En hemmelig Facebook gruppe til dig, der lever i en Far, mor og donorbarn-familie

En hemmelig Facebook gruppe til dig, der lever i en Far, mor og donorbarn-familie

Vidste du der findes en hemmelig Facebook gruppe til Far, mor og donorbarn?

Jeg administrerer en hemmelig Facebook  gruppe for manden og kvinden, der sammen skaber familie ved hjælp af sæd- eller/og ægdonation.

Gruppen hedder Far, mor og donorbarn.

Der pt godt 140 personer med.

 

Gruppen er til dialog og udveksling af erfaringer.

 

Medlemmerne spænder fra at have skulle i gang med at bruge donor, være gravide med første barn via donation og til at have (flere) (større) børn skabt via donation.

Alle i gruppen har det til fælles, at de lever eller har levet i et mand-kvinde-parforhold, da beslutningen om at bruge donor blev taget, og at brug af donor skyldes ufrivillig barnløshed. Gruppen er altså ikke for selvvalgte singlemødre eller to-mødre-familier.

Gruppen er hemmelig. Det betyder, at kun medlemmer kan se navnet på gruppen, hvem der i den og gruppens opslag. Kun gruppens medlemmer kan finde gruppen ved søgning. Alt om og i gruppen er altså hemmeligt for alle andre end gruppens medlemmer.

 

 

Netikette

  • Alt der deles i gruppen, bliver behandlet fortroligt og nænsomt.

  • Senest to dage efter du er blevet medlem, skal du have præsenteret dig i gruppen. Det sker i dokumentet ‘præsentation’ under ‘filer’.

  • Respektfuld nysgerrighed er tilladt.

Du er meget velkommen, hvis du hører til målgruppen.

For at komme med skal du sende mig en venneanmodning på Facebook. Husk lige at nævne, du vil med i gruppen.

PS.

Send mig en privat besked på Facebook eller send mig en mail på kontakt@kirstenlistlarsen.dk, så kan jeg lukke dig ind.

PPS

Du får endnu hurtigere nyt ved at like Kirsten List Larsens Facebookside.

Du kan også følge med ved at like Facebooksiden Far, mor og donorbarn.

 

Når det unge (voksne) donorbarn intet ved

Når det unge (voksne) donorbarn intet ved

Jeg har jævnligt kontakt med forældre, der gennem mange år ikke har fået fortalt deres børn, at de er blevet til ved hjælp af donation. Pludseligt er børnene blevet så store, at de er ved at flytte hjemmefra. Eller også er de allerede flyttet hjemmefra.

Du kan derfor i dag læse om at fortælle det unævnelige til det unge (voksne) donorbarn, der intet ved.

Til sidst kan du læse om den kommende online workshop “Åbenhed i donorfamilien.”

Ellen

Ellen skrev til mig: Hendes børn var blevet unge mennesker og de vidste endnu ikke, at de var donorbørn. Af forskellige grunde havde forældrene ikke fået det fortalt.

Hun og hendes mand var egentlig ikke så uenige om, at det var vigtigt at få fortalt, men der havde været så meget: Så var børnene for små til at få det at vide. Så var deres børn for store.

Men nu skulle det altså være – inden den ældste ville flytte hjemmefra.

Ellen syntes det var svært. Hun og hendes mand var mest bange for reaktionerne hos børnene hver især.

 

Stine

Stine var i den grad presset, og det var ikke kun fordi hendes unge datter ikke kendte til sin tilblivelse.

Stines datter havde en diagnose, og Stine var bange for at datteren skulle få det endnu værre, hvis hun nu fik kendskab til historien om donor.

Stine følte, at hun ved at bruge en donor med ukendt genetik, havde påført sin elskede datter de psykiske problemer, datteren kæmpede med.

Stines mand syntes ikke, de skulle fortælle noget.

Jeg kunne fornemme på Stine, at hun ikke magtede at stå med det alene, men hun var heller ikke klar til at søge hjælp.

Katrine

Jeg møder også skilte forældre, hvor typisk moren har lovet faren ikke at røbe noget.

