Enorme mængder nedfrosne befrugtede æg

Befrugtede æg hober sig op i verdens frysere

Teoretisk set kan alle æggene blive til børn, men mange af dem ender som biologisk affald.

 

Zetland havde forleden en artikel om de  mange overskydende embryoner på frys.

Chancen for at blive gravid med optøede, befrugtede æg (embryoner) og få et levendefødt barn er stor. Derfor er det en sikkerhed, at have nok gode ægceller i fryseren. Så slipper kvinden nemlig for endnu en krævende behandlingscyklus med hormonstimulation og ægudtagninger.

Sundhedsdatastyrelsen oplyser, at 2.260 kvinder i Danmark blev gravide med befrugtede æg fra fryseren i 2019. Det er en 4 gange så mange fra 2013 til 2019.

Globalt set opbevares mange æg på frys og forskellige lovgivninger regulerer forholdene.

Ingen ved, hvor mange embryoner, det drejer sig om, men der er pladsmangel i kryobankerne.

Der ligger befrugtede æg nok rundtom i verden til at skabe en helt ny befolkning.      Professor Charlotte Kroløkke

Kilde: Zetland, den 1.september.2021

 

Etiske overvejelser

> Hvad gør man ved alle de æg, der bliver i overskud?

> Skal de befugtede æg betragtes som liv?

> Skal vi tillade donation af embryoner?

Blandt andet de spørgsmål fører til etiske overvejelser.

 

Mange af de kvinder jeg møder, synes det er en befrielse at have æg nok på frys til kommende søskende.

Men de nedfrosne embryoner gør det også svært at stoppe behandlingen – for hvad skal der så ske med de æg, som jo er potentielle liv?

For mange er det ikke bare biologisk materiale.

Mange kvinder oplever, at det er svært at sige endeligt farvel til ’guldæggene’, så resultatet kan nemt blive at lade klinikken tage beslutningen.

→ Hvad tænker du om, hvad der skal ske med dine overskydende æg?

Få en hurtig  samtale, så dine tanker kan blive klarere og fylde mindre. Det er gratis og uforpligtende for dig.

Embryoner er også et religiøst anliggende

For pro-life/anti-abort bevægelsen er det blevet en opgave at redde de babyer, som ligger lagret på frost (deres eget udsagn).

Jeg havde selv ’fornøjelsen’ at blive kontaktet af en af disse forkæmpere for fem år siden.

Det kan du læse om i et tidligere blogindlæg:

 

 

Har jeg slået 25 børn ihjel? Har du?

Som ufrivilligt barnløse bliver vi ofte udfordret på vores livsværdier og vores etik. Dertil kommer, at vi skal træffe valg, vi ikke drømte om. Et sådant svært valg, er det f.eks. at skulle vælge mere indgribende behandlingsformer, end man havde regnet med i begyndelsen, eller at skulle bruge donor for at kunne få et barn sammen.

Af og til kan vi opleve, at vi ligefrem skal forsvare vores valg. Vi kan også opleve, at vores nærmeste ligefrem sætter spørgsmålstegn ved vores værdier, og indimellem sker det, at vores handlinger ligefrem provokerer, de mennesker vi omgås.

Jeg blev selv for noget tid siden udfordret ret så kraftigt på min etik, da en meget religiøs kvinde kontaktede mig.

Jeg deler mine oplevelser med dig, fordi jeg tror, du kan genkende en masse, og fordi genkendelighed er befriende at møde.

Vi er ikke alene!

Du er ikke alene!

Sidst i blogindlægget får du adgang til nogle umiddelbart brugbare redskaber, der kan give dig styrke i tilsvarende situationer.

Midt i ferien blev jeg kontaktet af en stærkt engageret kvinde, som havde mange betænkeligheder om fertilitetsbehandling. Hun havde læst mit blogindlæg, hvor jeg skriver om de risici, både ægdonor og modtager udsættes for.

Kvinden sendte mig nogle mails, som satte mange tanker i gang hos mig.

Hun var meget bekymret ’for de kunstigt skabte børn, hvis liv efterfølgende ikke bliver respekteret, men enten kasseres, fordi deres liv ikke er “gode nok” eller fryses ned, for senere måske at blive kasseret. Eller måske ender de deres liv som forskningsobjekter.’

