Konsekvenser for parret ved at fortie donor

Konsekvenser for parret ved at fortie donor

Derfor skal du fortælle dit barn, hvordan det blev skabt.

 

Vi har langt om længe fortalt vores voksne datter, at hun er donorbarn, sådan lyder overskriften på et indlæg i brevkassen i Kristeligt Dagblad. Det burde ikke have taget så mange år at få det sagt. Det havde været bedre for alle parter at få det sagt så tidligt som muligt. Læs hvorfor her.

Mange par har svært ved at få det sagt.

Webinaret Sådan taler du med dit barn om donor er det mest velbesøgte af mine fem forskellige webinars. På webinaret får du gratis viden og inspiration til at få det sagt på den bedste måde. Snup en plads med det samme.

 

Jeg kender det fra mit arbejde: Par, som ikke har fået fortalt deres barn, hvordan det blev til.

 

Forklaringerne er mange:

  • Det er jo helt pinligt vi har ventet så længe.
  • Vi kommer til at rive hele det trygge fundament væk under ham.
  • Hun mister jo tilliden til os.
  • Min eksmand vil ikke have børnene får det at vide.

Og det får konsekvenser at fortie donor…

Konsekvenser for parret ved at fortie

Du får her et uddrag af kapitel 8 fra min bog Far, mor og donorbarn. Veje til et endnu bedre liv som donorfamilie. I kapitlet får du viden om konsekvenserne for både jer forældre og for jeres barn ved at hemmeligholde jeres barns tilblivelseshistorie.

Når du kigger bag ordene, får du samtidig viden om de altdominerende gevinster, der er ved at fortælle jeres barn om dets tilblivelse.

Par, der fortrød fortielsen

I 2011 kom resultaterne fra en opfølgning på dybdegående interviews med heteroseksuelle forældre, der havde hemmeligholdt deres barns tilblivelseshistorie. Forskerne interviewede 14 år efter første undersø-gelse de forældre, der havde ombestemt sig, og som nu ville fortælle deres børn om deres tilblivelse. Børnene var alle børn af sæddonorer og nu unge voksne.
Undersøgelsen afdækker de konsekvenser, det havde haft for parret at fortie sandheden.

Alle fortrød fortielsen

Alle forældrene ønskede, de havde fortalt det meget tidligere. Og jo længere tid der gik uden at fortælle noget, desto sværere blev det for forældrene. Og jo større en byrde blev det.
Forskningen viser samstemmende, at jo senere det sker, desto sværere bliver det også for børnene at få sandheden at vide: Jo ældre børnene er, når de får det at vide, desto større er risikoen for, at de bliver kede af det, vrede, chokerede og forvirrede. Og at de føler sig forrådt og føler, at tilliden er brudt. Børnene, der får det at vide som små, accepterer deres forældres valg.

Derfor ombestemte de sig

De hyppigst nævnte årsager til, at parrene nu ville fortælle var:

  • at barnet kun kendte halvdelen af sin genetiske baggrund, og at det kunne blive et problem i tilfælde af alvorlig sygdom
  • bekymring for om andre ville komme til at røbe hemmeligheden
  • om barnet ville sætte spørgsmålstegn ved manglende fysiske fællestræk mellem barn og forældre.

På trods af fortielsen havde børnene i de fleste donorfamilier rejst spørgsmål om en formodet genetisk forskellighed mellem dem og deres forældre. Børnene fornemmede noget. Biologitimerne i skolen var den største kilde til barnets nysgerrige spørgsmål om arvelighedslære og manglende fysiske lighedstegn. Forældrene følte sig fanget. De var ganske uforberedte og var ikke særlig tilfredse med, hvordan de selv havde håndteret det.
Den halve genetiske historie lå som et allestedsnærværende, uundgåeligt og ukontrollabelt tema, som forældrene frygtede, ville dukke op.
Frygten havde kun vokset sig større gennem årene.

Fortielsen bliver en byrde

Forskerne konkluderer, at hemmeligholdelsen skaber et betydeligt pres på forældrene, fordi fortielsen medfører spændinger og bekymringer. Alle de deltagende forældre omtalte i negative vendinger den betydning, fortielsen havde haft for dem.

På det etiske plan havde de dårlig samvittighed over at have været uærlige overfor deres børn. De følte sig skyldige. De syntes nemlig, deres børn havde en legitim ret til at kende deres tilblivelseshistorie. Temaet om at lyve eller være ærlig var tilbagevendende.
At bære på sådan en hemmelighed havde også haft negativ effekt på forældrenes helbred og almene velbefindende.