Sådan var det for Katrine, som fortalte mig om de kvaler hun havde, fordi hun på den ene side syntes hendes unge – næsten voksne børn – havde krav på at vide, hvordan de var blevet til, men på den anden side var hun bange for at ødelægge forholdet mellem faren (der nu var hendes eksmand) og børnene, hvis hun fortalte det.

Katrine vidste, hun burde handle på det, men hun var med egne ord typen, der grunder over tingene, inden hun handler, så hun bar videre på burde’s byrde.

Tung byrde at bære

Det er smertefuldt at bære rundt på så dyrebar en hemmelighed. Og det bliver kun endnu mere smertefuldt at bære videre på byrden.

Det er netop det dilemma forældre til store donorbørn sidder i, når de ikke har fået det fortalt (endnu).

På den ene side er de meget kritiske overfor sig selv, fordi de har fået sat sig i den situation, de nu er i. Inderst inde ved de nemlig godt, at der skulle have været åbnet op for samtalen for længe siden.

På den anden side, kan de stadig finde på grunde til ikke at få det fortalt. For det er jo tit ret belejligt at udskyde den svære samtale. Og i morgen bliver helt sikkert en bedre dag at få det sagt end i dag. Det samme siger de så til sig selv i morgen.

Ideer til forberedelse og refleksion

Jeg vil dele mit svar til Ellen, så du også kan få gavn af det.

Omdrejningspunkterne tager udgangspunkt i børnene og i forældrene som par.

Værs’go’

Forbered jer på, at jeres barn:

  1. kan opleve et tillidsbrud, når fundamentet for jeres familieliv pludselig ændrer sig på denne måde. Forbered, hvordan I bedst vil kunne genskabe tryghed og tillid. Jeg synes, I skal være åbne om den tvivl, usikkerhed, sårbarhed og bekymring, I må have haft gennem årene.

2. bliver vrede. Vrede over, at I ikke har fortalt det før. Hvad er jeres svar på det?

3. bliver skuffede over, at I har forholdt dem så eksistentiel viden. Hvad er jeres forklaring på det spørgsmål?

4. har spørgsmål om deres donor. Hvordan vil I omtale donor? Hvad vil I stille op med de spørgsmål, som I ikke har svar på. Spørgsmål om genetik fx.

5. måske spiller dig og din mand ud mod hinanden. Formentlig har din mand og du ikke været helt enige om hvorvidt/hvordan/hvornår, I ville sige det. Hvordan vil I som par håndtere det?

Om jer som par, kan I forberede jer på:

6. at der kan blive reaktiveret følelser hos jer. Hvordan havde den infertile part af jer det med, at I måtte bruge donor for at få børn? Hvordan har han/hun/du det i dag med det? Måske vil I begge opleve snerten af en tilbagevendende sorg. Hvordan vil I kunne håndtere det?

7. hvad alle barnets spørgsmål vil kunne sætte i gang hos jer forældre. Hvordan vil I f.eks. have det, hvis jeres børn vil søge efter deres donor? Eller søge efter deres ’donorsøskende’? Hvordan vil I kunne respektere og støtte dem, selvom deres valg måske vil være nogle andre, end I selv havde ønsket jer?

 

Det bliver meget bedre

Det kan sikkert glæde jer, at forskningen viser, at de forældre, der først sent får fortalt deres barn, at det er donorbarn, ikke syntes det var så svært, som de havde frygtet.

Bagefter følte forældrene lettelse og ærgrede sig over, at de fik det gjort så sent, fordi fortielsen havde gjort deres indbyrdes kommunikation svær gennem årene.

Jeg anerkender altid, at forældrene nu vælger det eneste rigtige; at få det fortalt til deres børn, og jeg har ikke fokus på, hvorfor de endnu ikke har fået det fortalt.

Jeg har kun fået lettede tilbagemeldinger fra de kvinder, som kontakter mig.

Mit bedste bud er:

Få det gjort NU for i morgen er i morgen lige så god en dag at gøre det på.

Og der er også andet, du kan gøre for konkret at forberede dig og samtalerne med dit unge (voksne) donorbarn.

Hvad du også kan gøre

Far,  mor  og donorbarn

Jeg anbefaler altid at læse min bog “Far, mor og donorbarn. Veje til et endnu bedre liv som donorfamilie.”

