jul