Har du brugt sæddonor og er du bekymret for indavl?
Indavl er mange forældre til donorbørn og donorbørn bekymrede for. Det fremgår flere gange af debatterne. Men er der grund til bekymring?
Jeg har også hørt en kvinde, der selv har doneret ægceller nogle gange, udtale sig om frygten:
”Jeg er bekymret for om mine egne børn vil blive kærester med en, som har mine gener.”
Nyhedsmagasinet Ingeniøren bragte i 2011 to artikler om emnet:
Søndag den 13. januar 2013 bragte BT en artikel med overskiften “Bør een mand være far til 100 børn?”
Jeg fornemmer, at frygten vokser i takt med, at donorfamilierne finder ud af, hvor mange børn den enkelte (sæd)donor egentlig er blevet genetisk ophav til. Senest har Sundhedsstyrelsen ændret bestemmelserne, så en donor nu må blive ophav til børn af 12 kvinder. Før var det 25.
Men er der en reel risiko for indavl?
Kultur og historie
Det er kulturelt og historisk bestemt, hvad man definerer som indgifte og incestuøse forhold.
Kulturelt har vi gennem historien beskyttet os mod indavl ved hjælp af forbuddet mod incest. Incest defineres ikke længere udelukkende som seksuelle forhold mellem blodsbeslægtede, men omfatter også seksuelle forhold med adoptiv-, sted- og plejebørn. Hensigten med forbuddet handler nu om meget mere end beskyttelsen mod indavl. Det handler om beskyttelsen af barnet.
Hvad er den reelle risiko for indavl når man har brugt sæddonor?
Der er hele fem betingelser, der skal opfyldes:
- Børn af samme donor skal finde hinanden.
- Børnene skal mødes i den virkelige verden.
- Børnene skal have et seksuelt forhold.
- Det seksuelle forhold skal resultere i en graviditet.
- Graviditeten skal gennemføres og barnet fødes.
Hvor stor er sandsynligheden for, at hver enkelt betingelse bliver opfyldt – for slet ikke at tale om dem alle på én gang?
Børn af samme sæddonor skal finde hinanden
Donorbarnet skal først og fremmest vide, at det er blevet til ved hjælp af en donor. Barnet skal have tilstrækkeligt med oplysninger til at vide, hvem deres donor er. Det skal andre børn af samme donor også. De skal få viden om hinandens eksistens. Med de nuværende bioteknologiske (dna-test) og kommunikationsteknologiske (internettet) muligheder kan det godt lade gøre. Januar 2013 har knap 10.000 donorbørn og donorer fundet hinanden via the Donor Sibling Registry.
Donorbørnene skal mødes i den virkelige verden
Først når børnene har fundet hinanden, er det op til de enkelte børn om de vil mødes. Det kan sagtens også være forældrene (mødrene), der tager initiativ til dette. Der vil givet være geografiske afstande, der begrænser mødet i den virkelige verden.
Sandsynligheden for, at donor’søskende’ mødes er selvfølgelig større, når man arrangerer sammenkomster.
Donorbørnene skal have et seksuelt forhold, blive gravide og føde
Sandsynligheden for at donorbørnene bliver seksuelt tiltrukket af hinanden er næppe større end ved mødet med andre. Og dermed er sandsynligheden for, at de har sex sammen vel ikke særlig stor? Og igen, hvor stor er sandsynligheden for (gennemført) graviditet?
By accident
Den frygt der fylder meget, er frygten for at alt dette sker utilsigtet.
Hvor stor er risikoen for, at børn af samme donor overhovedet mødes tilfældigt og uden at vide det?
Minimal vil jeg vurdere. Selvom hver (sæd)donor potentielt kan være genetisk ophav til rigtig mange børn globalt set, så må vi regne med, at der er nogenlunde lige mange piger og drenge. Og der skal stadig én af hvert køn til at få barn sammen. Så vi kan dividere med to.
Børn gennem flere generationer
Den aktuelle frygt for indavl i donorfamilierne handler om den 1. generation af den samme donor.
En sjette betingelse for, at vi kan tale om skadelige følger er imidlertid, at forplantningen kommer til at gentage sig generation efter generation. For det er først når de seksuelle forhold gentager sig gennem flere generationer inden for samme slægt, og når forholdene resulterer i børn, at der er reel risiko for en øget forekomst af arvelige sygdomme og mindre modstandskraft mod sygdom.
Nye forestillinger om slægtsskab og familie
De bioteknologiske muligheder vi nu har adgang til i form af donation af kønsceller (æg og sæd) udfordrer vores hidtidige forståelse af, hvad slægtsskab og familie er.
- Kan man kalde børn af samme donor for søskende, når de ikke er vokset op sammen eller har levet sammen som familie?
- Hvad betyder det for ens forståelse af familie og slægtsskab, når det viser sig, at man har over 100 donor’søskende’?
- Når en selvvalgt singlemor søger donor’søskende’ til sit 7 måneder gamle donorbarn, er det så udtryk for, at slægtsskab betyder mere, eller noget helt andet, end vi hidtil har antaget?
Det mener jeg
Min konklusion er, at risikoen er minimal! Både for overhovedet at mødes og få barn sammen og at det overhovedet sker mere end een gang, at halvsøskende blander gener. (1. generation).
Jeg hælder til, at frygten for indavl mere er et akademisk end et reelt problem – vi lever jo ikke længere i isolerede (ø)samfund.
Men hvis det enkelte menneske fyldes af frygten for indavl, er dét et reelt problem for den pågældende kvinde eller mand.
Hvad vil en genetiker svare om risikoen for indavl ved brug af sæddonor?
Jeg har et stykke tid søgt efter ekspertbistand til at finde svar på nogle spørgsmål. Jeg leder efter en genetiker, der kan og vil svare på disse fem spørgsmål:
- Hvad kan man sige om sandsynligheden for at få et barn med helbredsmæssige komplikationer, hvis forældrene er 1. generationsdonorbørn af samme donor? (Altså ikke generation efter generation).
- Hvor stor er denne risiko sammenlignet med den generelle risiko for at få et barn med tilsvarende problemer? (Normalbefolkningen).
- Er det korrekt forstået, at risikoen er minimal første gang halvsøskende blander gener (første generation)?
- Hvad kan man sige om eksakt risiko (forekomst)?
- Hvad kan man sige om betydningen af antallet af børn af samme donor globalt set i sammenhæng med risikoen for indavl? (Lad os f.eks. sige en sæddonor globalt set er ophav til 200 børn (vel halvt piger og halvt drenge))
Jeg vender tilbage, når jeg ved mere.
PS
Jeg kan hjælpe dig med at håndtere dine bekymringer om dit barns ukendte genetik.
Gør noget ved det allerede i dag. Få 25 minutters gratis afklarende samtale.