Følelsesmæssigt gik det også ud over parforholdet.

  • De brugte energi på at passe på, hvad de sagde, så der ikke slap noget utilsigtet ud. ‘
  • De var bange for, at børnene skulle opdage det selv.
  • De skulle hele tiden være årvågne, men fornemmede alligevel, at børnene kendte til det usagte.

Hemmeligholdelsen sætter kommunikationen i donorfamilien på spil. Alene det, at der er noget helt essentielt, som I ikke taler om, lægger en dyne over hele jeres familie. Den ufortalte sandhed lægger et betydeligt pres på jer forældre.
Det er gift for parforholdet at fortie.

Få derfor hjælp til at få det gjort.

PS

Kom med på gratis webinar om at tale med sit barn om, hvordan det blev til. Book straks din plads her. På webinaret får du bla. viden om konsekvenserne ved at fortie og konkrete redskaber til at få den gode og trygge dialog med dit barn om donor.

PPS

Kom straks i gang med at dokumentere og opbygge et solidt fundament. I ’Donorbarnets Bog’ får du 165 inspirerende spørgsmål.

Arbejdsbogen koster 57 kr. Du kan kun købe den på kirstenlistlarsen.dk.

Ja tak, lad mig straks få fat i den.

 

Hvis pædagogen fortæller barnet det er donorbarn

Hvis pædagogen fortæller barnet det er donorbarn

Må pædagogen være den første, der fortæller barnet, at det er donorbarn?

Forleden bragte Etikpanelet et spørgsmål og svar om, hvem der har ret til at fortælle et barn, at det er blevet til ved hjælp af en sæddonor.

Pædagog: Må jeg fortælle donorbarn, at dets far lever? Sådan lød titlen. (Se hele spørgsmålet nedenunder og svaret til sidst).

Den titel gjorde mig meget forvirret. Det var brugen af ordet ’far’, der forvirrede mig. For i min verden er donor ikke en far eller en mor. Mor og far er den voksne, barnet lever sammen med.

Jeg måtte læse spørgsmålet et par gange, før jeg forstod, hvordan familiekonstellationen så ud. Familien består af en kvinde, der alene har valgt at få sit barn via sæddonation. Denne kvinde har så valgt at fortælle sit barn, at barnets far er død og ikke at fortælle, at barnet er blevet til ved donation, og at der derfor ikke er en far i barnets liv.

To ting sprang mig i øjnene:

  1. Det åbenlyse, som pædagogen spørger Etikpanelet om og
  2. løgnen som barnet lever på.

Åbenhed i solomor-familien

I mit arbejde med donorfamilier møder jeg meget tit far-mor-barn-familier, som har frygteligt svært ved at få fortalt deres barn, at det er blevet til ved hjælp af en sæddonor. Det har jeg skrevet om i min bog ‘Far, mor og donorbarn. Veje til et endnu bedre liv som donorfamilie’ og jeg holder jævnligt online foredrag om emnet.

Anderledes er det med to-mødre og solo-mødre-familierne, hvor det er åbenlyst, at der ikke er en far i familien, og derfor er der stor åbenhed om, hvordan deres familie er blevet til.

Men det sker også, at jeg møder solomødre, som har det meget svært med at fortælle tilblivelseshistorien til deres barn.

Mentalt glædes disse mødre sig ved og står ved deres valg om at skabe en fuldgyldig familie på denne måde.

På samme tid rummer flere af dem dog også en tristhed over ikke at have fundet en mand, der kunne blive far til deres barn, og denne tristhed gør det umådeligt svært for moren at være åben.

Når barnet lever på en løgn

I min praksis har jeg (endnu?) ikke hørt nogen fortælle, at de decideret har løjet for deres barn.

Løgnen kunne være at sige:

  • at man blev gravid efter en tur i byen, og derfor ikke ved, hvem faren er
  • at der ikke er en mand, som har kommittet sig til faderskabet, eller – som i spørgsmålet til Etikpanelet –
  • at barnets far er død.

Processen med at sige farvel til den drømmefamilie, man – som pige – drømte om i mange år, er forskellig fra kvinde til kvinde. For nogle fylder den meget, for nogle popper den pludseligt op og for nogle er den et lukket kapitel.

Vi kan ikke forcere følelser og det er helt ok at være i proces, men det er ikke i orden at fortie barnets tilblivelse – uanset hvilken familieform, man lever i.