I det hele taget så hun al den kunstighed som en perversitet. Hun henviste til Bibelen og slog fast, at ’intet godt kommer ud af vores forsøg på at være vore egne skabere og bødler.’

Jeg valgte ikke at gå ind i diskussionen med kvinden og svarede ganske kort, at jeg ’som coach ikke vurderer mine klienters handlinger og bevæggrunde, men at jeg naturligvis indgår i samtaler i processen om at træffe den bedste beslutning for den enkelte klient – såvel etisk som eksistentielt.’

Kontakten sluttede selvfølgelig ikke her, men kvinden blev blot endnu mere vedholdende og tydelig:

Kvinden replicerede, at jeg ’pådrager mig en medskyld for de ufødte børns liv, der så respektløst bliver taget ved fertilitetsbehandling.’ Kvinden mener, at vi ’ofrer andre menneskers liv, for på den måde at få sit eget ønske opfyldt.’

Man skal vælge sine kampe med omhu, så jeg svarede ikke igen og korrespondancen døde ud. Jeg flyttede mig fra arenaen.

En sætning ramte mig særligt

Det var denne:

’Må Gud åbne dit hjerte for de ufødte børn, især dem, som er blevet kunstigt skabt og hvis liv er blevet til og fremefter skal leves ovenpå en grav af andre kunstigt skabte børn, som skånselsløst blev udraderet men også, at dit hjerte må åbnes for dem, hvis liv blevet ofret på det alter, der hedder selvtilfredsstillelse frem for alt.’

Jeg er ikke selv troende, men nok det man kalder ’kultur-kristen.’ Jeg er ikke medlem af folkekirken, men jeg ville gerne have mine børn døbt, hvis nu der alligevel var en ekstra usynlig hånd, som kunne passe på dem.

Jeg går ind for brug af prævention og fri abort.

Jeg blev alligevel rørt af den ihærdige kvindes ord. Jeg er jo opdraget i en protestantisk kultur, hvor vi hurtigt kan komme til at føle os skyldige eller blive bange for Guds straf.

Jeg blev nu i stedet overrasket og meget nysgerrig efter at prøve at iføre mig kvindens synsvinkel.

I kvindens optik er befrugtede ægceller lig med liv, uanset hvor tidligt på stadiet, det er. Går disse ægceller til spilde, er jeg skyldig i drab, ifølge kvinden.

Ifølge hende har jeg altså slået mange børn ihjel.

Men sådan føler og tænker jeg det heldigvis ikke. For selvom ægceller, der deler sig, er levende, er det ikke børn. I hvert fald ikke i min optik. Det er POTENTIELT liv, som vi ufrivilligt barnløse – om nogen – kæmper for bliver til levedygtigt liv.

Sådan tackler du modstand fra dine nære

Min faster siger, jeg ikke er deres rigtige mor, siger Katrine, mor til børn født efter ægdonation.

Nogle ufrivilligt barnløse oplever modvilje eller manglende empati i deres omgangskreds. Det kan være både sårende og provokerende.

Som du allerede ved fra andre relationer, så kan du ikke lave om på andre. Du kan kun ændre på dig selv, og på den måde, hvorpå du reagerer på andres adfærd.

Du får her tre nemme og effektive trin til at omgås udfordrende mennesker.

3 tips til en stærkere attitude

1. Anerkend din svigermors – eller hvem det nu er – livsopfattelse, interesse og bekymring for dig, og sig i samme åndedrag, at sådan har du det ikke, og at det ikke er til diskussion. Gå ikke ind i en diskussion.
2. Du kan beskytte dig selv mentalt ved at iføre dig et imaginært skjold af teflon, som får brændende bemærkninger til at prelle af. Du kan også fysisk flytte dig væk fra personen/situationen. Flyt dig fra arenaen.
3. Når du udstråler denne sikkerhed og fasthed, vil det blive svært for andre at såre og påvirke dig.

> Hvornår vil du bruge disse tips første gang?

( Blogindlægget er tidligere udgivet i 2016)

PS