Du kan læse en masse om, at det kun bliver sværere at få talt om donor som tiden går. Og at reaktionerne typisk er meget mere voldsomme, fordi fundamentet under den unge/voksne bliver rystet, end det ville have være blevet, hvis barnet havde fået det integreret som et livsvilkår fra begyndelsen af.

I bogen kan du også læse mit nænsomme, men klare indspark til de forældre, der viser et større hensyn til deres infertile partner end til deres barn, der har ret til at kende sin tilblivelseshistorie.

Bogen kan købes som ebog på mit website (97 kr) og den er til udlån på både det lokale bibliotek og på eReolen.

Donorbarnets Bog

Som forælder kan du forberede nogle af deres svar ved at arbejde med e-arbejdsbogen “Donorbarnets Bog,” hvor man kan dokumentere viden, beslutninger mm i fertilitetsbehandlingsforløbet med brug af donor.

“Donorbarnets Bog” kan kun købes i min webshop og koster 57 kr.

Samtaler

Jeg tilbyder også forældrene at få samtaler med mig, enten som par eller enkeltvis, for at komme rundt i krogene og få nye vinkler, så de ved, at de har forberedt sig så godt som muligt på samtalen med deres børn.

Andre har meget stor glæde af at kunne få talt ud med et neutralt og ikke-dømmende menneske.

Du kan få samtalerne på Skype eller ved at mødes ansigt til ansigt.

Online workshop – Åbenhed i donorfamilien

Særligt tilrettelagt for dig, der har det svært med at få taget snakken om donor med dit barn, tilbyder jeg workshoppen “Åbenhed i donorfamilien“.

Der er et begrænset antal pladser på workshoppen, så skriv dig straks op for at sikre dig en plads, hvis du vælger at være med.

Du binder dig ikke til noget. Du viser bare interesse for at deltage.

Pladserne fordeles efter ‘først til mølle’ princippet.

 

Donorfamiliens stamtræ – et livslangt tema

Donorfamiliens stamtræ – et livslangt tema

Jeg har for ikke så længe siden fortalt mine børn, at deres morfar ikke var deres biologiske morfar.

Jeg har længe villet fortælle dem det, men har haft lidt svært ved at finde det rigtige tidspunkt, siger Pernille, som er voksent donorbarn.

Når man sidder og skal vælge donor for at skabe sin familie, er fokus typisk på her og nu og på den nærmeste fremtid.
Når man først er nået dertil i sin proces, kan man slet ikke vente med at gå i gang med at få sæd- eller ægdonation.

Hvis du har det sådan, så prøv alligevel lige at stoppe op et øjeblik og tænk længere frem i tiden. Det at skabe en donorfamilie er jo et
livslangt projekt.

Du bliver forælder resten af dit liv…

Dit barn bliver donorbarn hele sit liv…

Og heldigvis for det!

Og det rækker endnu længere frem, for ens valg rækker også ind i de kommende generationer.

Det er ikke kun jer som forældre, der måske har det svært ved at få fortalt jeres barn, at det er blevet til ved hjælp af donor. Jeres barn får måske også svært ved at få den del af familiens stamtræ fortalt til sine egne børn.

Det oplevede Pernille for nylig.

Donorbarnet Pernilles stamtræ

Ti år tidligere – da Pernille var 30 år – havde hendes mor fortalt hende og hendes lillebror, at
deres far ikke var deres biologiske far. Forældrene havde ellers helt fra starten valgt, at børnene IKKE skulle have besked om, hvordan de var
blevet til.

Det var Pernilles mors beslutning, at de to voksne børn skulle have besked.
Det skete et par år efter forældrenes skilsmisse. Pernilles far ønskede
ikke, at børnene fik det at vide, så moren fortalte det mod hans vilje.

Pernille husker tydeligt sin reaktion, da hendes mor fortalte det.

Det allerførste jeg tænkte, var: ”Det her betyder ikke noget. Det
ændrer ingenting i mit forhold til min far.” Jeg har selvfølgelig
skullet vende det inde i hovedet, og det har givet mig nogle etiske og
eksistentielle overvejelser, men jeg er hver gang vendt tilbage til den
grundlæggende følelse, jeg fik, da min mor sagde det. Det ændrer ikke
noget, det har ikke rystet mig i min grundvold, og jeg har ikke nogen
store problemer med det.