Sådan får du de gode samtale om donor

 

Når pædagogen ikke etisk kan forsvare din måde at være mor på

Prøv lige at tænke den her tanke igennem:

Du har fortalt dit barns pædagog, at du er blevet mor ved hjælp af donation, men du har endnu ikke fået fortalt det til dit barn.

  • Hvad nu hvis dit barns pædagog fortalte dit barn, at det var blevet til på denne måde, og at det havde en anden far?
  • Hvilke følelser ville det vække i dig?
  • Hvordan vil du reagere overfor pædagogen, dit barn, dig selv?
  • Hvordan ville du samle op på det hele?

 

Så hellere sige det selv, ikke?

Pædagogens spørgsmål til Etikpanelet

Jeg som pædagog ved godt, barnet er donorbarn, men barnet tror, far er død. Barnet er påvirket af, at far ikke er der. Jeg føler, jeg står i et etisk dilemma over for barnet og for at sikre barnets trivsel, men samtidig har jeg det gode forældresamarbejde in mente. Hvis jeg fortæller barnet, at faren eksisterer, mister jeg al tillid fra mor. Ifølge lovgivningen har barnet så ret til sandheden, eller hvad er barnets rettigheder?

Vi kan have et rationelt ideal om, hvordan vi gør tingene bedst.

Nogle forældre vil mene, det bedste er, at donorbarnet aldrig får noget at vide om dets ophav. Andre har høje tanker og planer om, hvordan de vil fortælle donorbarnet om dets tilblivelse.

 

Det bedre er det godes fjende

Der er meget sandhed i det gamle ordsprog det bedre er det godes fjende. Muligheden for at noget (det allerede gode) kan blive endnu bedre, kan hindre os i at være tilfredse med det, som faktisk  allerede er godt. Frygten for at gøre noget forkert, at vente på det bedste tidspunkt,  at ville gøre det så perfekt som muligt kan i realiteten blokere for, at vi får det gjort.

Handling står over perfektion.

At stræbe efter idealet hænger sjældent sammen med, hvordan et levet liv er.

Et levet liv er meget mere sammensat, emotionelt, ubevidst og intuitivt.

Mange af de voksne donorbørn, jeg har haft kontakt med – hvoraf to er interviewet i min bog – bekræfter dette. De tror aldrig, de havde fået at vide, at de var donorbørn, hvis ikke der i familien havde været usikkerheder eller en masse småkonflikter, som resulterede i, at beskeden pludselig slap ud af munden i et ubevogtet øjeblik.

  • Hvad nu, hvis pædagogen ikke havde stoppet op, og spurgt Etikpanelet?
  • Hvad nu, hvis pædagogen slet og ret havde fulgt sin egen moral?
  • Hvad nu hvis pædagogen ikke følger Etikpanelets anbefaling?

 

Uventede omstændigheder i det levede liv

Livsomstændighederne, der førte til samtaler, hvor barnet fik at vide det er var donorbarn, var:

  • en samtale, hvor det voksne donorbarn var alvorligt sygt af kræft
  • en samtale om mulige arvelige sygdomme, da det voksne donorbarn selv var blevet gravid
  • et teenagerskænderi med den ene forælder (Ole er case i bogen)
  • et skilsmissehævntogt den ene forælder havde overfor den anden forælder (Pernille er case i bogen).

Jeg er sikker på, at din ambition er at gøre det meget bedre. Og det kan heldigvis gøres meget bedre. Allerede nu.

Få inspiration og viden om, hvordan den gode samtale finder sted på gratis webinar

Læs Etikpanelets svar, som jeg er enig i.

Kilde: etik.dk  den 19. februar 2015

PS

Kom med på gratis webinar om at tale med sit barn om, hvordan det blev til. Book straks din plads her. På webinaret får du bla. viden om konsekvenserne ved at fortie og konkrete redskaber til at få den gode og trygge dialog med dit barn om donor.

PPS

Kom straks i gang med at dokumentere og opbygge et solidt fundament. I ’Donorbarnets Bog’ får du 165 inspirerende spørgsmål.

Arbejdsbogen koster 57 kr. Du kan kun købe den på kirstenlistlarsen.dk.

Ja tak, lad mig straks få fat i den.

 

Skal et donorbarn kende sin oprindelse?

Skal et donorbarn kende sin oprindelse?

Skal et donorbarn kende sin oprindelse?

Og dermed have bedre muligheder end så mange andre?

Jeg kom forleden til at debattere min kommende bog med et familiemedlem. Hun stillede det centrale spørgsmål:

Hvorfor er det over hovedet vigtigt at kende til sin oprindelse?

