Selv infertil

Infertil var jeg selv

Infertil var jeg selv. Jeg var ufrivillig barnløs i 7 lange år. Det føltes som om en personlig tsunami væltede mig omkuld. Det hele tog en uventet drejning, som jeg ikke i min vildeste fantasi havde regnet med.

Den lyserøde sky

Prævention blev lagt væk - intimitet voksedeJeg elskede den øgede intimitet, da  præventionen lige var blevet lagt væk. Min kæreste og jeg ville lave et barn sammen.

Det var en magisk tid.

Det skete så ikke lige første måned, anden måned eller tredje måned. Magien forsvandt efterhånden som tiden gik, for der skete ingenting. Efter en beroligende snak med lægen, som understregede, at det ikke var unormalt at forsøge i et års tid uden held, fortsatte vi med ny energi.

Ægløsning? Temperaturmåling tog jeg tidligt hver eneste morgen, før jeg stod op. Alle oplysninger plus små hjerter, når vi havde elsket, blev noteret i kalenderen og jeg lavede kurver på millimeterpapir og grafik i regneark. Alt viste, hvad jeg allerede vidste; nemlig regelmæssig ægløsning.

De uopfyldte forventninger blev afløst af en dyb, dyb skuffelse over, at der stadig ikke skete noget.

Så kom den nagende tvivl krybende. Ville det nogensinde lykkes?

Fire år inden havde jeg haft en symptomfri klamydia, som havde været ret sejlivet og jeg begyndte at tænke på, om den kunne være årsagen. Lægen slog det hen, da jeg ikke havde haft underlivsbetændelse med stærke underlivssmerter i forbindelse med infektionen – så han mente ikke, det kunne være årsagen.

To år efter præventionen var lagt væk, var vi til den første konsultation på fertilitetsklinikken.

Vejret trækker op

Ja, fru Larsen, hvis De lige vil lægge Deres benklæder, siger sygeplejersken til mig. Hun har rullet et langt stykke groft hvidt papir over det sorte gynækologiske leje. Jeg sidder for enden af briksen med blottet skød.

Sygeplejersken:   Har du brugt spiral?

Mig:   Ja, det har jeg. 

Sygeplejersken:   Har du fået fjernet den?

Mig:   Ja, selvfølgelig. Jeg vil jo gerne være gravid!

Sygeplejersken:  Nå ja. Men vi havde en gang en patient, som ikke kunne blive gravid. Og så viste hsg-under-søgelsen, at patienten havde spiral. Sådan en undersøgelse er jo ikke helt billig at lave!

Knæhaserne hviler i bøjlerne og enden er skubbet ned mod kanten af lejet. Ind kommer speciallægen. Han ser erfaren ud. Jeg ved, hans instrumenter er kolde. Det er de altid. Koldt metal møder min varme.

Lægen:   Har du født før?

Mig:   Nej?!

Lægen: Jeg har aldrig før set så kløftet en livmodermund!

Mig:  Det har jeg aldrig hørt før!?

HOVSA! Lægen havde sat en tang forkert. Han så op i noget andet, end han troede. Det var ikke livmodermunden. Om igen med tængerne.

Jeg kigger væk. Jeg er væk i tankerne. Væggene er hvide. Loftet. Solen skinner udenfor. Det er august 1994.

Så sprøjter han kontrastvæsken op, sætter tryk på. Pludselig er jeg tilbage. Jeg skriger. Koldsveden pibler frem. På overlæben først. Så hylder et tusmørke mig ind. Jeg er væk igen.

Speciallægen ser på billederne. Det ser åbenlyst ikke godt ud. ”Total aflukning på de to sider”, skriver han senere til fertilitetsklinikken. Begge mine æggeledere var væskefyldte og lukkede.

Jeg hører ikke, hvad han siger. Jeg kan ikke. Når jeg hører en lille smule, kan jeg ikke forstå, hvad han siger. Jeg er adskilt fra det, der sker. Jeg er i chok.