Bevidstheden om, at hun er donorbarn, fylder ikke meget for Pernille.

En ekstra opgave

Alligevel havde Pernille pludselig fået en ekstra opgave, idet hun ville fortælle det til sine to børn.

Her fire år efter interviewet med Pernille blev lavet, fortæller Pernille:

Jeg har for ikke så længe siden fortalt mine børn, at deres morfar ikke var deres biologiske morfar. Jeg har længe villet fortælle dem det, men har haft lidt svært ved at finde det rigtige tidspunkt. De blev selvfølgelig begge overraskede, og den ene også lidt trist, for “Var morfar så ikke vores rigtige morfar?” Vi fik nogle fine snakke om, hvad en “rigtig” far/morfar egentlig er. Jeg synes ikke, det er noget, der optager dem særligt meget mere og jeg er glad for, at jeg har fået fortalt dem om det.

Pernille viser med tydelighed, hvordan det at være donorbarn er et livslangt tema, som rækker længere frem end vi lige tænker over. Familiens stamtræ skyder med nye grene og nogle grene bliver savet af.

Læs hele interviewet med Pernille i bogen Far, mor og donorbarn. Veje til et endnu bedre liv som donorfamilie.

Undgå at blive handlingslammet

Jeg fortæller dig ikke Pernilles historie for, at du skal blive handlingslammet over den store beslutning, du skal træffe på
dit barns vegne. Det kan være svært nok i forvejen.

Hjælp mod handlingslammelse

  1. Tag på en imaginær fremtidsrejse, hvor du rejser i forskellige tider. Se sin familiedannelse i forskellige tidsperskeptiver. Hvordan er dit familieliv fx om 5 år? Om 10 år? Om 15 år? Når dit barn selv vil have barn/venter barn? Når du venter dit første barnebarn? Hvad tror du bliver vigtigt til de tider? Hvad er det bedste du kan gøre?
  2. Skriv dine overvejelser og bekymringer ned. Du kan bruge denne øvelse bare for din egen afklaring. Du kan også bruge den for at dokumentere dine valg for dit kommende barn.
  3. Dokumenter dine tanker, følelser, muligheder og valg i jeres helt egen Donorbarnets Bog. Du kan få hjælp til at få den lavet ved at købe e-arbejdsbogen med 165 inspirationsspørgsmål. Den koster 57 kr.

Endelig kan du deltage i webinaret Donorbehandling – det rigtige valg for dig. Her kommer jeg ind på vigtigheden af at se sine valg om donor i en længere tidshorisont.

> Hvordan vil du tegne dit barns stamtræ?

Donorbarnets Bog

En sæddonor gjorde Michael til far

En sæddonor gjorde Michael til far

I midten af 90’erne var Michael og hans ekskæreste gennem fem behandlinger med donorsæd uden resultat. Presset og de resultatløse fertilitetsbehandlinger endte med, at parret gik fra hinanden.

Dengang holdt parret det hemmeligt, at de brugte donorsæd. Efter det, var Michael fast besluttet på at være åben om sin sterilitet.

Året efter bruddet mødte Michael sin nuværende hustru, Lene. Fem år senere blev de hurtigt forældre til deres første barn.

Michael er i dag 51 år, gift og far til fire børn, der alle har samme sæddonor. Børnene har siden børnehavealderen vidst, hvordan de er blevet til, og det er helt naturligt for familien, at de er donorfamilie. Tidligere havde Michael ikke drømt om, at det kunne være så enkelt.

Ingen skulle kende til Michaels dårlige sædkvalitet.

Da Michael første gang læste ordene ”Patienten må anses for at være steril”, gik han helt i sort. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt. Det måtte der kunne gøres noget ved.

Michael begyndte at indtage kosttilskud. Michael blev opereret.

Umiddelbart inden operationen stillede han sig selv spørgsmålet: Hvad nu hvis det ikke lykkes? Hvad så? Så var det enten adoption eller donation. Tankemæssigt var processen begyndt.

