Gravid efter ægdonation

Hvis du er gravid med donoræg, har du måske haft bekymrende tanker om det, du står midt i og om det, der kommer?

Du er ikke alene om det…

 

​Forskellige grader af bekymringer under graviditeten 

For noget tid siden var der en fin debat i min hemmelige gruppe på Facebook. (Gruppen er for mænd og kvinder, der bruger donoræg eller donorsæd for at få barn).

En bekymret, kommende mor tog bladet fra munden.

Debatten handlede om de svære, og også tabubelagte følelser, en gravid kvinde kan have, når hun tænker på sit kommende barn, der er blevet skabt ved hjælp af donoræg.

Spørgsmålene var blandt andet:

  • Hvad i al verden er det, jeg har gang i?
  • Er det rigtigt det jeg gør, når jeg bliver mor på denne måde?
  • Kan jeg elske mit donorbarn som mit eget, når det kommer til verden?

Hvis du er gravid med donoræg (eller har været det) kan du måske genkende disse bekymrende tanker?

 

Aborten var booket

Jeg havde en gang samtaler med en kvinde, som var gravid med donoræg. Da hun kom hos mig til første samtale, havde hun bestilt tid til en provokeret abort.

  • Hun kunne simpelthen ikke forholde sig til det spirende liv hun bar.
  • Hun syntes det var vildt mystisk. Hun følte ikke, det var hendes barn.
  • Hun syntes nu det var forkert for hende at have brugt donor.

Hendes mand ønskede at beholde barnet.

Kan du forestille dig, hvor smerteligt en situation, det var at være i for hende?

Heldigvis havde hun taget fat i mig.

Efter den anden coachende samtale afbestilte hun tiden til aborten.

Efter en veloverstået fødsel, kunne hun slet ikke forstå, at hun havde haft det så svært i begyndelsen af sin graviditet.

Alt blev godt igen.

 

Min egen kommende mor – usikkerhed

Jeg kender selv til de bekymrende tanker.

Jeg blev overvældet af usikkerhed aftenen før, vi skulle møde vores søn for første gang på hans børnehjem. Jeg blev helt slået omkuld af det kommende forældreansvar. Af bekymringer. Af frygten for, om jeg overhovedet ville blive en god mor. Om jeg virkelig var i stand til at tage ham til mig som min egen (som ordet adoption jo basalt set betyder). Jeg var hunderæd for ikke at kunne blive en god mor.

Første gang jeg så min søn liggende i sin tremmeseng, troede jeg, at det var det forkerte barn.  Han var så fremmed for mig. Gud ske lov voksede tilknytningen og kærligheden lynhurtigt frem og det blev bare bedre dag for dag, indtil jeg var i en symbiotisk lykkeboble med ham, min søn!

Fortvivl ikke, selvom moderkærligheden først skal ’løbe til.’

 

Bekymringer er almindelige og faktisk også gode

En positiv måde at forstå sine bekymringer på, er ved at se dem som et udtryk for din evne til at reflektere over dit indre psykiske liv og til at reflektere over de store følelser, som knytter sig til at blive (og være) forældre.

Du kan omsætte dine bekymringer til en passende adfærd, som støtter dit barn i form af f.eks. følelsesmæssig regulering og spejling.

Dine bekymrende tanker under graviditeten kan også tolkes som et beskyttelsessystem, der gør dig i stand til at give dit barn omsorg.

Dine bekymringer er med til at udvikle dit ’intuitive forældreskab’ og til at skærpe din opmærksomhed. Når du stiller dig dit helt grundlæggende tanker Kan jeg passe godt på mit barn? Vil jeg elske det? Er det faktisk de tanker, der er med til at bane vejen for den gode tilknytning og til at du vil drage omsorg for dit barn i form af beskyttelse, berøring, søvn og mad. Du vil blive opmærksom på dit barns behov.

 

Sådan holder du bekymringerne stangen

Du kan selv gøre en masse konkret for at tage godt i mod dit barn. En måde at fremme den gode tilknytning på, er ved at arbejde dig gennem disse punkter allerede mens du er gravid.

 

1. Hvornår, har du været god til at tage til dig som din egen?

Det kan fx være en dukke eller bamse, du havde som barn. Det kan være et marsvin, en hund eller et andet dyr.

Skriv tre episoder ned.

 

2. Hvornår har du været opmærksom på og god til at sætte dig ind i andres behov?

Det kan være, du har tolket kropsudtryk, sindsstemninger mm. Hvilke signaler og behov spottede du?

Skriv tre episoder ned.

 

3. Hvornår har du haft nærværende kontakter?

Hvad gjorde du for at være nærværende og følelsesmæssigt tilgængelig?

Måske lagde du din mobil langt væk. Måske lyttede du intenst fremfor at tale.

Skriv tre episoder ned.

 

4. Hvordan forestiller du dig dit kommende barn?

Gør dig det konkret. Forestil dig dit barn. Temperament, udseende, køn.

Beskriv eller tegn dine indre forestillinger.

(Det er det psykologer kalder ’ indre repræsentation.’)

 

5. Køb en (ekstra) 3D skanning, så du får et billede af dit barns ansigt

Sæt billedet i en ramme og nærstuder det.

Læs mere om 3D skanning og tilknytning i mit tidligere blogindlæg Få en tryg tilknytning til dit kommende barn. 

 

6. Følg din graviditet ved hjælp af en graviditetskalender

Følg med i, hvor stort fosteret er. Find noget der er lige så langt og vejer lige så meget, og hold det i hånden.

 

7. Brug Donorbarnets Bog, der guider dig gennem fortællingen til dit barn

Du får 165 inspirerende og støttende spørgsmål til at dokumenteret det hele.

E-arbejdsbogen koster 67 kr og kan kun købes på kirstenlistlarsen.dk.

 

 

Del med din kæreste

Del endelig det hele med din kæreste – barnets kommende far.

Giv hinanden støtte, bed om støtte.

Tal også meget gerne om jeres egne tidligste erfaringer/minder om jeres forældre.

 

Du har lige læst et opdateret indlæg, som udkom første gang i 2016.
 

Ps.

Du kan altid få 25 minutters uforpligtende snak med mig. Der er ingen grund til at have det dårligt, når nu hjælpen er nær.

 

Pps.

Hvis du vil med i den hemmelige Facebook-gruppe ’Far, mor og donorbarn’ skal du skrive til mig på Facebook, så jeg kan lukke dig ind i fællesskabet.

Gravid med donor | WEBINAR

For dig, der har fået hjælp af donor og nu venter barn og ikke synes det er helt nemt.

Tryk på billedet og tilmeld dig.

'gravid med donor webinar