I lørdags var det International DNA Day og derfor får du nogle tanker om den ukendte genetik i donorfamilien (og adoptivfamilien).
Til din refleksion får du også mine mulige overvejelser om at lade sit barn genteste.
Hvis du ligesom mig kender dit biologiske ophav på både din far og din mors side, så tror jeg simpelthen ikke, at vi kan forstå dybden af spørgsmålet om den ukendte genetik. Et spørgsmål som flere donorbørn vender og drejer.
Spørgsmålet, om hvor vi stammer fra, optager mig faktisk ikke. Det skyldes helt sikkert én ting: Jeg har aldrig været i tvivl om, hvor jeg stammer fra.
Jeg har altid været som snydt ud af næsen på min mor og min mormor lignede jeg endda endnu mere. Når min datter ser billeder af min mor som yngre, tror hun det er mig.
Mit ansigt er som min mors, mens min kropsbygning mere er min fars. Mine firkantede negle husker jeg også fra min far. Men der er også andre ting, som jeg ikke ved, hvor kommer fra, f.eks. mit rødlige hår og min blege teint.
Vi fire søskende ligner ikke hinanden specielt meget af udseende, men vi ligner på forskellige måder og mere eller mindre vores forældre.
At jeg ligner mine forældre har altid været et faktum. Jeg kender min overordnede genetik. Jeg har ikke tillagt det stor værdi, men netop fordi det bare har været sådan for mig altid, så kan jeg i dybden ikke forestille mig, hvordan det ville være uden.
Fordi vi som ufrivilligt barnløse kan få børn, vi ikke er 100% biologisk ophav til, er det værdifuldt for os forældre og for vores (kommende) børn med andet ophav, at vi søger viden og gør os tanker om, hvordan det kan være ikke at kende sit biologiske ophav / sin genetikhistorie.
- Hvad betyder det for dig at kunne genkende dig selv i din familie?
- Hvilke tanker fører dine svar dig i retning af, når du ved, at dit (kommende) barn ikke har det på samme måde, fordi det er blevet til ved hjælp af donation eller er adopteret, som mine egne børn er det?
Gentest – do or don’t
Genetik er en ubekendt faktor som du skal forholde dig til, når du bliver stillet over for at skulle bruge en sæddonor eller ægdonation for at få dit ønskebarn. Du bliver kastet ud i overvejelser om, hvad genetik betyder.
Det samme gælder selvfølgelig dig, der allerede har fået barn ved hjælp af donation.
Ét er, at den ene forælder ikke selv får ført sin slægt videre rent genetisk, noget andet er tankerne om, hvilke gener, donor giver til ens (kommende) barn.
I min bog ‘Far, mor og donorbarn’ har jeg blandt flere interviewet en mand og en kvinde, som begge er børn af hver deres anonyme sæddonor fra begyndelsen af 70-erne. De kender altså ikke halvdelen af deres genetikhistorie.
Begge har egne biologiske børn i dag.
Jeg spurgte dem, om de havde overvejet at få lavet en gentest.
Begge blev meget overraskede over mit spørgsmål. Tanken havde ikke strejfet dem.
Det voksne donorbarn Ole om at lade sig genteste
Nej, jeg har ikke lyst til at få taget en gentest, det har jeg sgu ikke. Jeg kan ikke forstå folk tør.
Jeg kan ikke se, hvad en gentest skulle kunne svare på andet end, hvad man er disponeret for. Og det gør mig jo ikke klogere på, hvem min [(donor) biologiske] far er. Så det synes jeg ikke rigtig jeg kan bruge til noget.
Det voksne donorbarn Pernille om at lade sig genteste
Næ. Aldrig. Jeg tror bare det bringer en masse bekymringer med sig. Og skulle årsagen til, at jeg fik den lavet være, at jeg har en anonym donor som bio-far? Man kan jo ligeså godt få den lavet, fordi man kender sine biologiske forældre. Der ved man jo heller ikke, hvad man bærer rundt på.
Jeg har ikke behov for det. Men får jeg en eller anden underlig sygdom en dag, vil jeg selvfølgelig være utrolig interesseret i at få at vide, om det er noget jeg er bærer af genetisk og i så fald kunne have givet videre til mine børn. Men jeg synes ikke der er nogen grund til at gøre det, før jeg står i det. For jeg kan jo ikke gøre så meget ved det alligevel.
Der er sket meget de seneste år
Sådan svarede to voksne donorbørn, da de blev interviewet i 2012. Der er sket meget siden da.
Når man færdes i netværk af donorbørn og donorfamilier lader det til, at det er blevet ganske almindeligt at få lavet en gentest, som kan fortælle noget om ens genetiske ophav.
Jeg har også en fornemmelse af, at forældre lader deres donorbørn teste for at finde svar.
Hvis beslutning er det at genteste?
Jeg synes der er stor forskel på, om det er én selv (donorbarnet) eller en anden (forældre), der bestemmer om man skal gentestes.
Som adoptivmor har jeg selv været ude i etiske overvejelser om, hvorvidt jeg skulle søge efter vidne om familie til mine børn. Jeg har slet ikke overvejet at lade dem genteste.
Men der er jo også mange andre muligheder i dag rent kommunikations-teknologisk. Jeg kender f.eks. en voksen adopteret kvinde, der fandt sin biologiske familie på Facebook.
Jeg vendte mine ‘pro et contra’ overvejelser med min mand og med voksne adopterede.
Min konklusion er, at jeg ikke selv vil søge, men lade beslutningen være op til mine børn.
Hvis mine børn ønsker at søge efter viden, vil jeg naturligvis støtte dem fuldt ud.
Mine børn er i dag 18 og 22 år og der er sket meget bioteknologisk i deres leveår. Man har fx fastlagt det menneskelige genom. Jeg forventer udviklingen vil fortsætte med mindst samme hastighed på det her område, og måske kommer jeg til at ændre holdning…
- Hvad synes du? Hvem skal tage beslutningen om at lade sig teste eller ej?
Gentest i gave?
En bekendt af mig, der kender sit biologiske ophav, fik en gentest af sin kæreste i julegave.
- Hvad ville du sige til sådan en julegave?
- Ville det være spændende?
- Ville det være skræmmende?