 

Fra den dag startede mit livs maraton.

Sundhedssystemet blev vi indrulleret i – først det offentlige og siden det private. Jeg følte mig mere og mere hjælpeløs og sygeliggjort.

Klamydia var højst sandsynligt årsagen, men jeg var da ikke syg!

Gråvejret tager til

Jeg blev henvist til en fertilitetsfremmende operation af mine æggeledere.

Jeg var bange for operationen. Jeg havde aldrig før været indlagt, og tanken om risikoen ved fuld narkose gav mig momenter af dødsangst.

Da jeg vågnede op, befandt jeg mig i en tilstand hinsides denne verden. Jeg blev kørt op på afdelingen. Jeg brækkede mig, og det lille operationssår i navlen sprang op.

Lægen fortalte, at de havde åbnet og set, at den højre æggeleder var helt ødelagt af arvæv. Den havde de så fjernet. Hun fortalte, at de havde fjernet arvæv om æggestokken også. Den venstre var ikke helt så medtaget, så den havde de forsøgt at åbne. Jeg rodede rundt i begreberne æggeleder og æggestok, og forstod det som om min æggestok var blevet fjernet, og at chancerne for ivf-behandling derfor ikke var til stede, og at min hormonproduktion var slut!

Jeg græd og bad hende forklare igen. Pludselig blev hun bippet og skulle skynde sig væk. Hun kom aldrig tilbage igen.

Jeg følte mig helt fortabt, tom og uendeligt ked af det.

En ældre sygeplejerske kom hen til mig og fortalte mig om operationsresultatet: Venstre æggeleder var søgt åbnet, højre æggeleder var fjernet. Begge mine æggestokke var der stadig, og de var nu normale, efter operationslægen havde løsnet sammenvoksningerne.

En måned efter den fertilitetsfremmende operation var jeg til skanning i fertilitetsklinikken. Det så ok ud.

Pludselig fyldte min ufrivillige barnløshed næsten hele mit liv. Først var der udredningen. Undersøgelserne, chokket, operationen, hormoner. Fysisk belastning. Smerter.

Men jeg følte trods alt, at nu skete der da noget.

Så kom den psykiske udmattelse. Tvivlen. Uvisheden. Nedturene.

Jeg følte, at min kæreste og jeg skiftevis var tættere på og længere væk fra hinanden.

Sexlivet blev fuldstændigt krampagtigt. Intimiteten og magien var afløst af frygt for, at det aldrig ville lykkes.

Jeg følte skyld. Skyld over, at mine æggeledere ikke fungerede.

Jeg følte mig ikke som en rigtig kvinde. Jeg oplevede det som et stort tab ikke at kunne få del i fællesskabet om graviditet, fødsel og amning med andre kvinder.

Jeg var usikker på, om jeg selv gjorde nok.

Jeg var forvirret over de skiftende gode råd og anbefalinger fra alt og alle, og jeg havde svært ved åben dialog. Jeg isolerede mig. Jeg følte mig ikke forstået. Jeg var virkelig ensom og dybt fortvivlet.

Himlen lukker sig

Til sidst resignerede jeg. Jeg mistede håbet og troede ikke længere på, at det ville lykkes for os.

Vi besluttede at stoppe videre behandling uden at være blevet forældre. Og først da kom den egentlige sorg. En dyb sorg. Alt var ligegyldigt. Jeg blev overvældet af en gennemtærende følelse af at være ulykkelig. Jeg troede aldrig nogensinde, jeg ville blive glad igen.

Jeg havde altid været en handlekraftig kvinde, men min ufrivillige barnløshed og det at være patient forvandlede mig.