Hendes pointe var, at der altid har været børn, der ikke vidste, hvem deres biologiske far var. Børn, der ikke voksede op hos deres biologiske forældre. Tyskerbørnene fx. Og DNA undersøgelserne, som  viser, at hvert 10. barn ikke har den far, de tror de har.

Og som hun sagde ”Det bliver de vel ikke nødvendigvis mindre lykkelige af”?

Næh, ikke nødvendigvis.

Men hvorfor ikke lære af historien? Af de erfaringer andre har gjort sig?

I dag kan vi have sex uden at få børn. Og vi kan få børn uden at have sex.

Og det fører til den store afgørende forskel:

Et donorbarn er ikke noget, der bare sker. Det er et  valg I træffer, om hvordan, I bliver familie. Et donorbarn er et aktivt tilvalg.

Det er ikke en smutter.

PS

Kom med på gratis webinar om at tale med sit barn om, hvordan det blev til. Book straks din plads her. På webinaret får du bla. viden om konsekvenserne ved at fortie og konkrete redskaber til at få den gode og trygge dialog med dit barn om donor.

PPS

Kom straks i gang med at dokumentere og opbygge et solidt fundament. I ’Donorbarnets Bog’ får du 165 inspirerende spørgsmål.

Arbejdsbogen koster 57 kr. Du kan kun købe den på kirstenlistlarsen.dk.

 

Ja tak, lad mig straks få fat i den.

Mamma Mia! Om at fortie noget helt basalt

Mamma Mia! Om at fortie noget helt basalt

Så underholdende kan det være at fortie…

Musicalen og filmen Mamma Mia! handler om 20 årige Sophie, der vokser op alene med sin mor. Sophie ved ikke, hvem hendes far er – dét tales der nemlig ikke om. Men Sophie er søgende og opdager ved at læse sin mors dagbog, at hele tre mænd kan være hendes far.

Uden hendes mor ved det, skriver hun til alle tre mænd og inviterer dem alle tre til sit kommende bryllup. Hun er sikker på hun vil kunne genkende sin far, når hun endelig ser ham.

Alle tre mulige fædre dukker op i den tro, at det er Sophies mor, der har inviteret dem. Det kommer der en del forviklinger ud af.

Ikke én af mændene skiller sig tydeligt ud som Sophies oplagte biologiske far – tværtimod kan Sophie se lidt af sig selv i alle tre mænd.  Og alle tre mænd tror de er Sophies biologiske far.

Filmen fortæller på en fin måde, hvad et tabu gør ved os. Der er flere lag i filmen om ikke at kende og om ikke at fortælle. Moren har ikke talt med sin datter om, hvordan datteren blev til. Og derfor taler datteren heller ikke med moren om det. Faderfiguren vokser sig større og større hos barnet, som til sidst handler på det i hemmelighed. Både mor og datter fortier og holder hemmeligt. Moren har også hemmeligholdt sine affærer overfor sine to nære,  gamle veninder.  Og manden, der blev far, vidste intet om det. Og moren savner inderst inde stadig den mand, som hun blev gravid med.

Det viser sig, at det biologiske ikke betyder det største:

  • Sophie vil gerne have alle tre mænd til far og alle tre mænd,vil gerne være far til Sophie.
  • Sophies hensigt var, at hendes far skulle følge hende op ad kirkegulvet. I stedet vælger hun, at det skal være hendes mor, fordi det jo netop er hende, der har været der for hende i hendes liv.

Filmen er en dejlig livsbekræftende film, som naturligvis ender lykkeligt for alle involverede.

Hør Pierce Brosnan synge When all is said and done her. Han er nok ikke blevet castet pga. hans sangstemme, men netop dét giver en særlig ægthed til filmen. Og lækker er han jo. (Synes jeg).

PS

Kom med på gratis webinar om at tale med sit barn om, hvordan det blev til. Book straks din plads her. På webinaret får du bla. viden om konsekvenserne ved at fortie og konkrete redskaber til at få den gode og trygge dialog med dit barn om donor.

PPS

Kom straks i gang med at dokumentere og opbygge et solidt fundament. I ’Donorbarnets Bog’ får du 165 inspirerende spørgsmål.

Arbejdsbogen koster 57 kr. Du kan kun købe den på kirstenlistlarsen.dk.

Ja tak, lad mig straks få fat i den.

 

CALL ME
+
Call me!

Pin It on Pinterest