Familie og venner vidste godt, at parret var i fertilitetsbehandling. Men der var noget, de ikke vidste; detaljen om donorsæden.

Det var et bevidst valg, at parret ikke ville fortælle det til nogen. For hvis hun blev gravid, var alt jo godt. Så var det bare fertilitetsbehandlingen, der havde været succesfuld. Ingen behøvede at vide noget om Michaels dårlige sædkvalitet.

”Hun blev ikke gravid. Det er min klare overbevisning, at det var på grund af stress, fordi vi fortiede det. Hun kunne ikke dele det med nogen. Hverken sin søster, sin mor eller sin bedste veninde. Det var noget jeg indirekte havde pålagt hende.

Vi manglede nogen at snakke med om det. Min kone skulle forholde sig til, at det var en anden mands sæd og et andet barn. Vi kunne ikke drøfte det med nogen.

Tabuet er udbredt. Der er ingen, der taler om det”.

At ingen måtte vide det, var et stort pres at lægge på sin kæreste. Det var ikke et tydeligt formuleret ønske, men sådan blev det, og det tærede på parret.

Det misforståede hensyn

Det var af hensyn til Michael, at parret skjulte hans sterilitet. Det var Michael, der var i fokus. Ikke kæresten. Ikke et kommende barn.

I dag er Michael helt afklaret med det at være steril. Det miskrediterer ikke længere hans maskulinitet.

Ved at være offentlig om sin egen infertilitet har han gennem de sidste år arbejdet for at få nedbrudt det tabu, det stadig er som mand ikke at kunne skænke sin kæreste et barn. Større åbenhed vil være til alles bedste.

I bagklogskabens klare lys ser Michael det som et misforstået hensyn at skåne den partner, der ikke kan blive biologisk forælder. Hensynet til ens samliv og til ens barn betyder så meget mere.

”Hvis det er vigtigt for en mand at bevare illusionen om, at han er biologisk far, så må han have det svært med sin egen mandighed. Mit bedste råd til en anden mand er at dele det med sin omgangskreds og med andre i samme situation.”

En anderledes gave

”Da vi gik fra hinanden, besluttede jeg, at jeg i hvert fald ikke ville gentage det. Så jeg meldte ud til mine forældre og min omgangskreds, hvad vi havde været igennem.”

Da Michael mødte sin kommende hustru, var det også noget af det første, han sagde til hende.

”Jeg fortæller, at det her er vilkårene. Det var nødvendigt. Jeg ville ikke gentage fejlen.

Lene havde ingen børn i forvejen, og vi var som skabt for hinanden resten af livet. Hun havde selvfølgelig også drømmen om at møde en mand, som skulle give hende et barn.” Men det kunne Michael ikke.

Læs hele interviewet i bogen “Far, mor og donorbarn. Veje til et endnu bedre liv som donorfamilie.”

Indlægget er oprindeligt udgivet august 2013 på virilogsteril.dk
Sæddonors anonymitet er og bliver begrænset

Sæddonors anonymitet er og bliver begrænset

Sæddonors anonymitet er og bliver begrænset.

At ville påstå andet er en lempelig omgang med sandheden.

 

Det er ikke en nyhed

Jeg havde lige skænket mig dagens første kop kaffe, da telefonen ringede. Det var Danmarks Radio, der efterlyste cases til et indslag på tv senere i dag.

Anledningen var artiklen Sædbanker kan ikke garantere donorers anonymitet fra b.dk;

Artiklen er interessant, men en nyhed er det ikke!

 

Det kræver bare en spytklat

Den bio-teknologiske og kommunikationsteknologiske udvikling har længe gjort det umuligt for donor at være anonym, hvis andre (modtager og afkom) vil det anderledes.

Bioteknologien gør det nemt og relativt billigt for os alle at få lavet en dna-test. Det gælder naturligvis også donorbørn og donorer. Det kræver bare en spytklat.

Sammenholdt med, at vi i dag meget let via internettet kan kommunikere globalt og efterlyse og dele information, så er det klart at donors anonymitet er truet.

I dag (6. 11.15) har 12.500 donorbørn og donorer fundet et match på Donor Sibling Registry.