Som ufrivilligt barnløs følte jeg mig i den grad som et offer: Jeg var et offer for at være blevet smittet med den klamydia, der havde ødelagt passagen i begge mine æggeledere. Min forhenværende kæreste måtte have smittet mig. Det burde han ikke have gjort. Hans læge burde have sagt, jeg også skulle behandles. Fem år tidligere burde lægen have frarådet mig at bruge spiral som helt ung. I stedet burde han have rådet mig til at bruge kondom. Sundhedsstyrelsen burde ikke så ensidigt have fokuseret på hiv og aids i deres oplysningskampagner. Sundhedsstyrelsen burde have fortalt mig om klamydia. Osv. Stakkels mig. Men det var et selvbedrag.

Ofre giver også sig selv skylden og bebrejder også sig selv. Det gjorde jeg også: Jeg burde kun have dyrket sikker sex. Jeg burde selv været gået til læge med det samme for at blive tjekket for klamydia. Jeg burde ikke have slået det hen. Jeg burde. Jeg burde. Jeg burde.

Jeg retfærdiggjorde det, jeg ikke havde gjort. Men jeg lå, som jeg havde redt.

Lyset bryder frem

Vejen frem for os var adoption og den ultimative magi indtraf igen efter 7 år som ufrivilligt barnløse, da vi endeligt fik vores første længselsbarn i armene.

Jeg genfandt min handlekraft og kastede min energi i at forbedre systemet og arbejdede frivilligt i næsten ti år i Landsforeningen Adoption & Samfund.

 

I dag er vi forældre til to skønne børn fra Sydamerika, Liva på 14 år og Karl på 18 år. Efter 16 års parløb valgte vi at blive skilt og lever i dag som såkaldt moderne familier med nye kærester. Vi har et godt forældresamarbejde om vores fælles børn.

Gennem mine bevidste og ubevidste valg og handlinger har jeg bragt mig selv herhen, hvor jeg er i dag. Jeg anerkender nu, at ansvaret er mit. Jeg accepterer og vedkender mig min rolle i at skabe mit liv og min familie.

Jeg ser ikke infertilitet som en sygdom. Måske er det en sygdom, der har gjort dig infertil, men du er ikke syg.

Selvom du er ufrivilligt barnløs, er du et almindeligt sundt menneske med en sund psyke.

I min verden er DU fuld af ressourcer

Min livsfilosofi kan kort beskrives med et citat af Buddha:

“No one saves us but ourselves.

No one can and no one may.

We ourselves must walk the path.”

Nogle gange går det bare lettere, når vi får hjælp fra andre.

Og nogle gange kan vi gå den vej mere tillidsfuldt, hvis vi følges med en,d er har gået vejen før.

PS

Jeg har valgt at være åben om min egen infertilitet, da jeg er fuldstændig sikker på at det hjælper andre at nedbryde tabuet. Jeg er ligefrem blevet klamydia case i ministeriernes undervisningsmateriale til ungdomsuddannelserne.

PPS

Mine kunder fortæller tit, at de føler sig genkendt, fordi jeg selv har været der.

Linda siger:

Efter et 6 ugers forløb i Kirstens kyndige hænder føler jeg mig mere rolig, positiv og i balance

Efter et langt fertilitetsbehandlingsforløb, som ikke havde båret frugt, følte jeg mig stresset, udkørt og trist. Jeg havde brug for at bygge mig selv op og finde  livsglæden og roen igen. Jeg faldt over et mentaltræningsforløb hos Kirsten List Larsen i forbindelse med et webinar, og med Kirstens egen baggrund som tidligere ufrivillig barnløs, følte jeg, det kunne være den hjælp, jeg havde brug for. Og det har jeg ikke fortrudt! Efter et 6 ugers forløb i Kirstens kyndige hænder føler jeg mig mere rolig, positiv og i balance. Jeg er overrasket over, hvor meget jeg har rykket mig på kort tid, og de daglige øvelser har hjulpet mig til at holde et mere positivt fokus i hverdagen. Jeg kan varmt anbefale et mentaltræningsforløb til andre, der har kæmper med ufrivillig barnløshed eller stress.