og sådan blev jeg et offer

Min nyligt afsluttede efterårsferie i Tyrkiet bragte minder frem fra min 24 års fødselsdag som jeg fejrede i magiske Pamukale.

Dengang rejste jeg med rygsæk og med min daværende kæreste. Længst tid brugte vi i den østlige del af Tyrkiet; i Kurdistan.

Det var på mange måder en eventyrlig rejse, men jeg havde det også svært: for første gang oplevede jeg at blive overset, begloet og spyttet på, fordi jeg var kvinde.

Nogle aftener tilbragte jeg alene på værelset. Min kæreste ville og kunne være mere udadvendt end jeg. Jeg følte mig alene og var mut.

Noget tid efter hjemkomsten til Danmark gik min kæreste til lægen. Han havde fået noget. Min kæreste sagde, at lægen sagde, at han havde fået en slags underlivsbetændelse, så han kom i behandling. Jeg spurgte, om jeg så også skulle i behandling. Det skulle jeg ikke, når jeg ikke havde symptomer på noget. Havde lægen sagt, sagde kæresten.

Senere viste det sig, at jeg havde fået en særdeles sejlivet klamydia. Den klamydia, der senere viste sig at have spoleret begge mine æggeledere.

Jeg lagde to og to sammen om tiden i Tyrkiet og mine ensomme stunder på værelset. Mit regnskab faldt ud til kærestens ugunst, og rejsen til Tyrkiet kom til at stå i et meget dårligere lys.

Da jeg fire år senere stod udredt for min egen infertilitet og dens helt sandsynlige årsag, væltede vreden op i mig. Vreden mod ekskæresten, der – den dag i dag – intet ved om klamydiaens konsekvenser for mig. Dengang følte mig i den grad som et offer.

Et tidligere offer kigger gennem ansvarlighedens linse

Ofre ignorerer sammenhængen mellem årsag og virkning i forhold til sine egne valg og handlinger. Ofre giver andre skylden. Bebrejder andre. Det gjorde jeg også selv dengang.

Som ufrivilligt barnløs følte jeg mig i den grad selv som et offer: Jeg var et offer for at være blevet smittet med den klamydia, der havde ødelagt passagen i begge mine æggeledere. Min forhenværende kæreste måtte have smittet mig. Det burde han ikke have gjort. Hans læge burde have sagt, jeg også skulle behandles. Fem år tidligere burde lægen have frarådet mig at bruge spiral som helt ung. I stedet burde han have rådet mig til at bruge kondom. Sundhedsstyrelsen burde ikke så ensidigt have fokuseret på hiv og aids i deres oplysningskampagner. Sundhedsstyrelsen burde have fortalt mig om klamydia. Osv. Stakkels mig. Men det var et selvbedrag.

Ofre giver også sig selv skylden og bebrejder sig selv. Det gjorde jeg også:

Jeg burde kun have dyrket sikker sex. Jeg burde selv været gået til læge med det samme for at blive tjekket for klamydia. Jeg burde ikke have slået det hen. Jeg burde.

Jeg retfærdiggjorde mine (ikke-)handlinger. Slog dem hen. Men jeg lå, som jeg havde redt, gjorde jeg.

Gennem mine bevidste og ubevidste valg og gennem mine handlinger har jeg bragt mig selv her hen, hvor jeg er i dag. Jeg anerkender nu, at ansvaret er mit. Jeg accepterer og vedkender mig min rolle i at skabe mit liv – mine erfaringer.

Vi har altid muligheden for at se os selv som ofre eller som ansvarlige.

I dag er jeg en ansvarlig og helet mor til to, der alle tre lige er kommet hjem – varmere i krop og sjæl.

Om klamydia

PS

Få nyhedsbrevet – tilmeld dig med det samme.

CALL ME
+
Call me!

Pin It on Pinterest