Næsten 50.000 er registreret i det globale register. Flere matchninger vil komme fremover.

 

Sådan har det været længe

I min bog ‘Far, mor og donorbarn. Veje til et endnu bedre liv som donorfamilie,’ der udkom i 2012, interviewer jeg den daværende direktør for sædbanken  European Sperm Bank alias Nordic Cryo Bank, Peter Bower.

Peter Bower siger i intervierwet, at 100% anonymitet ikke findes:

Hvor anonymt er det egentlig? Det er jo genetisk materiale, som du bruger til at fælde forbrydere på. Du kan ikke forhindre donoren i at kende sin egen dna-profil. Du kan heller ikke forhindre barnet i det. Hvis donor gerne vil findes, og hvis barnet gerne vil finde sin donor, så er det helt urealistisk, at de ikke kan finde hinanden, hvis det er de, de vil.

 

Anonymiteten ER og BLIVER begrænset.

 

Virkeligheden har indhentet sædbanken

I artiklen i på b.dk fremgår det, at sæddonorer ikke længere kan stole på, at de livet igennem kan forblive anonyme over for deres genetiske afkom.

Sædbankerne har meget længe ikke kunnet garantere sæddonoren anonymitet.

Ole Schou, direktør for verdens største sædbank, Cryos, siger:

Der er ikke længere noget, der hedder anonymitet. Udviklingen har gjort, at vi dybest set ikke kan garantere, at man ikke bliver kontaktet i fremtiden. Hverken som modtager, som donor eller som barn. 

Ole Schou konkluderer derfor, at vi i Danmark bliver helt nødt til at afskaffe donors mulighed for anonymitet.

Jeg foreslår, at sædbanken i første omgang, med det samme ændrer deres rådgivning af kommende sæddonorer.

Når sædbanken rekrutterer og rådgiver donorer, skal det stå bøjet i neon, at anonymiteten er begrænset.

Sæddonor skal kende de mulige konsekvenser af at donere sæd. Herunder, at kommende donorbørn, kan være interesserede i at få oplysninger om sit genetiske ophav, og at de i dag har mange muligheder for at finde oplysningerne, selvom donor har doneret anonymt.

Sæddonor skal vide, at anonym donation i virkeligheden blot betyder, at donor har tilkendegivet, at han helst ikke vil kontaktes. Donorbarnet har ingen ret til at kontakte sin anonyme donor, i modsætning til ved ikke-anonym donation, hvor donor stiller sig til rådighed for kontakt, hvis donorbarnet ønsker det.

Sædbanken har måske grund til bekymring

Jeg kan være bekymret for, i hvilket omfang en potentiel sæddonor får oplysning om den reelle mulighed for at forblive anonym.

Umiddelbart er det jo ansvarsfrit ikke at tænke konsekvenserne af sin donation igennem, når man som ung studerende på SU bliver rekrutteret gennem sædbankens annoncer på sit uddannelsessted.

Det nemmeste valg kan derfor synes at være at donere anonymt.

Måske er det største problem for sædbanken med sagerne i pressen, at de unge sæddonorer bliver betænkelige ved at donere, og at sædbanken risikere at miste indtjening?

 

Læs mere i min bog Far, mor og donorbarn. Veje til et endnu bedre liv som donorfamilie. Du kan låne den på dit lokale bibliotek – eller købe den.

PS

Kan du blive nærmest utilpas ved at tænke på den ukendte fremtid?

Vidste du, at du kan lære at håndtere dine tanker og dermed blive mere robust gennem mentaltræning?

Du kan få en gratis smagsprøve på et webinar.

Jeg holder ofte gratis webinar om at skabe balance i hverdagen med mentaltræning. Book straks din plads her, så du lærer at spotte og tæmme din fertilitetsrelaterede stress.

PPS

Jeg kan hjælpe dig med at lære at mentaltræne. Det er nemt og hurtigt at lære. Det kræver kun 15 minutters daglig mentaltræning at få god effekt  af træningen. Du får bla. en højere pytgrænse.
Gør noget ved det allerede i dag. Ring på 2892 9596 og få 15 minutters gratis afklarende samtale.